Worksome, freelance, dagengereform
Hans Peter Nielsen Co-founder og CTO, Midt: Christina Petersen, Founder og COO, TH: Mathias Tao Agger Linnemann, Co-founder og CEO

Freelanceplatformen Worksome har lukket en millioninvestering. Pengene skal bruges til teknologisk udvikling inden for blandt andet kunstig intelligens og machine learning.

Den nuværende arbejdsmarkedsstruktur er forældet og skabt i en anden tid. Fremtiden kræver et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor viden og talent er lettere tilgængeligt, mener freelanceplatformen Worksome. 

Og nu har stifterne modtaget deres første investering på 3,5 millioner kroner til blandt andet teknologisk udvikling, så kunstig intelligens og machine learning kan automatisere platformen yderligere og forbedre dens evne til at matche virksomheder og talenter.

Læs også: Worksome: “Den nuværende arbejdsmarkedsstruktur er forældet”

Fremtiden bliver mere projektorienteret

I fremtiden vil de fleste af os arbejde projektorienteret og skifte arbejdsgiver, rammer, kolleger, brancher og vilkår oftere. De nuværende strukturer kommer således til at forandre sig hurtigt – eksponentielt ligesom teknologien omkring os. De virksomheder som formår at tiltrække og organisere sig omkring en fleksibel arbejdsstyrke med præcis de spidskompetencer, som der skal til for at løse deres kerneudfordringer, vil stå stærkere og definere fremtidens vinder virksomheder,” siger Mathias Linnemann, stifter af Worksome.

Worksome er kort fortalt en freelanceplatform, hvor virksomheder kan hyre specialister på time- eller projektbasis uden mellemled. Investeringen kommer fra fire business angels heriblandt Gorm Rasmussen, ejer af Carl Ras, samt Anders Fauerskov, tidligere CEO i TC electronic. 

“Vi har valgt at tage penge ind fra udvalgte business angels, som kan bringe viden og ekspertise til virksomheden, og komplimentere vores eget founder-team. Vores investorer kommer med både erfaring, netværk og en super energi og entusiasme omkring projektet. Samtidig har de forståelse for at et startup i vores stadie har brug for manøvrerum for at finde et godt product-market-fit,” siger Mathias Linnemann.

Worksome sætter ind på væksten

Udover fokus på den teknologiske udvikling, vil Worksome også sætte ind på vækst. Her har de en målsætning om at distribuere jobs for over én milliard kroner i Danmark inden 2021 og nå en samlet distribution på over fire milliarder kroner samme år.

Læs også: Freelanceplatform: “Dagpengereformen viser, at systemet trods alt lytter

Fortsætter den nuværende vækst vil platformen have mellem 3.000-5.000 brugere i Danmark ved udgangen af året, fortæller Mathias Linnemann:

“Investeringen skal gå til at opnå yderligere kritisk masse af både talenter og virksomheder, som benytter platformen i Danmark. Det vil sige salg, markedsføring, samt yderligere forbedring af funktionaliteten og brugeroplevelsen. Kort fortalt vil vi gerne gøre det ultranemt for virksomheder at få løst en given opgave, eller finde en person som kan drive et kritisk projekt til UG,” siger han og fortsætter:

“Lige nu er får virksomheder som søger en freelancer og publicerer et job på Worksome, i gennemsnit fem bud inden for 24 timer. Det er vi ekstremt tilfredse med efter blot fem måneder i markedet. Dertil har vi planer om at launche en MVP i et eller flere lande i efteråret for at teste, hvorvidt markedsdynamikerne er sammenlignelige med de danske.”

Dagpengereform og nye platforme gør arbejdsmarkedet mere fleksibelt

Regeringen har med den nye dagpengereform, som er planlagt til at træde i kraft 1. juli 2017, anerkendt, at udviklingen kalder på forandringer i vores måde at strukturere arbejdsmarkedet på. Det er et skridt i den rigtige retning, mener Worksome, der tidligere har rost tiltaget for at imøde komme det store og globale skifte mod freelanceøkonomien.

Læs også: Trods Uber- og Airbnb-udfordringer har deleøkonomien endnu ikke toppet i Danmark

Worksome vil senere på året tilbyde alle mulighed for at være en del af freelancemarkedet uden at skulle oprette CVR eller fikse momsregnskab, men stadig være omfattet af sikkerhedsnettet i form af dagpenge, efterløn med videre – noget som i dag afholder mange fra at tilmelde sig freelanceøkonomien.

Derfor er Worksome også i dialog med arbejdsgiverforeningen, fagbevægelsen og andre institutioner med interesse i at løse Danmarks talentudfordring, ligesom de senere på året sigter efter at rejse en større anden runde til skalering og internationalisering.

2 KOMMENTARER

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here