Global Entrepreneurship Week

I dag begynder Global Entrepreneurship Week med et storstilet åbningsarrangement, hvor ivækstprisen også uddeles. I år sættes der fokus på de fordele samarbejde imellem startups og større virksomheder rummer. 

Hvad kan et 3-årigt startup og en virksomhed, der for længst har rundet de 100 år lære af hinanden? En hel del, hvis man spørger Washa og Berendsen. De to firmaer har indgået en samarbejdsaftale. Startuppet har kunderne og tekstilgiganten har vaskerierne.

De er billedet på at David og Goliat ikke længere skal kæmpe imod hinanden. Men med. Synergien, der ligger i mødet mellem den større og den mindre, er øverst på agendaen i dansk erhvervsliv i disse dage.

Samme type samarbejde, sætter Global Entrepreneurship Week fokus på i denne uge. Eventet begynder i dag i 170 lande. Vinderne af Ivækstprisen annonceres ved åbningsceremonien, og en af kategorierne er startup/corporate collab.

Iværksættere bytter spidskompetencer for viden, kapital og distribution

Under overskriften ”Når små og store virksomheder samarbejder” sætter GEW Danmark med op mod 200 arrangementer og over 25.000 forventede deltagere over hele landet fokus på iværksætteri og den nye tendens i dansk erhvervsliv.

Iværksætterugen skydes i gang ved et større åbningsarrangement i a-kassen Ases lokaler i Sydhavnen. Direktør Karsten Mølgaard Jensen tror på at den nye trend rummer store muligheder for både startups og etablerede virksomheder.

”Uden iværksætteri går samfundet i stå. Heldigvis ser vi lige nu noget nær en revolution i dansk erhvervsliv, hvor de store for alvor har fået øjnene op for, at de små kan noget særligt. Partnerskaberne giver de store adgang til iværksætternes spidskompetencer: nytænkning og innovation, mens iværksætteren i bytte får adgang til viden, kapital, distribution og kompetence på alle hylder,” siger Karsten Mølgaard Jensen.

Samarbejde i vækst

Som en del af åbningsceremonien bliver Ivækstprisen 2017 også uddelt. Her er er seks virksomheder nomineret i kategorien Startup/Corporate Collab. Samarbejdet imellem Washa og Berendsen og Leo Pharma er blandt de nominerede.

Medicinalvirksomheden er nomineret for oprettelsen af Leo Innovation Lab, hvor 80 iværksættere arbejder sammen om at udvikle en digital brugerplatform, der skal understøtte firmaets salg af receptpligtig medicin.

Læs også: Inkubationschef: Startups skal se de etablerede virksomheder i øjnene

Det er en model som en række andre etablerede virksomheder emulerer. Erhvervslivet etablerer co-working spaces, hubs eller innovation labs som aldrig før.

Vinderne af Ivækstprisens mange kategorier, bliver annonceret senere i aften. Eventet  kan livestreames her fra kl. 19:40 og frem.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here