Business Angels

Business angel matching fond skal sende millioner i danske virksomheder

En matching fond bestående af business angels skal øge adgangen til risikovillig kapital for danske virksomheder. De to første business angels har indgået aftale med fonden, og første investering er foretaget.

Adgangen til risikovillig kapital er et af Danmarks svage punkter. Det bliver slået fast gang på gang i både nationale og internationale undersøgelser. Men nu vil en ny business angel matching fond øge adgangen til risikovillig kapital for danske virksomheder.

Det er Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsfond, EIF, som har lanceret fonden med det officielle navn European Angel Fund Denmark, forkortet EAF Denmark. I samarbejde med danske business angels vil EAF investere op mod 200 millioner kroner i mellem 100 og 150 små og mellemstore danske virksomheder.

”Adgangen til risikovillig kapital er afgørende for, at iværksættere og vækstvirksomheder kan skabe fremtidens danske erhvervssucceser. Det er derfor glædeligt, at Vækstfonden og EIF gennem partnerskaber med business angels kan bidrage til at tilføre kapital til vækst og udvikling og samtidig trække på den viden og erfaring, som over en årrække er blevet opbygget hos danske business angels,” siger Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Første to angels har investeret

De to første business angels har allerede indgået aftale med EAF. Der er tale om Stig Hølledig og Ole Skov.

Stig Hølledig har siden 2000 investeret i en lang række it-virksomheder og gennemført ni exits. Han var blandt andet en af investorerne bag softwarevirksomheden Sitecore, der i 2016 blev solgt for omkring én milliard euro.

”Business angel matching fonden er et godt initiativ, som vi har brug for i Danmark, og som kan bidrage til at styrke økosystemet omkring de danske business angels. Muligheden for at trække yderligere kapital ind i investeringerne giver kapacitet til at foretage større investeringer og til at investere i større virksomheder, hvilket er meget aktuelt,” siger Stig Hølledig og tilføjer, at fonden ad den vej også vil være til gavn for de andre business angels, som han investerer sammen med.

Business angel Ole Skov har haft en mangeårig karriere som konsulent og har siden 2007 været aktiv investor inden for særligt fintech og life science-relaterede virksomheder.

”Ud fra et investorsynspunkt vil man altid gerne have en partner med i sine investeringer, og med modellen for matching fonden gøres det enkelt og på en måde, der samtidig fungerer for de virksomheder, der investeres i. Initiativet bidrager til at sikre den nødvendige kapital, så virksomhederne kan føre deres planer ud i livet. Vi har allerede startet samarbejdet med en investering i AntibioTx, og jeg ser frem til yderligere investeringer i såvel iværksættere som vækstvirksomheder,” siger Ole Skov.

Kapital og kompetencer i smuk forening

Og det er netop kombinationen af kapital og kompetencer, som er en af fordelene ved samarbejdet, fortæller investeringsdirektør i Vækstfonden, Rolf Kjærgaard.

”En dygtig business angel bidrager både med kapital og kompetencer og bringer som aktiv investor egne erfaringer med forretningsudvikling og værdiskabelse ind i virksomheder. Så ved at matche investeringerne fra danske business angels kan vi både styrke kapitalgrundlaget i flere virksomheder, og sørge for at de får tilført viden og erfaring, der i sig selv kan skabe grundlag for kommerciel succes,” siger han.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY