ViaBill får investering på 300 millioner

Det danske Fintech-selskab ViaBill opnår en kapitalramme på 300 millioner kroner til udvikling og international vækst – danmarkshistoriens største til fintech. ViaBill håber kapitalen kan styrke de mindre webshops mod international konkurrence.

Når kunder handler i netbutikker, kan de, hvis de vælger at betale med ViaBill, få deres varer hjem og vente med at afregne i 30 dage.

Den aarhusianske fintech-virksomhed ViaBill har netop fået tilført 300 millioner fra store danske og udenlandske långivere og investorer, så ViaBill kan lægge ud for endnu flere forbrugeres køb online.

“Vi ser en stigende interesse fra forbrugerne for fleksible betalingsløsninger som vores. Store, internationale og pengestærke webshops som for eksempel Zalando og Amazon kan selv tilbyde denne service til kunderne, men den fordel har mindre webshops ikke. På den måde kan ViaBill være med til styrke de mindre butikkers konkurrenceevne. Det vil også gavne e-handlen herhjemme, hvor mere end hver tredje krone i dag havner i udenlandske webshops,” forklarer Jan Lytje-Hansen, der er CEO i ViaBill

Ny tech er vejen til den internationale top

ViaBill har eksisteret siden 2009, og cirka 3.000 danske webshops tilbyder i dag betaling med ViaBill. Sidste års overskud på knap 10 millioner kroner vidner om en sund forretning, men hvis ViaBill vil være med i toppen internationalt – og det vil de – skal der mange flere penge til.

“Vi har nogle særdeles velpolstrede internationale konkurrenter, som har finansielle muskler og fordele, vi alene kan drømme om. Derfor må vores edge nødvendigvis være agilitet og opfindsomhed. Især på den tekniske front,” siger Jan Lytje-Hansen.

Derfor kommer en del af den friske kapital også til at blive brugt på at fordoble det tekniske team i virksomheden. Hvad de helt konkret skal arbejde på, vil Jan Lytje-Hansen af konkurrencemæssige årsager ikke gå i detaljer med, men han vil dog gerne sige lidt om retningen:

“Pt arbejder vi på at bygge en intelligent “consumer behaviour prediction engine”, som i praksis kan forudsige, hvad vores brugere sandsynligvis vil købe i løbet af de næste 5-7 dage. Den viden vil indirekte komme vores webshops til gavn, og forhåbentlig være én af de parametre, som gør, at ViaBill vil kunne stå distancen, når det kommer til det internationale race to the top,” siger Jan Lytje-Hansen.

Med kapitaltilførslen har Jan Lytje-Hansen og ViaBill samtidig fået pengene til at hjælpe mindre, udenlandske webshops gennem ekspansion til blandt andet Sverige, Norge, Irland, Holland og USA.

FDIH: – Styrker danske webshops

Når internationale giganter som Amazon og Zalando tilbyder nem og gratis returnering og at få sine varer hjem og vente med at betale i op til 30 dage efter modtagelse, er det services, som mange mindre webshops må kigge langt efter.

Men det vil ViaBill lave om på, og det glæder Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH):

”Hos FDIH arbejder vi dagligt for at styrke dansk e-handel, og derfor er det kærkomment, at den nye betalingsmetode, ViaBill, får tilført så mange penge til at styrke netop danske webshops’ kamp mod Amazon og de andre udenlandske giganter,” siger Niels Ralund, adm. direktør i FDIH.

 

Om ViaBill A/S:
ViaBill A/S er grundlagt i 2009 med det formål at gøre det nemmere og mere fleksibelt for forbrugere at betale online. Selskabets infrastruktur af webshops vokser med 100-200 butikker hver måned, og antal aktive brugere vokser med 5.000 – 6.000 månedligt. Selskabets produkter spænder over de meget anvendte “prøv først – og betal senere”-produkter samt formidling af traditionelle bankprodukter – alt direkte integreret i webshoppens eksisterende betalingsflow.
Selskabet er i dag ejet af en række professionelle investeringsselskaber inden for e-commerce-markedet.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here