Brickshare, deleøkonomi, crowdfunding
Stifterne af Brickshare Junaid Ahmad (tv) og Kamran Ahmed (th).

Startuppet Brickshare har samlet investorer til Danmarks første crowdfundede boligkøb. De vil bringe investering i fast ejendom ind i det nye årtusind, og gøre boliginvestering tilgængeligt for alle.

Fintech-startuppet Brickshare er en crowdfunding-platform for fast ejendom. Her investerer man i mursten, for ejendomme vil der altid være efterspørgsel på.

Afkastet på investering i boligudlejning har historisk set været højt i forhold til den risiko man påtager sig. Det var det i går, det er det i dag, og det vil det også være i morgen, eftersom der er et stort pres på boligmarkedet i de større byer grundet mange tilflyttere,” siger stifter og CEO Junaid Ahmad.

Læs også: Samarbejde mod øst skal styrke dansk fintech

Men ejendomsinvesteringer er ikke for alle. Det er dog netop hensigten med Brickshare. Her kan man fra 1000 kroner investere i ejendomme, som privat person eller gennem selskaber. Brickshare blev stiftet i foråret 2016, er funded af Seed Capital, og kan nu sætte streg ved milepælen at få købt sin første crowdfundede ejendom.

Danskerne elsker fast ejendom

Ejendommen, som ligger i 8tallet i Ørestaden, tegnet af Bjarke Ingels Group, er ikke bare Brickshares første crowdfundede ejendom, det er den første i Danmark.

“Vi er den første ejendomscrowdfundingplatform og den første platform, hvor man kan investere i fast ejendom blive medejer af en given lejebolig,” siger Junaid Ahmad og uddyber:

“Danskerne elsker fast ejendom. Vi er et af de lande i verden med flest boligejere. Det er bare ikke tilgængeligt for alle at investere i mursten. Vi vil gøre det nemt uanset beløb at komme i gang med at få sine penge til at arbejde for sig. Vi gør det digitalt og transparent; i forhold til dyre investeringsforeninger er det nemt at forstå, at man får en bid af nogle mursten, lejligheden bliver lejet ud, du tjener penge.”

Investor tror på projektet

Lejligheden i Ørestaden er købt af 20 investorer og står til at blive lejet ud fra starten af juni. Investorerne kan se frem til et forventet månedligt udbytte på mellem fem og seks procent og et årligt afkast på ni procent uden indregnede prisstigninger.

“Crowdfunding af mursten er ikke set før i Danmark, i hvert fald ikke i den målestok, som Brickshare agter. Lignende koncepter fungerer godt i vores nabolande, og det tror jeg bestemt også, det kan herhjemme,” siger Jesper Sørensen, ejendomsudvikler og ejer af Seeland Property Invest, som investerer gennem Brickshare.

Læs også: Svensk fintech-startup satser på Danmark: “Det er bare ét skridt på vejen”

Næste projekt er allerede åbent for nye investorer. Brickshare har købt endnu to lejligheder i Ørestad, som sammenlagt koster 5,7 millioner kroner. Dermed skal der rejses 2,1 millioner kroner for at crowdfunde dem.

“Vores første projekt overgik vores forventninger. Vi havde regnet med, det ville tage længere tid at få det lukket med så ny en platform, men interessen var massiv, og det tog kun få dage at rejse kapitalen,” siger Junaid Ahmad.

Teamet arbejder frem mod at blive en åben børsplatform

Sammen med sin medstifter Kamran Ahmed arbejder Junaid Ahmad frem mod at gøre Brickshare til en børsplatform, hvor det at få adgang til fast ejedom foregår på en helt åben og let måde. Man kan på den måde bygge sin egen ejendomsportefølje nemt og billigt og sprede sin ejendomsinvestering på flere boliger eller flere områder.

Læs også: Danmark i hård konkurrence om at blive førende fintech-hub

“Der sker i tiden et opbrud mellem at købe og sælge lejligheder. Der er transaktionsomkostninger på mellem fem og syv procent af en handelspris, det vil sige at omkring 100.000-150.000 kroner går til en mægler, advokat, banken eller staten. Det er en tung og dyr proces at sælge en bolig. Derfor vil vi skabe en platform, hvor man sigt vil kunne sælge direkte, hvor ens lejlighed bliver noteret på en ejendomsbørs. Dine mursten bliver altså likvide og kan handles fra dag til dag,” forklarer Junaid Ahmad.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.