Danish Tech Challenge: Det gør underværker at blive udfordret

Hardware startuppet Peefence er blandt årets deltagere i Danish Tech Challenge. Under forløbet har de fået finpudset alt fra forretningsmodel til salgsstrategi, og så har de fået ny en kollega i teamet.

Der er kun lidt over to måneder til finalen i årets Danish Tech Challenge. Deltagerne er halvvejs i forløbet, og onsdag var der åbent hus for investorer, virksomheder og andre nysgerrige sjæle. Vi brugte anledningen til at gøre midtvejsstatus med idémændene bag Peefence, der udlejer mobile urinaler til festivaler.

Stiller de rigtige spørgsmål

Peefence blev til, da de to stiftere, Frederik C.V. Hansen og Thomas Roar Salling, udviklede en løsning til Roskilde Festival, de kunne drive på hobbyniveau. Efter flere gode sæsoner på festivalen besluttede de to stiftere i februar at gøre det til en levevej.

“Vi har bevist, at vores produkt virker og bliver efterspurgt på festivaler. Under Danish Tech Challenge har vi rykket os meget, og vi skal nu have struktur på vores salg, skabe flere professionelle kunderelationer og indfri skaleringspotentialet,” siger Frederik C. V. Hansen.

Men da Danish Tech Challenge startede, var ambitionerne nogle andre. De to stiftere havde udviklet en anden løsning i Peefence-regi og var fast besluttet på at forfølge de nye muligheder under forløbet. Men med vejledningen fra teamet bag Danish Tech Challenge blev de udfordret på den eksisterende løsning og overbevist om, at det er her potentialet skal indfries i første omgang.

Alle deltagerne i Danish Tech Challenge får tilknyttet et mentorerteam, der skal hjælpe dem med at løse udfordringer.

”I de første måneder har vi kredset om de vigtige – men også simple – spørgsmål, vores mentorer og teamet bag Danisth Tech Challenge har stillet os. Hvad er Jeres produkt? Hvem skal købe det? Hvorfor betaler de Jer, og hvor meget vil de betale Jer? Vi er med andre ord blevet udfordret på alt fra vores value proposition til kompetencer i teamet og salgstilgang,” siger Thomas Roar Salling.

Et stort netværk

Peefence fik øjnene op for behovet for at rekruttere kommercielle kompetencer til teamet. De fik anbefalet en kandidat gennem teamet i Danish Tech Challenge, som de i dag har indgået en samarbejdsaftale med.

”Vi har fået en ny kollega med erfaringer, som vi ikke kunne finde andetsteds. Fokus er nu på salg og få lukket nogle aftaler for 2018, hvor vi har sat os et mål om en omsætning på to millioner. Det nye netværk gør det muligt at tage kontakt til flere virksomheder og få feedback på løsningen og på hvor meget vores kunder er villige til at betale for, at vi løser deres problem,” siger Frederik C. V. Hansen.

Netværk med kapital

Camilla Gilbro er Project Manager på Danish Tech Challenge og bruger meget tid sammen med virksomhederne. Hun har stiftet flere startups og har en klar holdning til, hvad udbyttet skal være for deltagerne.

“Igennem forløbet stiller vi virksomhederne rigtig, rigtig mange spørgsmål. Vi udfordrer både forretningsmodeller og teamets kompetencer. Vi skal hjælpe med at gøre produkterne simplere og mere fokuserede,” siger Camilla Gilbro.

Hardware startups har udfordringer, andre startups ikke har. Især skaber tunge produktionsomkostninger behov for kapital i virksomheden. Den skal sikres gennem investorer eller kunder.

“Der er ikke nogen opskrift på at skabe et succesfuldt startup. Ingen kan sige; “hvis du har styr på det her, så får du helt sikkert succes og investeringer”. Men det gælder helt sikkert, at “hvis du ikke har styr på det her, så er der lang vej til både succes og investering. Det hjælper vi virksomhederne med at navigere i,” siger hun.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY