Årets seks finalister til Danish Tech Challenge er fundet

Den fjerde Danish Tech Challenge er gået ind i sit afsluttende forløb og de seks startups, der skal pitche om Industriens Fonds Iværksætterpris, er fundet.

Fra 20 til 10. Fra 10 til seks.

Seks hardwarestartups har nu kvalificeret sig til årets finale i Danish Tech Challenge. De seks startups skal pitche foran en jury, der vil kåre vinderen af årets acceleratorforløb og 500.000 kroner den 17. januar.

Startskuddet til Danish Tech Challenge lød i august og siden da har startupvirksomhederne fået gennemgået alt fra forretningsmodel til markedsstrategier og IP-rettigheder.

Læs også: Årets Danish Tech Challenge er skudt i gang

Bo Petersen er Produktudvikler ved Danish Tech Challenge og kender virksomhederne særdeles godt. Om finalisterne siger han:

Aerofit

Forretningsmodel: Salg og HaaS

Aerofit gør det muligt at træne mellemgulvet, der er den primære muskel i forbindelse med vejrtrækning. Den er svær at træne, da den sidder på tværs inde i kroppen. Både i forbindelse med sport, men også ved lungesygdomme, er det vigtigt, at kunne følge udviklingen.

Ved at muliggøre separat belastning på ind- og udblæsning samt monitorering af luftflow på en smartphone/tablet, kan både elitesport og sundhedspersonale få nem adgang til en status, baseret på konkrete målinger.

Heliac

Forretningsmodel: I dag sælges hele systemer. Særlige elementer kan sælges selvstændigt.

Solfangere til varme anvender ofte et system til at fokusere energien på en varmeveksler, for at opnå en højere temperatur end muligt med ikke-fokuseret energi. Systemer består i dag oftest af metalspejle, der samler energien fra et større areal på en lille varmeveksler og Heliac har erstattet disse metalspejle med en fresnellinse i form af en struktureret folie, der hermed opnår en fokuserende egenskab.

Prisen på folien er billig i sammenligning med tilsvarende energikoncentrerende metalspejle og hermed kan omkostningerne til systemet reduceres væsentligt.

PeeFence

Forretningsmodel: Salg/udlejning

Større udendørsarrangementer som festivaler har problemer med at skaffe toiletter nok til de besøgende og det er ikke ukendt, at der kan lugte lidt stramt ved både Distortion og på Roskilde. PeeFence har udviklet et simpelt produkt, der kan opsamle urin ved og sende det videre til en tank til gavn for begge køn, den vandladende og andre gæster. Produktet ophænges på eksisterende strukturer som fx hegn og forretningsmodellen er udlejning.

Læs også: Danish Tech Challenge: Det gør underværker at blive udfordret

Rosenby Engineering

Forretningsmodellen: Salg og muligvis HaaS

Det er meget begrænset, hvad man kan finde, der ikke på et eller andet tidspunkt har været en tur i en shipping container. Containere fragtes rundt på kloden med specialbyggede skibe, der snildt kan rumme 10.000 containere. Går der ild i blot én af disse, kan det få fatale følger for både mandskab og skib. Rosenby Engineering har udviklet en automatisk enhed, der hurtigt og sikker kan slukke branden i containeren. Enheden påsættes døren med et let vrid og herefter gennemborer den containeren og fylder vand ind automatisk – udelukkende ved anvendelse af vandtrykket fra brandslangen.

Sensomind

Forretningsmodellen: Salg, HaaS og SaaS.

Sensomind tager kunstig intelligens helt ned på jorden. Startuppet har et brugervenligt setup, der kan matche den menneskelige evne til at udføre sortering af organiske produkter med stor variation.

Denne sortering udgør i dag et stort nedslidningsproblem, da det er ensidigt gentaget arbejde og ved at automatisere sorteringen opnås desuden, at der kan sorteres i flere klasser, uden at det koster ekstra. Produktet er et system baseret på deep learning algoritmer og træning i skyen, med et tilhørende kamera- og computer setup i industriel indkapsling, der står for realtidsafvikling og kommunikationen med det eksisterende produktionsudstyr.

Siox

Forretningsmodel: Produktet er en ingrediens og en proces, der sælges på licensvilkår, således at kundens produkt opnår den ønskede overflade i egen produktion.

SiOx har udviklet en ultra tynd belægning, der forhindrer uønsket belægning på varmeelementer. Det har stor betydning i de varmevekslere, samfund og industri i vid udstrækning er afhængig af, men kan også reducere forkalkninger eksempelvis elkedler, kaffemaskiner og lignende husholdningsprodukter.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY