Ingen udenlandske innovationscentre er stærkere i Silicon Valley end det danske. Centeret har i 11 år bygget bro mellem Danmark og The Golden State, og er gennem de seneste tre år vokset med 150 procent.

Bare fem miles fra Google, små seks miles fra Hacker Way og 12 miles fra Infinite Loop ligger en af de stærkeste, udenlandske tilstedeværelser overhovedet i Silicon Valley. Innovation Centre Denmark Silicon Valley.

Her på Page Mill Road i Palo Alto gør centeret ikke noget stort nummer ud af sig, når man står der i varmen og sveder foran de grå bygninger. Men inden for arbejder en række mennesker med dyb indsigt i området, med et vidtforgrenet netværk og med lysten til at hjælpe danske virksomheder med at finde sine ben i verdens techhub nummer ét.

“Det center, vi har her, er det største af sammenligelige centre. Vi er det største, udenlandske innovationcenter med tilstedeværelse i Silicon Valley. Vi har et stærkere fokus på startupaktiviteter, vi har en længere erfaring, og vi laver større programmer end de fleste,” siger Executive Director Søren Juul Jørgensen ikke helt uden stolthed i stemmen. Her skal man nemlig smide Janteloven i papirkurven, og skrue op for selvtilliden. Silicon Valley er et miljø langt fra det danske – geografisk og kulturelt. Og for at få foden inden for skal man kende spillereglerne og de rigtige folk.

“I Silicon Valley er netværk alt. Man skal behandle det ordentligt og huske de uformelle regler, som eksempelvis Pay it forward-kulturen. Kulturen om, at man gør noget godt for andre og ikke kun tænker på egen vinding, er meget stærk her. Silicon Valley er stort og meget, men by the end of the day er det ikke større, end at overholder man ikke de regler, så får man problemer med at navigere her,” fortæller Søren Juul Jørgensen.

Innovation Centre Denmark bygger bro over Atlanten

Dét er Innovationscenterets fineste opgave at lære de danske virksomheder.

“Det kræver energi og overskud i en svær fase af ens forretning at komme herover. Grundlæggende hjælper vi med at bane vejen for at flere kan komme herover, kan lære og få succes,” siger Søren Juul Jørgensen og refererer til centerets slogan ‘we build bridges between research and business – globally’.

“Vi er meget fokuserede på at være en bro mellem Danmark og Silicon Valley. Men det kræver et stærkt fæste i begge ender. Derfor er samarbejder meget vigtige for os, både her og med spillere derhjemme.”

Han nævner Connect Denmark, startupmiljøer som Founders House og Copenhagen Fintech Lab, TechBBQ og Venture Cup, væksthusene, regionerne og universiteterne. Samarbejderne bliver flere som centeret udvikler sig. Denne sommer fylder det 11 år. Søren har været med som chef de sidste tre år. Stilingen går på tur, så næste år vil blive hans sidste.

Centeret er vokset 150 procent over tre år

Centeret er det første af de i alt syv Innovationscentre, som Danmark har rundt om i verden, i områder hvor portentialet for forskning er stort for Danmark. Centeret i Silicon Valley har altid ligget på denne adresse og knopskudt med nye aktiviteter og tiltag. Gennem de sidste tre år er det vokset med 150 procent, fortæller Søren Juul.

“Vi er vokset som platform, vi har udviklet os og er blevet bedre til at pakketere og lave skalerbare ydelser. Vi har taget vores egen medicin og sørger for hele tiden at vokse vores netværk og viden om, hvad der er relevant,” siger han og tilføjer:

“Vores formål er at bringe viden hjem. Vi skal ligge i verdens videnshotspots og være Danmarks vej ind i de områder, så Danmark kan være på forkant med udviklingen og forskningen og være i stand til at omsætte det til vækst derhjemme.”

Hjælper danskere til Silicon Valley – men fjerner ikke danske jobs

Nogle af de mest kendte tiltag er nok XPLOREit og SCALEit, hvor etablerede virksomheder og startups får et intenst udviklingsforløb i Silicon Valley, får adgang til Innovationscenterets netværk og kan føle markedet på tænderne.

I front for SCALEit står Jakob Søderberg og Christian Vinther. De to og Søren Juul Jørgensen har flere gange fået spørgsmålet, om Innovationcentrene bare hjælper danske virksomheder med at forlade Danmark. Men sådan hænger det ikke sammen.

“Vi skal hjælpe dem med at lykkes på og skalere til et andet marked. Det betyder faktisk, at de skaber jobs i Danmark. Det er meget sjældent, at vi oplever, at virksomheder flipper. Ud ad 140 startups fra SCALEit taler vi fire eller fem i alt. Det fylder da noget i den agenda, specielt fra et offentligt synspunkt, men de stiftere, som lykkes med at sælge i udlandet kommer oftest tilbage og funder danske virksomheder, tager erfaring med hjem og skaber nye jobs og vækst,” fortæller Christian Vinther i det lidt mere blæsende San Francisco, hvor han netop har afsluttet det 17. SCALEit-program.

Et center under kongekronen

Han berører netop Innovationcenterets og programmernes ophav; det offentlige. Innovationscentrene er et samarbejde mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet og Udenrigsministeriet. Men selvom offentlig og startup ikke normalt klinger godt sammen, så er der god interesse for at bruge både centeret som landingsplads og programmerne som affyringsrampe.

“Jeg har aldrig hørt noget negativt om sammenhængen med kongekronen. Det er heller ikke noget, vi lægger skjul på. Det er vores ophav og hænger godt sammen med, at vi gerne vil have danske virksomheder til at lykkes i udlandet. Det har Udenrigsministeriet gjort i mange år,” siger Christian Vinther og nævner, at hans kolleger i Asien nok har mere gavn af skæret fra kongekronen, end han har i Silicon Valley. Her er der nemlig nogle andre værdier på spil, når man skal trænge igennem.

“Konkurrencen er enormt hård her. Udover alle de skarpe idéer findes der 10.000 apps, som ikke rykker noget, men dem skal man igennem for at finde lige dét startup, der faktisk flytter noget. Man skal vise, man er dedikeret, at man kan sit kram og sin businesscase. Man skal vise, man er med på beatet og kan levere,” fortæller Søren Juul Jørgensen tilbage på det solbeskinnende kontor i Palo Alto.

Fejler man, får man battlescars

Men det er faktisk en udfordring for mange virksomheder, når de kommer til Silicon Valley: Hvordan man forhandler her, hvilke terms man møder, hvordan man får VC-miljøet i tale.

“Det er noget af det, man kan bruge os til. En fordybelse i og forståelse af hele økosystemet, og hvad der skal til for at trænge igennem. Venture-miljøet her er meget komplekst, men modent. Dem, som investerer, har selv stor erfaring i lige dén niche. Her er større åbenhed over for risici – det er noget af det, der er vigtigt for Silicon Valley. At det ikke er stigmatiserende at have fejlet. Det er battlescars,” fortæller Søren Juul.

Han lægger ikke skjul på sin fascination af stedet. Som han siger, så er her alt.

“Her er en tilgang til data og tech, som er altomfavnende. Silicon Valley er stadig centrummet, hvis man som startup vil skalere. Her er erfaring, penge, kompetencer; alt, hvad man skal bruge. Hele verden kommer her, og noget det spændende er, at vi ser startups fra områder i Asien og Afrika, som man ikke så for nogle år siden. Det er virkelig blevet globalt,” siger han.

Innovation Centre Denmark vil løfte økosystemet i Danmark

For ikke selv at forsvinde i mængden arbejder Innovation Centre Denmark også konstant med at udvikle sig – især når det kommer til impactdagsordenen.

“Det er vigtigt for os, at vi ser på, hvordan vi kan bidrage til at løfte økosystemerne hjemme og sikre at gennemslagskraft og viden kommer hjem. Derfor skal vi blive endnu bedre til at analysere, formidle og spotte trends. Det er områder, vi kommer til at se meget mere på,” fortæller Søren Juul Jørgensen.

Og med en vækst på 150 procent over de seneste tre år, vokser centeret også fysisk. Denne sommer udvides kontoret på Page Mill Road med Danmarks nye techambassadør, så måske skal centeret efter 11 år til at finde nye bygninger.

“Vi skal fortsat kunne være en landingsplads for forskere og virksomheder, der kommer til området. Vi skal kunne danne rammen for at hjælpe folk ind og have plads til dem fysisk i perioder,” siger Søren Juul Jørgensen og tilføjer:

“Gennem 11 år har vi lært meget om, hvad der virker for et startup, og hvad der ikke virker. Vi har en vidensbase, som er relevant for rigtig mange, både startups og dem som skal hjælpe, udvikle og opbygge det danske økosystem. Vi har kontakterne og kendskabet. Det er bare at henvende sig.”

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here