Preben Hjørnet founder af Blue Workforce underskriver investeringsaftalen med Mr. Wuang.
Preben Hjørnet founder af Blue Workforce underskriver investeringsaftalen med Mr. Wuang.

Blue Workforce vil bruge en tocifret millioninvestering og et kinesisk partnerskab til at fortsætte startuppets arbejde med disruptiv innovation indenfor pakke- og håndteringsrobotter.

Robotten Ragnar er sat i verden af Blue Workforce for at hjælpe SMV’er med at indfri de effektiviseringsdrømme, som industri 4.0 bølgen har bragt med sig.

Målet for founder og serieiværksætter, Preben Hjørnet, er at lave innovation på global skala indenfor pakke- og håndteringsrobotter. Disruptive kerneværdier, den tocifrede millioninvestering og et kinesisk partnerselskab er midlerne for at nå dertil.

De globale ambitioner kom til den selvudnævnte robotnørd efter et tilfældigt møde med en amerikansk forretningsguru.

Disruptiv innovation siden ’92

”Jeg blev inviteret til en middag ved dekanen på Brigham Young University af en kunde i Utah. Der blev jeg sat ved siden af Clayton Christensen, der har været min mentor lige siden,” siger Preben Hjørnet.

Clayton Christensen er forfatter, forelæser ved Harvard og ophavsmanden bag begrebet disruptiv innovation.

Preben Hjørnet har ladet sig inspirere af hans tanker omkring iværksætteri siden deres møde i 1992. Særligt tre af professorens koncepter har inspireret tankegodset Blue Workforce er bygget på.

”Vi har tre værdier, der kan kendetegnes som stærkt disruptive: accessibility, applicability og affordability. Vores robot skal kunne tilgås af folk, der ikke er teknologisk stærke. Den skal kunne videreudvikles når kunden har modtaget den. Slutteligt skal vi have vores pris i forhold til performance være favorabel – lige nu ligger vi på en fjerdedel i forhold til industristandarden,” siger Preben Hjørnet.

En værdiansættelse på en kvart milliard kroner

Når man som startup modtager en investering følger der, traditionelt set, en række performancekrav med. Man modtager så dele af investeringen i takt med at de indfries. Den model vendte Blue Workforce på hovedet, da de indgik i dialog med en kinesisk investor tidligere på året.

”Vi indgik aftalen i marts. Men før den gik igennem skulle de først bevise at de kunne bygge en organisation op, som kunne hjælpe vores virksomhed ind på de asiatiske markeder. Det har de gjort og i fredags gik investeringen på 18 millioner igennem. Imod de fik en ejerandel på 15,9 procent,” siger Preben Hjørnet.

Preben Hjørnet står ved siden af robotten, Ragnar, der skal revolutionere produktionslinjer verden over.

”Siden vi indgik aftalen er vores værdiansættelse steget markant, og i dag er den på en kvart million danske kroner, men den er der ikke nogen investorer, der får lov til at komme ind på som det er nu.”

Kinesiske kompetencer i verdensklasse

Den  nyoprettede partner-virksomhed, Blue Workforce Robotics (Asia Pacific), har licens til at både sælge, producere og videreudvikle Ragnar-robotten. Prøveperioden har indtil nu været en stor succes.

”I løbet af det sidste halve år har vi allerede set, at aftalen har båret frugt for begge parter og vi kan konstatere, at vi supplerer hinanden rigtigt godt. Vi kan trække på de mange kompetencer, vi har i den samlede flok. Den synergi har vi brug for, for at fortsætte den gode kurs som der allerede er lagt,” siger Preben Hjørnet.

Konkret er hans forhåbninger at den kinesiske forbindelse vil skaffe startuppet adgang til asiatiske markedsandele og kinesiske talenter.

”Det bliver et joint venture. De skal forestå vores markedsaktiviteter i Sydøstasien. Samtidig har de kompetencer i verdensklasse i Kina, især indenfor robotics. De kinesiske topuniversiteter producerer talent, der er fuldt ud på højde med resten af verden – og i nogen henseender foran,” siger Preben Hjørnet.

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here