Andreas Green Rasmussen (Stifter af Nodes), Hiroki Inagawa (Stifter og CEO hos Monstar Lab) & Daniel Højris Bæk (Stifter af Nodes).
På billedet ses Andreas Green Rasmussen (Stifter af Nodes), Hiroki Inagawa (Stifter og CEO hos Monstar Lab) og Daniel Højris Bæk (Stifter af Nodes).

Japanske Monstar Lab har købt majoriteten af appudviklerhuset Nodes. De danske stifteres opgave bliver at omdanne investeringen til en placering som førende appudvikler i hele Europa.

Siden Daniel Højris Bæk og Andreas Green Rasmussen stiftede Node i 2008, har de åbnet kontorer i Aarhus, København og London, fået 76 medarbejdere og leveret løsninger til både store private virksomheder og det offentlige i især Danmark og England.

Og det er netop evnen til at skabe succes på tværs af grænser, der fik japanerne til at satse på det danske udviklingshus, efter at have kigget på en lang række europæiske konkurrenter.

“Vi har valgt at investere i Nodes, da Daniel Højris Bæk og Andreas Rasmussen allerede har bevist, at de kan skabe en succesfuld forretning, der rækker ud over deres hjemmemarked. På få år har de skabt en sund forretning i blandt andet det stærkt konkurrenceprægede engelske marked. Så vi forventer os meget af partnerskabet, og glæder os til at se hvilke forretningsmæssige synergieffekter vi ser, når vi blander to kulturer og stærk faglig ekspertise,” siger Hiroki Inagawa, CEO i Monstar Lab.

Med aftalen har Nodes opnået en værdisætning tæt på 100 millioner kroner, men med store europæiske vækstplaner skulle det danske selskab gerne blive meget mere værd i de kommende år.

Stifterne skal stadig vækste Nodes

Monstar Lab har med en blanding af aktier i Monstar Lab og et “højt, et-cifret millionbeløb” købt eksisterende Node-investorer ud, og har sat sig på 85 procent af ejerskabet i den danske virksomhed. De resterende 15 procent deler stifterne af Node, som også fremadrettet skal drive og vokse Node.

Læs også: Son of a Tailor fortsætter vækst med ny millioninvestering

“Vi har solgt en tredjedel af vores aktier, en tredjedel har vi byttet og resten har vi beholdt – så vi er jo mega commited til at vokse virksomheden. Vi er her for the long run. Node skal vokse i Europa og vi (stifterne red.) skal være direktører i Europa,” forsikrer Andreas Green Rasmussen.

Formålet med opkøbet er Monstar Labs ambition om at udvide sin stærke position i Asien til Europa. Som en del af opkøbet har Monstar Lab derfor investeret et “højt, etcifret millionbeløb”, som er øremærket til fortsat vækst i den danske virksomhed.

Brohoved til vækst i Europa

Den ambitiøse plan som Monstar Lab har lagt i forbindelse med opkøbet betyder, at Nodes skal bruges som brohoved ind på det europæiske marked. Ambitionen indeholder flere nye kontorer i centrale tech-byer rundt om i Europa, og den ambition er ikke ny for ledelse i Nodes, som allerede har skabt resultater på det engelske marked.

“Siden den dag vi blev stiftet har vores ambition været at tiltrække de dygtigste og mest passionerede talenter i markedet for at kunne skabe awesome app-løsninger for vores kunder. Hen over de seneste år er kampen om talenterne blevet forstærket. Vi føler os dog godt rustet til fremtiden efter indgåelsen af partnerskabet med Monstar Lab, og det vil utvivlsomt øge vores muligheder for at kunne tiltrække de største talenter, så vi kan fortsætte vores hidtidige vækst-rejse,” siger Daniel Højris Bæk og fortæller, at aftalen med Monstar Lab også indebærer investeringer henover de kommende år, som skal bruges på fortsat, europæisk vækst.

Monstar Labs opkøb af Nodes faldt officielt på plads mandag d. 7. august. Det danske ledelses team fortsætter i deres roller under det nye ejerskab, hvor deres primære opgave bliver at skabe europæisk succes for Monstar Lab.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here