Esben Bistrup Halvorsen, CEO og partner i Lendino.

Det er ikke længere kun opfindere der gør det. Større organisationer benytter i stigende grad crowdfunding til velgørenhed, projektfinansiering og markedsføring af nye produkter. Derfor lancerer crowdlending platformen Lendino en ny løsning, der er målrettet det voksende marked.

En femtedel af alle europæiske crowdfundingplatforme i Europa blev drevet af NGO’er og større virksomheder. Det viser en rapport fra 2014, der også spår at den andel vil vokse fremover.

Som en udløber af den forudsigelse lancerede Coop deres eget crowdfundinginitiativ i starten af 2017. Her kan interesserede støtte initiativer under temaet ”Sammen om bedre mad”.

Platformen er ifølge Coop selv tænkt som andelsbevægelsen 2.0, hvor ”producerende ildsjælde” kan søge om funding fra crowdet til deres fødevareprojekter. 

Under den tekniske motorhjelm for det nye initiativ, ligger software fra Lendino, som indtil nu har haft fokus på at hjælpe startups med at optage lån ved private eller professionelle gennem deres crowdlendingplatform.

Samarbejdet mellem Coop og Lendino satte en proces i gang ved sidstnævnte, der nu er klar til at tilbyde flere virksomheder muligheden for at få deres egen crowdfundingplatform.

Lendino gør crowdfunding til en API

Lendinos nye løsning gør virksomheder i stand til at lave crowdfundingkampagner på deres egen hjemmeside og platform i stedet for at benytte eksterne løsninger som Kickstarter og Indiegogo.

Samtidig har Lendino valgt at lave en API-løsning, der betyder at virksomheder kan oprette en kampagne på egen hjemmeside uden det store kendskab til kodning.

“Vi har lavet en såkaldt whitelabelløsning til crowdfunding,” fortæller CEO i Lendino Esben Bistrup Halvorsen og fortsætter: “Det betyder, at en virksomhed eller organisation kan oprette deres egen crowdfundingplatform uden at skulle skrive en eneste linje kode. De skal bare beslutte sig for, hvordan de vil have hjemmesiden til at se ud, og hvilken type crowdfunding de gerne vil tilbyde.”

Stort community, stort potentiale

Esben Bistrup Halvorsen ser en stigende interesse i markedet for Lendinos nye løsning – fra både crowdfunder- og tager.

“Rigtig mange virksomheder og organisationer har en stor gruppe kunder og interessenter, som er loyale over for dem. Samtidig er der en udbredt tendens til, at både privatpersoner og investorer ønsker at støtte specifikke projekter, produkter eller virksomheder, frem for bare at investere i eller støtte et generelt formål. En crowdfundingplatform er en oplagt måde at give sit community mere medindflydelse,” siger han.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.