You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Vækst, turisme

50 millioner kroner til digital opgradering og turisme-tilbud

@Michael

To nye projekter ser dagens lys med om 50 millioner kroner i medfinansiering fra EUs Regionalfond. Projekterne skal hjælpe små- og mellemstore virksomheder med at blive mere digitale og skabe innovation og nye startups inden for turisme.

Det er efterhånden noget tid siden at digitaliseringen for alvor begyndte at gøre sit indtog som topprioritet i virksomheder landet over. Det betyder dog ikke, at den digitale transformation endnu har skyllet hen over hele det ganske land. Digitaliseringen lader nemlig fortsat vente på sig hos mange små- og mellemstore virksomheder, der nu får udsigt til støtte i håbet om at booste digitaliseringen i disse virksomheder.

To landsdækkende initiativer, ”Industri 4.0: DigitaliseringsBoost” og ”TOURISMX”, har netop fået tilsagn om i alt knap 50 millioner kroner i medfinansiering fra den nationale pulje af EU-strukturfondsmidler. Heraf er de 39,7 millioner kroner øremærket digitaliseringshjælp til de små- og mellemstore virksomheder.

Erhvervsminister: Midlerne bidrager til vækst

”Mange af de små- og mellemstore danske virksomheder er bagud på digitalisering. Ved at skabe nye samarbejder med eksperter og vidensinstitutioner, kan vi med midlerne give op til 75 SMV’er et digitalt løft, og dermed også bidrage til vækstskabelse og udvikling af mindre virksomheder rundt om i landet,” udtaler Erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Det er Væksthus Syddanmark, der i samarbejde med landets øvrige væksthuse, står bag projektet, der er blevet døbt Industri 4.0: DigitaliseringsBoost. Her forventes det, at mindst 75 virksomheder vil deltage og samarbejde med vidensinstitutioner om udvikling af nye digitale koncepter og produkter med henblik på vækstskabelse.

Innovation på turisme-området

Samtidig er de resterende godt ti millioner kroner afsat til projektet TOURISMX og en landsdækkende innovationsindsats i turismeerhvervet.

Projektet skal drives af Dansk Kyst- og Naturturisme med Wonderful Copenhagen og tre universiteter med forskning på turismeområdet som partnere på projektet.

”Vi vil gerne have flere og mere tilfredse turister i Danmark, og vi ved at turisterne efterspørger attraktive oplevelser og ”value for money”. Hvis vi skal indfri turisternes forventninger, kræver det løbende udvikling og innovation i hele turismeerhvervet også de mange små- og mellemstore virksomheder. En øget innovationskraft kan bidrage til at styrke produktivitet og konkurrenceevnen i dansk turisme, og til at vi kan indfri ambitionerne i den nationale strategi for dansk turisme,” siger Erhvervsministeren.

EUs Regionalfond, Socialfond og danske partnere investerer årligt én milliard kroner i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet, og det er altså fra denne pulje, at pengene er bevilliget.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY