Nordic Game Jam er to hektiske døgn fyldt med stress og søvnmangel. Her dyster 700 spiludviklere fra hele verden om at udvikle det bedste computerspil på kun 48 timer. Samtidig sættes der i år fokus på nogle af de klicheer, der hersker om computernørder.
Tirsdag morgen blev Games Week Denmark skudt i gang. Her markerede åbningsceremonien starten på en uge spækket med arrangementer fordelt over hele landet. Således er turen fredag kommet til Nordic Game Jam, der igen i år inviterer spiludviklere til to døgns intens programmering.
Læs mere: Internationale spilinvestorer øjner dansk potentiale
Nordic Game Jam går i sin enkelthed ud på at omsætte idé til virkelighed. Det er målet efter to døgn, at stå med et spil, der virker. Herefter konkurrerer de dugfriske spil om at blive Jam’ets bedste. I alt 700 spiludviklere fra ind- og udland er deltagende ved årets Jam.
“Spilmediet er blevet voksent”
Men det er ikke kun stress og søvnmangel, der kommer til at være i fokus. I år vil man nemlig også stille skarpt på det snuskede image som spiludviklere og gamers ofte falder under. Nordic Game Jam ønsker at sætte en tyk streg under, at computernørder ikke længere behøver, at være lyssky, kælder-dvælende, fast food-spisende skærmslugere.
”Computerspil – ligesom spiludviklere – er kommet væk fra dét der billede, som mange har af os, hvor man drikker litervis af cola og kun lever af burgere. Spilmediet er blevet voksent, og vi ser os selv som en kreativ og levende branche, hvor der er højt til loftet, og fokus er på at skabe kunst og vilde oplevelser for folk, samtidig med at vi tester teknologien,” fortæller Astrid Mie Refstrup, der er arrangør af Nordic Game Jam.
Bæredygtig og miljørigtig
I forlængelse heraf har Nordic Game Jam i år fokus på at være bæredygtig og miljørigtig. Det betyder, at arrangementet er 100 procent vegetarisk, så der er hverken McDonald’s eller store bøffer på menuen – noget, der tilsyneladende slet ikke afskrækker nutidens computernørder.
”700 mennesker spiser meget kød, og det er ikke godt for klimaet. Derfor vil vi kun servere vegetarisk mad,” siger Astrid Mie Refstrup.
Nordic Game Jam blev egentlig allerede skudt i gang med førfest den 20. april. Men selve Jam’et begynder først rigtigt fredag den 21. april klokken 18, hvor årets tema afsløres. Herefter er der fuld fart på spiludviklingen frem til søndag klokken 13, hvor der er aflevering.
Årets Jam afsluttes med præsentationer i løbet af eftermiddagen og endelig kåring af vinderne klokken 17.