Den verdenskendte arkitekt Bjarke Ingels poster millioner ind i Tattoodo og indtræder samtidig i bestyrelsen. Derfra skal Ingels hjælpe Tattoodo med at udbrede en betalingsmodel til 66 byer og fortsætte den globale skalering.

Tattoo-fællesskabet Tattoodo har været ude og genfylde pengetanken i ny investeringsrunde. Denne gang har virksomheden hentet 31 millioner kroner. Det er penge, som primært kommer fra den eksisterende investorkreds, men også tæller nye ansigter.

Blandt de nye investorer er den danske stjernearkitekt, Bjarke Ingels og skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau. Det skriver Børsen.

Men Bjarke Ingels skal ikke bare være blikfang for Tattoodo. Han skal bidrage aktivt, når virksomheden ruller sin nye betalingsmodel ud i 66 byer verden over samt bidrage med erfaring og netværk, når Tattoodo bevæger sig ud i global skalering. Således indtræder han i bestyrelsen.

”Jeg tror 100 procent på, at de her drenge har fat i den lange ende, og de er ekstremt tæt på noget, der virkelig kan blive stort,” siger Bjarke Ingels til Børsen.

Profitabel i 2019

Tattoodo har indtil videre været gratis at benytte. Men med den nye betalingsmodel skal de 60.000 professionelle tatovører, der er oprettet på platformen til at have penge op af lommen. Fremover koster det 1.000 om måneden, hvis Tattoodo skal videreformidle kunder.

For den pris garanterer Tattoodo én kunde og at tatovørerne gennemsnitligt vil få pengene fire gange igen.

Planen er at opnå 1.000 betalende tatovører, inden 2018 er omme. Herefter er det planen, at Tattoodo endelig skal blive profitabel i 2019. Det kræver 3.000 betalende tatovører.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here