Rådgivningsfirma vil bruge ny investering på machine learning

Innovisor analyserer, hvordan man blandt andet skal engagere medarbejdere. De har netop modtaget den anden investering fra Innobooster på kun to år, og pengene skal bruges på predictive analytics.

Rådgivningsfirmaet Innovisor arbejder med at analysere netværk og sammenhænge i virksomheder. De har blandt andet udarbejdet teorien om “Three Percent Rule”, som siger at man skal engagere tre procent af de ansatte i en virksomhed, hvis man skal have forandringer til at lykkes. På tre uger kan Innovisor levere en analyse til virksomheder, som netop kan bruges til at accelerere organisationen.

Nu har virksomheden fået deres anden investering fra Innobooster på to år.

Følelser og netværk bliver kortlagt

Innovisor arbejder med at kortlægge to ting, når en virksomhed skal analyseres: Netværk og følelser.

“Vi finder ud af, hvem du søger over til i kantinen, og finder ud af hvem, der er de sjove og festlige at være sammen med, og hvem der giver de andre energi. På den måde kortlægger vi netværket. Vi finder også ud af, hvordan følelserne og positiviteten er, ved at spørge, hvordan medarbejderne har det, når de går ind ad døren om morgenen,” forklarer CEO for Innovisor Jeppe Vilstrup Hansgaard

Alle de data bliver så smidt ind i en algoritme, der finder ud af hvem, de tre procent, man skal engagere i virksomheden, er. Ud fra dén viden laver firmaet simuleringer.

“Så kan vi undersøge, om hvis vi skruer på dén her knap eller en anden, så vil der muligvis ske dét her eller dét her – men hvis vi får udviklet den kunstige intelligens, så vil vores forudsigelser blive meget mere kvalificerede,” siger Jeppe Vilstrup Hansgaard.

Forudsige mønstre i forandringer

Innovisor bruger algoritmer og teknologi til at accelerere forandringer, samarbejde, fusioner og lignende virksomhedsmæssige benøvelser. Den nye investering fra Innobooster skal bruges til at komme tættere på såkaldt predictive analytics. Det er en teknik, hvor man kigger på data og fakta fra tidligere og bruger dem til at forudsige, hvordan et mønster kan udvikle sig i fremtiden. Det sker ved bruge af machine learning og big data.

Det er en teknologi, som forsikringsverdenen i mange år har haft øjnene på – hvis du har mange fartbøder kan algoritmen måske sætte din selvrisiko i vejret – og det er altså planen, at Innovisor kan bruge deres data om virksomheder til at forudsige, hvordan forandringer vil få effekt.

“Indtil nu har vi kunnet fortælle vore kunder, hvad de skulle gøre for succesfuldt at accelerere deres forandringer. Med investeringen fra Innobooster tager vi nu skridtet videre. Ambitionen er nu at kunne forudse, hvilke beslutninger der virker i forhold til at accelerere forandringer – og hvilke der ikke virker. Teknologien har potentiale til at revolutionere rådgivningsmarkedet ved at skabe evidensbaserede anbefalinger,” siger CEO for Innovisor Jeppe Vilstrup Hansgaard.

 

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY