You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Resilience Business Cup Lene Lawaetz og Daniel Laursen

1000 startups fra hele verden skal kæmpe om ti acceleratorpladser i Vejle

Den store ambition for Resilience Business Cup 2018 er at skabe en grøn business cup, hvor 1000 startups skal løse globale udfordringer for at få en plads i finalen i Vejle.

Der er langt fra Vejle til Cape Town og San Francisco, men fælles for de tre byer er, at de er en del af organisationen 100 Resilient Cities. Organisationen er et netværk af 100 byer, der har slået sig sammen for at gøre byerne modstandsdygtige over for alt fra stormflod til ensomhed.

Netop byernes fremtidige udfordringer bliver omdrejningspunktet for Resilience Business Cup 2018, hvor 1000 startups fra 20 forskellige byer skal løse udfordringer, som byerne i fællesskab definerer, for at komme i betragtning til de ti finalepladser i Vejle.

”Det bliver en enorm, digital accelerator, hvor vi kommer til at accelerere alle 1000 virksomheder. Så det er den største accelerator, vi nogensinde har set i Norden,” siger Daniel Laursen, CEO i Valuer.ai, der er medarrangør på Resilience Business Cup og skal levere teknologien til at finde, screene og udvælge de bedste startups.

Både for samfund og forretning

Projektet skydes i gang med et kickoff-event på Rådhustorvet i Vejle den 1. juni. I det efterfølgende år skal de 20 byer, der deltager i cuppen, hver finde 50 lokale startups – 1000 i alt. Ud af de 1000 skal de ti bedste udvælges. De bliver så inviteret til finalen i Vejle i 2018 for at fortælle om deres løsninger på byernes udfordringer.

”Det er de ti mest interessante startups inden for greentech, som vi går efter i første omgang. Når de kommer til Vejle, bliver de sat i forbindelse med nogle af de førende virksomheder på deres felt, og det er her, at fremtidens nye forretningsidéer og koncepter styrkes – både for startups og corporates. Hvis jeg var en stor virksomhed inden for greentech-området, ville jeg holde et vågent øje med, hvad der sker på dette felt. Man kan vel sige, at dette er Vejles måde at skabe et nyt Silicon Valley på,” siger Lene Lawaetz, Innovationschef i Vejle Kommune, der er partner i projektet.

Målet er at løse nogle af fremtidens samfundsudfordringer, og samtidig sætte iværksætterne i kontakt med større virksomheder, så de kan accelerere virksomheden og lave en god forretning.

”Der ligger en kæmpe værdi i, at startups får adgang til rigtige udfordringer fra de byer, som indgår i 100 Resilient Cities-netværket, som kan blive til nye forretningsområder. Idéen er at matchmake startups og corporates, så talentmassen kan arbejde med at finde nogle gode løsninger,” siger Lene Lawaetz.

Omfattende udvælgelse

I tidsrummet mellem kick off og den store finale i Resilience Business Cup 2018 ligger der et kæmpe udvælgelsesarbejde: I løbet af efteråret udvælges de 1000 startups fra 20 forskellige byer, som så sorteres kraftigt ned. Og her kommer danske Valuer ind i billedet.

”Vi skal finde de ti bedste startups fra hver by. Det gør vi med vores egen teknologi, som bygger på interviews, en analyse af teamet og data for eksempelvis vækst og funding. Den proces tager os fra 1000 til 200 startups, inden vi til sidst får eksperter fra byerne til at kommentere på de forskellige projekter,” forklarer Daniel Laursen.

Bæredygtig modstand

I 2018 vil Resilience Business Cup have 20 af de 100 Resilients Cities med, men målet er på sigt, at alle 100 skal deltage, og at finalen skal vandre mellem byerne med forskellige temaer.

”Der er en ordentlighed i det her projekt, fordi fokus er på at løse fremtidens globale udfordringer. Når det er sagt, bliver det en god forretning i fremtiden at forholde sig til resiliens og FNs 17 Verdensmål” siger Lene Lawaetz.

Mens 100 Resilient Cities har fået skabt et stærkt netværk, hvor byerne kan vidensdele med hinanden, håber hun, at Resilience Business Cup kan være med til at skabe en ny markedsplads for små og store virksomheder.

”Erhvervsvinklen har manglet i stor stil i netværket – det er meget byernes store, overordnede udfordringer med for eksempel oversvømmelser, der har været i fokus. Forretningsvinklen er enormt vigtig, for hvis ikke du kan få den koblet på, så dør projektet, når midlerne er brugt. Det handler om at skabe bæredygtige forretningskoncepter,” siger Lene Lawaetz.

En investering i dansk erhvervsliv

Samtidig tror hun dog også, at Resilience Business Cup kommer til at gavne det danske erhvervsliv.

”Styrken ligger i netværket med 100 byer, der allerede har sagt ja til at arbejde sammen. Vi får indsigt i de mange, spændende virksomheder fra hele verden, som fremadrettet deltager. Det kommer helt sikkert til at give os noget, at vi starter det op her i Danmark – og nu er vi jo i forvejen kendte på at være stærke på greentech,” siger Lene Lawaetz.

UGENS STARTUP: