You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Gotipster solgt for millionbeløb

Efter et hæsblæsende år med hårdt arbejde har iværksætterduoen bag Gotipster solgt deres fælles virksomhed for et ukendt millionbeløb. Interessen har været stor fra både ind- og udland, men virksomheden bliver på danske hænder.

Det har været et år med fuldt tryk på for startuppet Gotipster, der så dagens lys i august 2016. Her beviste virksomheden med sit koncept, at kvalitetsmad for alvor hører hjemme i det danske take-away-landskab.

Idéen om at lade toprestauranter sælge take away ramte plet. Et koncept som var nyt både herhjemme og i udlandet.

”Vi ramte markedet på det helt rigtige tidspunkt og under stor mediebevågenhed. Vi er sindssyg stolte over den modtagelse, Gotipster har fået,” siger Gotipsters forhenværende CEO og Co-founder, Simon Evers.

Det udviklede sig hurtigt til en stor succes, der nu betyder, at Gotipster allerede skifter hænder. Den nye ejer er Frokostfirmaet ApS, der selv er en fremadstormende virksomhed. Sammen har de indgået en aftale, der sikrer Frokostfirmaet 100 procent ejerskab for et ukendt millionbeløb.

”Frokostfirmaets kompetencer og deres forståelse for Gotipsters forretning og værdisæt har fra start forsikret os om, at de er de helt rigtige til at bringe Gotipster ind i næste vækstfase,” siger Simon Evers.

Naturligt tidspunkt

For stifterne bag, Simon Evers og Nikolaj Kragh, er det et naturligt tidspunkt at tilføre Gotipster nye kræfter. Det er nemlig tid til at sætte endnu mere tryk på.

”Gotipster har på kort tid udviklet sig vildt hurtigt, og den vedvarende ordretilgang sætter nye krav til driftsmæssige ressourcer og kompetencer,” siger Simon Evers.

Her er det blandt andet meningen, at Frokostfirmaet skal tage Gotipster med ud over landets grænser.

Fremad

Det synes kun til at have gået en vej siden startuppets undfangelse et år tilbage. I oktober 2016 fik Gotipster således sin første Michelin-restaurant i folden, Kokkeriet, der dermed blev den første danske Michelin-restaurant til at sælge take away. Det blev en succes med små 1.000 solgte kuverter i åbningsugen, der førte til, at Michelin-restauranterne CLOU og Formel B tilsluttede sig konceptet i månederne efter.

Med succesen fulgte en masse opmærksomhed, der siden har skubbet yderligere til startuppet. Foruden presseomtale vandt Gotipster således Rotary Københavns Iværksætterpris 2016 ligesom startuppet er nomineret til Best Food Tech Startup 2017 af Nordic Startup Awards.

Mod nye udfordringer

De to bagmænd har bestemt ikke i sinde og trække sig tilbage og leve af de mange penge, som nu finder vej til deres konti. De to er nemlig på vej mod nye udfordringer, ligesom de sammen allerede har startuppet Goburger.

For Nikolaj Kragh går vejen mod det etablerede erhvervsliv, når han starter som Sales Director for Moncler med ansvar for Norden, mens Simon Evers’ næste eventyr er under opsejling på den anden side af Atlanten, i New York.

UGENS STARTUP: