Microsoft, Zenegy, persondata, Ole Kjeldsen
Ole Kjeldsen, teknologi- og sikkerhedsdirektør hos Microsoft Danmark.

Om under et år træder den nye persondataforordning i kraft. Først så lønsystemet Zenegy det som et irritationsmoment, men den indstilling har startuppet vendt til en forretningsfordel.

Etablerede virksomheder, som opbevarer persondata, skal snart – hvis de ikke allerede har gjort det – ud og lave større investeringer for at leve op til de skrappere EU-regler, der træder i kraft med den nye persondataforordningen i maj 2018.

Læs også: E-conomic-stifter investerer stort i lønsystem: Vil aflive den klassiske lønseddel

Det samme gælder for techstartups, men selvom reglerne giver nogle hovedpine, har iværksætterne en fordel. Det mener stifterne bag lønsystemet Zenegy.

“Det første jeg tænke var, at jeg er iværksætter, hvorfor skal jeg bruge tid og penge på persondata? Men så fandt jeg ud af, at det gælder alle, og at det faktisk er en fordel at være den nye dreng i klassen. Vi har jo den nyeste og mest moderne teknologi, og det betyder, at vi allerede nu er klar til at implementere de nye regler,” forklarer CEO Jes Tækker Stemann Brinch.

500 sign ups med forordningen som løftestang

På få måneder har Zenegy med persondataforordningen som løftestang fået flere hundrede sign ups fra flere forskellige brancher, fortæller stifteren.

“Med flere end 500 virksomheder, der er signet op, har de første par måneder overgået alle vores forventninger. Vi behandler meget følsomme personoplysninger, når vi kører folks løn. Derfor har det også stor betydning, at vi f.eks. kan fortælle kunderne, at vi har lagt vores platform i skyen hos Microsoft og kan referere til deres sikkerhedspolitikker,” siger Jes Tækker Stemann Brinch.

Læs også: Lønudfordreren Zenegy indstillet til e-handelsprisen

En af de etablerede virksomheder, der det seneste år har arbejdet på at blive klar til ændringerne, er Microsoft. Her peger Ole Kjeldsen, teknologi- og sikkerhedsdirektør på, at forbedringerne af den digitale infrastruktur, så der er styr på data og processer, bør være noget de nye softwarevirksomheder slår på rent forretningsmæssigt som et konkurrenceparameter allerede inden reglerne træder i kraft 25. maj 2018.

“De softwarevirksomheder, der er skudt op inden for de senere år har en række fordele frem for nogle af de store og etablerede. Nye digitale og cloud-baserede platforme gør tech start-ups mere omstillingsparate, fordi de hurtigt og smidigt kan tilpasse systemerne til de nye EU-krav, og det er oplagt så hurtigt som muligt at udnytte den fordel,” siger han.

Private skal have retten til at blive glemt

Nogle af de mest markante ændringer, virksomheder der arbejder med persondata, skal forholde sig til, er, at brud på datasikkerheden ved eksempelvis hackerangreb skal anmeldes til Datatilsynet inden for 72 timer.

Derudover skal privatpersoner have uhindret adgang til deres egne personoplysninger, og de skal have retten til at blive glemt. Samtidig skal det være muligt at overføre sine egne data til andre udbydere.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.