Fonden for entreprenørskab

I sidste uge var repræsentanter fra en række danske universiteter og et ministerie rejst til Tel-Aviv på inspirationstur. For en af deltagerne var nye kontakter blandt de vigtigste souvenirs. 

Duften af hummus, råt kød, turisters solcreme og de lokales liberale forhold til parfume blander sig under Carmel Markets bliktage. Når man står midt i Tel-Avivs gamle bazar kan hi-tech, startupøkosystemer og studentervæksthuse synes langt væk. Men lige rundt om hjørnet, højt hævet over de brostensbelagte gader, står repræsentanter fra SDU, ITU Business Development, KU, CBS og Styrelsen for Forskning og Uddannelse på en tagterrase.

Den danske delegation har netop overstået et møde med Rise by Barclays, der er den britiske banks accelerator, og mens ørkensolen skånselsløst bager ned over os, forklarer Head of Research, Pernille Berg, hvorfor hendes organisation, Fonden for Entreprenørskab, og Innovation Centre Danmark har valgt at invitere gruppen af innovationsansvarlige til Israel.

Ud på den anden side af murene

Ifølge hende er et af de områder, hvor danskerne kan lære af israelerne er når det kommer til at flytte startups ud på den anden side af universiteternes tykke mure. Derfor er programmet også blevet til i samarbejde med StarTAU, Tel Aviv Universitys studentervæksthus, der er rangeret som værende en af de tre bedste i verden.

”Det der er interessant at observere hernede, er hvordan de studerendes startups bliver integreret videre ud i økosystemet. StarTAU er et eksemplarisk forbillede på, hvordan man laver den bevægelse.” Siger Pernille Berg.

En repræsentant for Rise by Barclays fortæller om deres arbejde i acceleratoren

Udover inspiration, så har målet også været at få styrket relationerne i mellem de danske universiteter og åbne de første dialoger imellem danske og israelske uddannelsesinstitutioner om fremtidige samarbejder.

”Vi har lavet den her tur for at få styrket relationen og erfaringsudvekslingerne imellem israelske og danske uddannelsesinstitutioner. Ud over det, så har formålet været at eksponere deltagerne for, hvordan man arbejder med uddannelse af iværksættere på uddannelserne. Det er inden for de områder at der er lærdom, som vi alle sammen kan tage med hjem.”

ITU Business Development: Vi ser nye muligheder

Når Kristine Helen Falgren, direktør for ITU Business Development, skal gøre midlertidig status over turen, så er det særligt de nye lokale kontakter, hun sætter pris på.

”Det jeg fået ud af den her tur, er kontakter til potentielle kunder som kunne være interesserede i teknologier, som vi er ansvarlige for at kommercialisere i ITU Business Development. Det er især vores teknologier inden for eye tracking, som kunne være relevante for en række israelske virksomheder og vi vil nu arbejde videre på at undersøge mulighederne på det område”.

De to business developers, Christian Fuglsang fra SDU og Kristoffer Heeris fra ITU Business Development, lytter imens en repræsentant fra Technion, Israels tekniske universitet, fortæller om deres tilgang til undervisning af entreprenører

IT Universitetet i København har de seneste år har styrket indsatsen for at accelerere viden og teknologi fra forskning ud i industrien bl.a. med oprettelsen af ITU Business Development i 2014. Det seneste tiltag på IT Universitetet er lanceringen af European Blockchain Centre, der er sat i verden for at finde forskellige applikationer af blockchain teknologien.

Læs: Danmark skal blive blockchain-smeltedigel med nyt center

Derudover har mødet med de andre væksthusansvarlige været et af de vigtigste elementer på turen.

”Vi kan potentielt lære metodiske tilgange af hinanden, og vi står overfor mange af de samme udfordringer, så det ville give god mening med mere samarbejde og vidensdeling på tværs af de danske universiteter. Det er der helt klart grobund for, og det kommer vi også til at udforske yderligere når vi vender hjem igen ” siger Kristine.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here