Neurescue

Danske Neurescue, som vil redde menneskeliv med et computerstyret ballonkateter, har netop rejst sin anden investeringsrunde på 26 millioner kroner.

Det er ikke gået stille for sig efter Habib Frost startede sin virksomhed Neurescue. Som Danmarks historiens yngste uddannede læge, Årets Guldæg 2016, en af Berlingskes 100 største erhvervstalenter samme år og på Forbes’ prestigefyldte liste “30 Under 30” i kategorien Teknologi, må det siges at være gået stærkt for den unge iværksætter.

Nu har Neurescue så lukket sin anden investeringsrunde. En kapitalrejsning på 26 millioner kroner, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Neurescue
Habib Frost med Neurescue ballonkateteret

Går efter et godkendt produkt – dernæst Europa

Kapitalen er fremskaffet af private og impact investorer, i blandt dem nogle af regionens ledende profiler inden for life science og medtech.

“I denne finansieringsrunde har vi været så heldige at have fået stor opmærksomhed fra investorer, som vil være en del af vores rejse. Vores fokus har været på at tiltrække erfarne investorer og sikre den nødvendige kapital til at nå næste milepæl: en regulatorisk godkendelse i Europa. Dernæst vil vi fokusere på at komme ind på nogle specifikke europæiske markeder,” siger Habib Frost i pressemeddelelsen.

Slipper majoriteten med de nye millioner

Han stiftede i 2014 Neurescue, samme år hvor han færdiggjorde sin lægeuddannelse. Sidste år investerede Innovationsfonden 496.000 kroner i selskabet til udvikling af Neurescues computerstyrede ballonkateter, som kan omlede blodforsyningen til de organer, der har allermest brug for det, hvilket øger chancen for at sætte gang i hjertet igen og beskytte mod hjerneskader.

Ifølge Børsen slipper stifteren dog sin majoritet i selskabet med den nye kapitaltilførsel. Noget han dog gør glædeligt med de kompetencer, han får ombord, som tæller blandt andre legetøjsarvingen Thomas Gjørup, jægersoldat Nicolai Moltke-Leth, Rasmus Wilhelmsen, som deltog i salget af The Eye Tribe til Facebook samt udviklingschefen fra Coloplast, Oliver Johansen, og Jens Bager, tidligere topchef i ALK.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.