Tech Talent Conference, technology Denmark, robot, drone, talent

300 techtalenter til konference med fokus på specialist-mangel

@mathias

Interesseorganisationen Technology Denmark samler 300 af de største danske og udenlandske IT- og techtalenter til Tech Talent Conference. De skal sætte fokus på, at der er alt for få teknologi-specialister i Danmark.

Odense ses som det nordiske robotmekka ude i verden, men derudover har Fyn også stor fokus på welfare-tech, samt drone-teknologi. Og her holder også interesseorganisationen Technology Denmark til – de arbejder for at få matchet og tiltrukket tech-specialister til de danske teknologi-firmaer, talenter fra hele verden.

Derfor holder de en konference den 10. maj i Odense, som de kalder for Tech Talent Conference. Fokus for konferencen er at sætte fokus på, at Danmark skal være bedre til at tiltrække, udvikle og fastholde IT- og techtalenter.

Læs også: Ingen by er bedre end København til at tiltrække talenter

Ifølge kvinden bag Tech Talent Conference og direktør i Technology Denmark, Mette Beck-Nielsen, må vi ikke være bange for at dyrke det elitære for at sikre den internationale konkurrenceevne.

”Vores arbejde med IT- og techtalenter er fuldstændig afgørende for fremtidens danske industrier, og hvis vi virkelig vil rykke noget, kræver det, at vi tør tænke anderledes og handle praktisk i samarbejdet på tværs af virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommuner.”

Skærpet fokus på specialist-mangel

For få uddanner sig inden for teknologi og IT, og derfor er der stor mangel på specialisterne. Ifølge Technology Denmark truer det de danske virksomheders udvikling.

Odenses fokus på robotter, droner og andre højteknologiske produkter bliver derfor især ramt, når der ikke er nok specialister til firmaerne, og derfor har man skærpet fokus på talentrekruttering, siger Mette Beck-Nielsen.

”Både virksomhederne, uddannelsesstederne og det offentlige har brug for, at der sker noget nu og her, og det gælder hele landet. Lige nu kigger vi på at åbne kontorer i både Aarhus og København,” siger hun.

For selvom København i år blev kåret som verdens bedste by til at tiltrække, udvikle og fastholde talent, er det ikke en tendens, der breder sig over hele Danmark. I rapporten, The Global Talent Competitiveness Index, er Danmark som helhed endda faldet fra en 5. til en 8. plads globalt.

På Tinderbox for at rekruttere

I 2016 prøvede Technology Danmark at rekruttere på musikfestivalen Tinderbox. Her kunne unge talenter komme til en slags jobsamtaler i speeddating-stil. Der var i alt 140 ansøgere, og Technology Denmark udvalgte 40 til at deltage i speeddatingen. Ti af deltagerne fik job via eventet, og derudover har mange fortsat dialog med virksomhederne om samarbejder. Eksempelvis i forhold til praktik og lignende.

En af deltagerne dengang var Ruslan Jonusas, der dengang fortalte, at han var glad for tiltaget.

“Det er en god måde at rekruttere folk på. For det er meget mere afslappende end en traditionel jobsamtale. Desuden slipper man for af blive afvist og skrive ansøgninger. Her kunne vi bare hive fat i de virksomheder, vi var interesserede i efter speedatingen,” fortalte han dengang til Trendsonline.

Tech Talent Conference er det første af en række af events i 2017 med fokus på talenter i mødet mellem uddannelse, virksomhed og kommune.

Thinkers50 og førende IT- og techledere

Programmet til Tech Talent Conference er en blanding af keynotes, paneldebatter og netværksmuligheder med ledere og ledende udviklere fra en håndfuld af de mest succesfulde danske IT- og techvirksomheder samt oplæg fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.

Borgmester Peter Rahbæk Juel glæder sig over Tech Talent Conference-initiativet, der sammen med Thinkers50 European Business Forum er en del af en større indsats, der handler om at sætte Odenses nye klynger indenfor robotter-, droner og velfærdsteknologi på verdenskortet.

”Tech Talent Conference er en del af Odense Kommunes satsning på talentudvikling og rekruttering til IT-, robot- og velfærdsteknologiklyngerne i Odense. Technology Denmark sætter handling bag målet om at løse en stor udfordring for kommunen, og det støtter vi selvfølgelig op om.”

Konferencen finder sted d. 10. maj 2017 i den nye Odeon-bygning i Odense. Konferencen er sponseret af Danske Bank, Odense Robotics og Odense Kommune. Syddansk Universitet (SDU) og Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) er partnere.

Læs mere om konferencen her.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY