Philip Kalvåg, Head of Product Partnerships i Yourpay, til en af de mange pitches foran indiske virksomheder under Fintech Mission.
Philip Kalvåg, Head of Product Partnerships i Yourpay, til en af de mange pitches foran indiske virksomheder under Fintech Mission.

For syv danske startups, der tog på Fintech Mission i Indien, var rejsen en rutsjebanetur. Men den stejle læringskurve åbnede muligheder for at gøre forretning med det enorme land.

Den første dag med introduktioner til det indiske fintech-økosystem blev noget af en øjenåbner for syv, danske fintech-startups, der var taget på Fintech Mission til Indien. Ikke mindst på grund af India Stack, Aadhar og UPI – alt sammen elementer i en statslig, åben API med tilhørende system til digitale betalinger, der giver udviklere mulighed for at skabe nye betalingsløsninger for Indiens borgere.

Med andre ord: Selvom den indiske infrastruktur på nogle punkter kan sammenlignes med den afrikanske, har de på få år bygget et fundament til fintech-løsninger, som kan gøre selv Silicon Valley misundelig. Derfor måtte nogle af de medrejsende danske fintech startups måtte vende op og ned på planerne – blandt andet betalingsfacilitatoren YourPay.

”Efter vi var hos Microsoft havde vi det sådan: Markedet er maximum presset på offline betalingsløsninger, og de ønsker ingen nye udbydere, der støtter Visa og Mastercard. Så vi kan nok ikke gøre noget her, vi er bare på ferie resten af dagene,” siger Simone Chimera, CCO i YourPay.

Fintech Missionen besøgte Microsofts research-afdeling i Bangalore, for at blive klogere på den teknologiske udvikling i Indien.

Der skulle dog bare trykkes endnu et par hænder, før YourPay opdagede, at der trods den nye infrastruktur stadig var brug for nogen til at tage imod gammeldags kreditkort – især på e-commerce, som er i kraftig vækst – og det er lige netop, hvad YourPay kan.

Det var altså bare lige med at finde forretningsmulighederne i markedet, og det er ifølge Tom Sebastian, Deputy Director ved Innovation Centre Denmark, et normalt mønster, når danske virksomheder forsøger sig i Indien.

”Fordi markedet er så stort, er der muligheder for alle, men du skal have den rigtige brik i puslespillet. Har du den, skal du bare finde de andre brikker, som passer til din. Så er du connected. Det handler om at finde det rigtige fit,” siger han.

Kom til markedet med ydmyghed

Selvom vi samlet set kalder de tre millioner kvadratkilometer land i Sydøstasien for Indien, er markedet alt andet end samlet. Forskellen på land og by, rig og fattig, banked og unbanked er enorm, og før man kan lave forretning i landet, skal forskellene opdages og forstås.

“Kulturel integration og diskussion sker først. Derefter kommer man til forretning. Man er nødt til at bygge tillid, og det er drevet af dyb, kulturel integration,” siger Tom Sebastian fra innovationscentret.

Læs også: ICDK: Hvis du ignorerer Indien, ignorerer du verden

Samtidig mener han, at man bør komme med det samme mindset, som hvis man vil gøre forretning i Silicon Valley. Ellers undervurderer man Indien.

”Det er farligt at komme med attituden: Vi er fra Danmark, og vi har den bedste løsning. Den største misforståelse er, at Indien kun er klar til at modtage løsninger. For når startups kommer til Indien, opdager de, at Indien er langt foran på nogle punkter. Så det handler om at være opmærksom på, at du måske ikke er den bedste i Indien, men så har du muligheden for at samarbejde med de bedste på et enormt marked,” siger Tom Sebastian.

“Nu tager vi teknologi med hjem”

Efter en nedslående førstedag var YourPay tilbage i business-gear på andendagen. Her fandt de – trods den moderne India Stack-infrastruktur – ud af, at behovet for MasterCard, Visa og et smartere økosystem stadig er til stede i Indien – særlig inden for onlinehandel.

Og efter at have pitchet deres betalingsløsning til en række indiske banker, opstod der i storbanken ICICI’s accelerator pludselig en ny mulighed for et samarbejde.

“YourPay har skiftet spor. Nu tager vi teknologi med hjem!,” sagde Simone Chimera, mens de gik i mødelokale med en indisk startup, der arbejder med biometri.

Simone Chimera (til venstre) og Philip Kalvåg fra YourPay i forhandlinger med potentielle partnere.
Simone Chimera (til venstre) og Philip Kalvåg fra YourPay i forhandlinger med potentielle partnere.

Sultne dinosaurer

Indiens finansielle sektor har været igennem en rivende udvikling. Det betyder, at nogle af storbankerne stadig er så unge, at de kan huske, da de selv var en challenger-bank. Flere af dem er langt fremme med acceleratorprogrammer og co-creation. De er sultne og klar til at tage imod nye løsninger.

Det gælder blandt andet indiens største bank HDFC Bank, som har godt 84.000 ansatte. De begyndte at kigge på tech-startups for tre år siden, og alene i år har banken mødt mere end 1000 startups, og i øjeblikket samarbejder den med 50 af dem om at finde løsninger på konkrete problemer.

Deltagere på den danske Fintech Mission på rundvisning i en af Indiens utallige acceleratormiljøer.
Deltagere på den danske Fintech Mission på rundvisning i en af Indiens utallige acceleratormiljøer.

”Der er ikke noget, der hedder fintech. Hvis du har en teknologi, kan den bruges i banking. Det handler bare om at finde ud af hvor og hvordan,” sagde Kiran Gadhari, Head of Digital Acceleration and Innovation i HDFC Bank.

Læs også: Indien og Danmark indgår officielt fintech-samarbejde

Derfor talte startup-samarbejderne blandt andet også en VR- og AI-virksomhed, som arbejder på at få teknologierne integreret i en bank-kontekst.

”Mange gange er det svært at finde ud af, hvad dine egne problemer er. Så mødes vi med startups i stedet, kigger på deres løsninger og prøver sammen at finde ud af, om vi kan bruge teknologien til at forbedre vores forretning,” forklarer Kiran Gadhari.

Forretningsmuligheder med hjem

I første omgang handlede Fintech Mission om at lære de syv medrejsende startups om fintech-økosystemet i Indien, og hvordan det adskiller sig fra de hubs, der bliver sat op i USA, Israel eller Estland.

“I Indien er adgangen til India Stack med til at åbne og demokratisere fintech-økosystemet. Data er king, og den er nu tilgængelig for alle. Der er meget at opnå for de danske virksomheder, og mange har allerede fået muligheder på hånden hernede,” siger Tom Sebastian fra det danske innovationscenter.

Gruppebillede hos Larsen & Toubro - et enormt konglomerat, som blev stiftet af to danske civilenginiører i 1938.
Gruppebillede hos Larsen & Toubro – et enormt konglomerat, som blev stiftet af to danske civilenginiører i 1938.

Selvom de syv danske startups spændte bredt, var der da også både stor efterspørgsel på Tradimos finansielle e-learning; fire indiske banker lovede Calcabis adgang, så startuppets AI-tilbud kan blive testet i et realistisk miljø; og så var der selvfølgelig YourPay:

”Vi er i tæt dialog med en af accelerator-virksomhederne under Yes Bank om biometriske betalingsmetoder, som vi er meget interesseret i at få herhjem,” fortæller Simone Chimera en uge efter missionens afslutning.

Og lykkes det de danske startups at få en fod indenfor i den finansielle sektor i Indien, mener Tom Sebastian, at de står med store muligheder foran sig:

”Indien er kommet rigtig langt på få år. Men der er stadig noget infrastruktur, som skal bygges. Det giver enorme muligheder for startups, for her kan de bygge meget mere end bare servicelag og finjusteringer.”

Mellem de mange pitchmøder blev der også tid til at nyde udsigten over millionbyen Mumbai.
Mellem de mange pitchmøder blev der også tid til at nyde udsigten over millionbyen Mumbai.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here