Danish Tech Challenge, Scion DTU, hardware

Kun den stærkeste overlever: Danish Tech Challenge er i gang

Det er fjerde år i træk, at 20 danske hardware-startups er blevet udvalgt til Danish Tech Challenge. En konkurrence, hvor startups bliver udfordret, udviklet og måske udslettet, for kun de stærkeste idéer overlever.

En svejserobot, rottekasser med indbygget overvågningssensor, fleksible urinaler til festivaler, træning af åndedrætsmuskulaturen og engangsinsulinpenne er blandt de løsninger, som er blevet udvalgt til dette års Danish Tech Challenge.

I alt er 20 hardware-virksomheder udvalgt til konkurrencen, som løber fra august og fire måneder frem, hvor virksomhederne alle kæmper om Industriens Fonds Iværksætterpris på én halv million kroner.

Deltagerne får adgang til et vidtforgrenet vidensnetværk

Danish Tech Challenge er et samarbejde mellem Scion DTU og Industriens Fond, og da der den 16. juni var kick-off samledes de alle i Forskerparken i Lyngby. Her bød Jan Rosenbaum fra Keystone velkommen til årets konkurrence. Han er tilknyttet projektet som konsulent, men han er ikke den eneste, som virksomhederne kan trække på.

Gennem Danish Tech Challenge får deltagerne adgang til Scion DTUs faciliterer og vidensbank; de tilknyttede mentorer, prototypeværkstedet, netværket af investorer og rådgivere, så de på den anden side står med hele startuppakken: Lige fra forretningsmodel til pitchet og mødet med investorerne.

Gennem de fire måneder bliver virksomhederne nemlig udfordret, udviklet og indimellem udslettet, for det er den hårde konkurrence, der får startups til at overleve på den lange bane.

”Vi glæder os til at byde de nye Danish Tech Challenge-virksomheder inden for i Forskerparken, hvor de får rig mulighed for at udvikle idéer og teknologier. Vores ambitionsniveau er højt, og vi kommer til at stille store krav til deltagerne,” siger Steen Donner, administrerende direktør for Scion DTU, der understreger, at det hårde pres på deltagerne virker:

”Vi kan se på vores evalueringer og opgørelser, at langt flere af de virksomheder, der deltager i Danish Tech Challenge, overlever, vokser og skaber arbejdspladser, end det er tilfældet for iværksættere generelt.”

Flere hardware-virksomheder skal skabe arbejdspladser og eksport

Danish Tech Challenge blev i 2014 etableret på baggrund af Industriens Fonds temaindkaldelse om at skabe flere vækstiværksættere i Danmark. Det er stadig agendaen for konkurrencen.

”Med Danish Tech Challenge ønsker vi at sætte skub på, at iværksættere inden for hardware-området bliver til større virksomheder og på sigt skaber eksport og arbejdspladser. Forløbet sætter deltagerne under pres samtidigt med, at de får adgang til viden, gode faciliteter og netværk. Det er en unik mulighed for at udvikle sig og komme videre som vækstvirksomhed – eller måske opdage, at man faktisk ikke har noget potentiale,” siger Mads Lebech, administrerende direktør i Industriens Fond.

Læs også: Har du startuppet, der skal vinde Danish Tech Challenge 2017?

I år spænder virksomhederne vidt; fra miljø- og sundhedsteknologi, over optik og sensorer og connected devices. Sidste år var der Bifrost Communications, som har udviklet en prisvenlig laserteknologi, som kan forstærke og skille fiberoptiske signaler, der løb med sejren. Denne rundes vinder findes i januar 2018.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY