Valget er lige om hjørnet. Derfor har vi bedt partiernes “techstartup-ordfører” svare på, hvilken rolle de ser startup-økosystemet spille, og hvad de vil gøre for at forbedre vilkårene. Her kan du læse, hvad Susanne Eilersen fra Danske Folkeparti mener.
Det er tyve år siden, at Susanne Eilersen meldte sig ind i Dansk Folkeparti – opmuntret af sin mand, som var træt af, at hun sad i sofaen og skældte ud på fjernsynet i stedet for at deltage aktivt.
Fra 2015-2019 var hun medlem af Folketinget, og har siden august i år igen været medlem. Sideløbende har hun været viceborgmester i Fredericia.
54-årige Susanne Eilersens ordførerskaber tæller: It-ordfører, Beredskabsordfører, Grundlovsordfører, Hjemmeværnsordfører, Kommunalordfører, Ligestillingsordfører, Psykiatriordfører, Retsordfører og Skatteordfører
Du kan se, hvad de øvrige startup-ordførere mener, på linket her.
7 spørgsmål til startup-ordføreren:
– Hvor vigtigt er startup/scaleup-økosystemet for Danmark?
I dag er det ikke så vigtigt, som det har potentiale til at blive. Det handler først og fremmest om janteloven og om lønmodtagerkulturen, som er fremherskende i Danmark. Dernæst om de strukturelle forudsætninger for startup-økosystemet, herunder risikovillig kapital og muligheden for at skalere.
– Hvad ser du, som den vigtigste indsats i politisk kan gøre for danske tech-iværksættere?
Vi kan skabe bedre vilkår og gøre det mere attraktivt at investere i unge virksomheder. Danmark har samlet set en forældet kapitalskattelovgivning og går dermed glip af investeringer. Vi kan med fordel lære af Sverige, som har et ganske levende startup-miljø.
Derudover er det mit indtryk, at vores banker udfører en meget, meget hård screening af udenlandske investeringer. Det er en institutionel barriere, som iværksætterne kan mærke derude.
– Skal startup spille en større rolle i det offentlige – eksempelvis som leverandør ifbm. Offentlige udbud?
Måske. Det skal være den bedst egnede til opgaven, uanset om leverandøren er stor eller lille. Det vigtigste er, at leverandøren kan levere.
– Hvilken rolle spiller startups/scaleups i den grønne omstilling?
Startup-virksomheder skal naturligvis spille en rolle i den grønne omstilling – det skal vi alle. Kan man gøre noget på en smartere måde, der er mindre ressourcekrævende, jamen så skal vi da gøre det. Det siger sig selv. Jeg tror der er mange muligheder for små virksomheder i fremtiden.
– Skal der gøres mere for at sikre adgang til talent – særligt indenfor det digitale felt?
Uddannelse er afgørende. Det vigtigste, vi kan gøre, er at skabe gode og interessante uddannelser for vores unge. Jeg tror med fordel, man kunne se på at skære en smule ned for nogle af uddannelserne inden for humaniora og samfundsfag og bruge pengene på digitale uddannelser i stedet.
– Hvad ser du som en særlig, dansk startup-styrke, og hvad vil du gøre for at udvikle den?
Jeg tror, at vores lands lille størrelse gør, at danske unge, som har en drøm om at ændre noget eller sælge noget, ja, de kigger udover Danmarks grænser fra start af. De tænker skalerbarhed med det samme. Det ville du ikke gøre, hvis du boede i Paris eller New York.
Derudover er det en særlig styrke, at der er stor tillid i Danmark. Den store tillid medfører, at danskerne accepterer, at det offentlige indsamler en hel del data på os. Data som senere kan bruges i startups og give virksomheden et kæmpe datasæt, de kan arbejde på.
Eksempelvis udføres der nu et ret spændende arbejde på sundhedsområdet i nogle startups, hvor man prøver at samkøre forskellige patientjournaler for at se, om man kan udlede nogle tidlige symptomer for patienter, der ligner andre patienter, som senere har fået diagnosticeret det ene eller det andet.
Dette er kun muligt, fordi vi stoler på hinanden og vi samarbejder mellem det private og det offentlige.
– Hvilket dansk tech-startup gør dig begejstret og hvorfor?
Jeg synes startup-virksomheden Synthesia er rigtig spændende. Forestil dig blot hvor tilgængelig viden bliver, når tekst kan læses troværdigt op af hvad der ligner et rigtigt menneske komplet med ansigtsmimik mv. Det kommer til at koste en brøkdel af producere videoer til f.eks. uddannelse. Vi skal dog også være opmærksomme på hvilke faldgruber der er i forhold til misbrug og overdreven marketing mv., men det tror jeg, vi kan håndtere.
I har selv skrevet en artikel om Synthesia her, som jeg synes er værd at læse. Det er helt vildt.