BMW Startup Garage er verdens første ‘venture client’ for early stage startups. At være venture client  betyder, at bilproducenten fra München rekrutterer nye virksomheder, der bliver nye integrerede leverandører til bilgiganten. Og med BMW som kunde, bliver det lettere for startups at rejse mere kapital.

Et startup bliver kun en succes, hvis der er kunder, der køber dets produkt eller services.

Det lyder måske banalt. Men ud fra den devise har BMW Startup Garage designet et 12-ugers ventureprogram, der siden 2015 har haft til opgave at integrere samarbejder med startups i bilmastodontens innovationsarbejde.

Vi har besøgt garagen, der ikke vil kalde sig en accelerator eller inkubator – men en ventureklient.

I modsætning til klassiske venturefonde investerer en venture client ikke i andele i et startup. I stedet bliver startuppet ved forløbets start anset som fast leverandører til BMW Group i en tidlig fase, hvor dets produkt, service eller teknologi endnu ikke er markedsmodent endnu. I løbet af de tolv uger skal startuppet bevise, at deres løsning kan integreres i BMW’s produkter.

Med venturemodellen har BMW sat sig på førersædet for innovation i bilindustrien, og på trods af sin unge alder har garagen allerede evalueret mere end 1000 ansøgninger fra startups fra hele verden. Og det har vist sig at være en model, som både startups og mastodonten finder attraktiv.

”Vi udviklede ventureforløbet ud fra sund fornuft. Vi vil gøre det nemt for startups at samarbejde med BMW som en stor virksomhed – og ligeså den anden vej rundt. Derfor besluttede vi, at der ikke skal stilles krav om eksklusivitet eller ejerskab hverken i startuppet eller i forhold til dets IP-rettigheder. Det har gjort programmet attraktiv for de mest lovende startups,” siger Matthias Meyer, medstifter af BMW Startup Garage og tidligere innovation manager i BMW Group.

Matthias Meyer

Startups som leverandører

De store innovationssultne etablerede virksomheder har ikke altid lige let ved at tiltrække mindre samarbejdspartnere, der sidder på nye digitale løsninger. Startupvirksomhederne holder sig som regel på afstand, fordi bureaukrati og rigide processer kan sløve innovationen. Det har Matthias Meyer og hans kollega og medstifter af BMW Startup Garage, Gregor Gimmy, arbejdet på at undgå fra start af.

”Under vores rekrutteringsdialog med startupvirksomhederne skal vi kun forholde os til, om deres løsning virker og skaber værdi for vores produkter eller leverandørkæde. Derfor har vi arbejdet på at gøre det nemmere med indkøb, kontrakt- og juridiske forhold, og vi har standardiseret forløbet i vores innovationsproces og bygget brandet BMW Startup Garage på den baggrund,” siger Matthias Meyer.

Garagen har en aftale med den centrale indkøbsafdeling i BMW Group, der giver dem mulighed for at udstede leverandørnumre og købsordrer til startups uden de skal igennem budrunder, som det normalt er tilfældet i mange store virksomheder.

Krav om investering

Det er ikke et krav, at virksomhederne har erfaring fra bilindustrien. Mange gange kan det ifølge Matthias Meyer faktisk være en fordel, hvis de kommer fra en helt anden industri.

”Nogle af de mest interessante løsninger blev udviklet til at vinde markedet i andre industrier. Det har i enkelte tilfælde vist sig, at ingen i bilindustrien har tænkt på den samme løsninger. Og det er lige præcis det, der er essensen ved, at vi er et let tilgængeligt entry point. Det er en win-win situation, for det er her, vores tilgang bliver en konkurrencefordel.”

Når BMW Startup Garage rekrutterer deltagere til deres ventureprogram, har de øjnene solidt rettet mod produktet og fokuserer udelukkende på potentialet i at udvikle en løsning, der kan integreres i leverandørkæden. Derfor stiller de også helt konkrete krav til deltagerne.

”Et af vores vigtigste krav er, at virksomhederne skal have modtaget professionel investering fra en venturefond. Det er et kvalitetsstempel, når en tredjepart har haft øje på IP-strukturen, det potentielle marked samt teknologien og teamet bag. Når den due dilligence er foretaget, kan vi fokusere på teknologiens potentiale i bilindustrien,” forklarer Matthias Meyer.

Som en del af forløbet får startupvirksomheder adgang til et globalt netværk i bilindustrien og heriblandt mange investorer, der er begyndt at kigge mod den bayerske hovedstad.

”Vi vil gerne sikre, at vores fremtidige leverandører har de bedste kort på hånden for at bidrage til innovationsprocessen i BMW. Derfor bliver de en del af vores netværk og eksponeret for investorer i industrien. Vi har også flere gange har fået henvendelser fra andre investorer, der ønsker at investere i et startup, der er ude af programmet,” siger Matthias Meyer.

En industri i hastig udvikling

Bilindustrien er verden rundt presset af regulativer, der skal gøre bilerne sikrere og mindre forurenende, alt imens forbrugerne stiller krav til underholdning og komfort. Ifølge revisionsfirmaet PWC investerede de ti største bilproducenter 195 milliarder dollars i innovationsarbejde og på fusioner eller opkøb af virksomheder i 2016 – det er en stigning med 50 procent i forhold til 2010 hvor tallet var 130 milliarder dollars.

Det øger konkurrencen og presser producenterne i industrien, der i fremtiden skal gøre sig klart, hvilke digitale funktioner, de kan udlicitere til tekniske industripartnere, der har mere ekspertise inden for design og produktion af digitale komponenter og software. Innovationen skal ske i leverandørkæden, mener Matthias Meyer.

”Startups er i sagens natur en unik innovationskilde, idet deres ideer udspringer af den nyeste viden og behovet for at rykke status quo. 90 procent af de startups, der deltager i BMW Garage, kan kategoriseres som en succesfuld implementering, hvor løsningen kommer ud og lever hos leverandører eller i BMW Group,” siger Matthias Meyer.

Garagens samarbejde med startup-virksomhederne smitter da også af på resten af virksomheden, der har gjort evalueringsprocessen til kompetenceudvikling for medarbejderne.

”For BMW Group er det vigtigt, at vi laver produktionsudvikling, og mange af vores ingeniører faciliterer innovationen. De arbejder strategisk med relevante problemer, og vi finder gode, innovative løsninger, og så finder vi det interne link efterfølgende. Derfor arbejder vi internt på, at medarbejderne bliver knyttet op på udviklingen af de teknologiske løsninger.”

Mulighed for danske startups

Garagen ligger nogle få kilometer nord for centrum af München i forstaden og industriområdet Garching. Det forventes ikke, at startupvirksomhederne river teltpælene op og flytter hele teamet til det sydtyske. Men det kan være en fordel.

”Både vores globale hovedkvarter og vores centrale R&D afdeling, er placeret i München. Det er her, vi lægger vores innovationsstrategier og udvikler vores produkter og køretøjer. Derfor er der heller ikke bedre steder at befinde sig som startup, der vil ind bilindustrien. Vi kan hurtigt teste teknologi og løsninger til bilindustrien og herfra er der en lettere tilgængelighed til globalt netværk end mange andre steder,” fortæller Matthias Meyer.

I det sydtyske økosystem finder vi også flere danske aktør. Deriblandet det danske generalkonsulat og innovationscenter, der har til opgave at tiltrække danske startups til regionen i hjertet af Europa. Konsul Lars Svane Hansen har en fortid i Accelerace og er projektleder for innovationscenterets arbejde med danske startupvirksomheder. Han ser et stort potentiale for danske startups i München.

”Økosystemet hernede viser gang på gang, at det er vigtigt at være tæt på sin kunde. Virksomhederne giver startups værdifuld læring i en tidlig fase og kontinuerlig feedback på, hvordan produktet bliver klar til markedet og passer ind i virksomhedens proces eller leverandørernes værdikæde,” siger Lars Svane Hansen og fortsætter:

”Industri 4.0 er dybt inkorporeret i måden, virksomheder i München tænker hele deres værdikæde og automatiserer kommunikationen. Det kan danske virksomheder lære meget af. Bedst eksemplificeret hos BMW der er dygtige til det. Ellers vil de ikke kunne fastholde en bilproduktion i Tyskland af den kaliber, som man har formået med effektiv produktion og robotteknologi.”

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here