Jesper Batting, CEO i Norgo, håber Resilience Business Cup kan genstarte gammelt koncept

Opfindere håber Resilience Business Cup kan genstarte elspare-koncept

Designvirksomheden NorGos syv år gamle elspare-koncept er aldrig for alvor kommet ud over grænserne, men nu håber de, at Resilience Business Cup kan give dem nye, internationale kontakter, der kan genstarte væksten.

En elektronisk p-skive, et komplet vejrcenter til hjemmebrug og et apparat til langtidsstegning af vakuumpakket kød. Designvirksomheden NorGos portefølje inden for forbrugerelektronik spænder bredt, og er siden starten i 2009 blevet en sund forretning. Men som opfindere har de også projekter, der aldrig for alvor kom op at flyve.

Ét af dem er NorGo Energy – et lille apparat der til forveksling ligner en elektronisk vejstation – som skal gøre det let for privatpersoner at holde øje med deres strømforbrug i realttid.

”NorGo Energy er et display til hjemmet, så familien kan overvåge deres strømforbrug og CO2-udledning. Vores tese var, at man har et større incitament til at spare på strømmen, hvis man hele tiden kan følge med i forbruget, også selvom man ikke konstant kigger på displayet, men bare har i baghovedet, at man kan følge med,” siger Jesper Batting, stifter og CEO i NorGo.

Læs også: Danske NorGo lukker millionaftale i USA

NorGo stod selv for udvikling og produktion af produktet, men distributionen af produktet, som et energiselskab, der var partner på projektet, var ansvarlig for, fik aldrig for alvor fart på.

Uforløst vækstpotentiale

NorGo Energys teknologi har kastet en del spinoffs af sig, så forretningsmæssigt har det ikke været noget dårligt projekt for NorGo. Kerneproduktet sælger stadig, men har ikke fået sit store gennembrud, selvom det undervejs er blevet muligt også at overvåge vand- og varmeforbrug. Jesper Batting tror dog stadig, at NorGo Energy kan komme meget længere ud.

”Med den rette partner er der et stort potentiale. Vi er gode til at opfinde og udvikle produkter og software for vores kunder, men vi er ikke vedligeholdere og sælgere. Så vores kunde eller samarbejdspartner skal selv tage vores produkter videre,” forklarer Jesper Batting.

For at finde de rette partere til at genstarte NorgGo Energy, er NorGo en af de virksomheder, som bejler til Resilience Business Cup, og håber at blive udvalgt, så de kan skabe nye kontakter i udlandet.

En ny slags eksportpartnere

NorGo har allerede samarbejdspartnere i udlandet, og tjener i dag 80 procent af sine penge på eksport til især Tyskland, Australien og USA. Grunden til, at de alligevel gerne vil deltage i Resilience Business Cup, er, at de håber, det kan bliver et nyt, internationalt vindue, hvor nogle helt andre slags samarbejder kan opstå.

”Vi kigger allerede meget til udlandet, og deltager på to årlige messer i Hongkong. Men det er en anden type kunder, der kommer på messer – nogen der allerede har store butikker. Derfor håber vi, at Resilience Business Cup kan give give os nogle andre muligheder, end de kunder vi har i dag,” siger Jesper Batting.

Resilience Business Cup skydes i gang torsdag den 1. juni klokken 9 på Rådhustorvet i Vejle. Serieiværksætter Morten Lund kommer og kickstarter cup’en, og alle interesserede startups er velkomne.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY