Usynlige hegn, ski med radarudstyr og avanceret videogrej: Vi har samlet 9 af de fedeste startups, vi mødte på den norske festivalen Startup Extreme.

Sidste uge løb festivalen Startup Extreme af stablen i og omkring Bergen i Norge, hvor iværksættere, investorer og branchefolk mødtes til et par dage med pitches og ekstremsport.

Læs også: Cluster City: Bergen finder sit speciale i klyngesamarbejderne

Vi var med for at kigge nærmere på det norske økosystem, og har samlet en lille hitliste med 9 af de fedeste startups, vi mødte undervejs.

Playpulse: Motionscyklen for gamere

Alene ved at montere et fjernsyn på motionscyklen øges motivationen for at sadle op, men Playpulse har taget det til næste niveau. Startuppet har nemlige designet en række spil, der bruger cyklen som controller.

På festivalen fremviste de et tank-spil, hvor man i hold af to skulle nedskyde modstanderne og stjæle deres flag – alt sammen ved at hjulre frem og tilbage i pedalerne på motionscyklen.

Det lyder måske fjollet, men når først cyklerne var besat, slog konkurrencelysten ind hos de fleste iværksættere, som endte med en tårnhøj puls og råb efter modstanderen. Og startuppet bag har da også over det seneste år bevist, at cyklen kan lokke unge, der ikke tidligere har dyrket motion, til at glæde sig til en tur på cyklen.

Fire cykler fra Playpulse var sat op til Startup Extreme i bjergbyen Voss, hvor iværksættere, investorer og branchefolk kunne udfordre hinanden.
Fire cykler fra Playpulse var sat op til Startup Extreme i bjergbyen Voss, hvor iværksættere, investorer og branchefolk kunne udfordre hinanden.

Hold App: Brugerne elsker at gøre absolut ingenting

Faktisk har Hold-appen sine rødder på CBS, da de norske stiftere i første omgang udviklede den under et udvekslingsophold i Danmark.

Appen går i al sin enkelthed ud på, at få studerende til at holde op med at bruge telefonen mens de studerer. Med appen kan man ”holde” i perioder på 20 minutter, hvor man ikke må bruge telefonen. På den måde øger brugerne fokus på at studere, og som belønning opsparer de point, der kan bruges til en cola eller müsli-bar gennem appens samarbejdspartnere.

Over halvdelen af de universitetsstuderende i Norge har allerede downloadet appen, og på få måneder har startuppet også fået over 100.000 brugere i England.

Costail: En elektrisk hale til cosplayere

Vetle Slagsvold Øien, CMO for Costail, behøvede kun at pitche sit startup en enkelt gang, så spredte pitchen for deres specielle produkt sig automatisk til resten af konferencen.

Costail laver nemlig en elektrisk hale til cosplayere – personer der klæder sig ud som deres favoritkarakterer fra film eller computerspil – som bevæger sig helt automatisk til kroppens bevægelsen.

Startuppet er stadig ungt, og blev startet som en sjov ide på universitetet i Trondheim. Men med en simpel landingpage fik Costail forudbestillinger for 50.000 kroner på få dage uden noget markedsføringsbudget, og nu er de ved at gøre prototypen til en egentlig forretning.

Nofence: Stødhalsbånd til landbrugsdyr

Tænk på stødhalsbåndet der skal holde hunden inde i haven, og så gang det op til størrelse landbrugsdyr.

Nofence har udviklet et gps-halsbånd, der får strøm fra solceller, så landmanden hele tiden har styr på, hvor hans dyr befinder sig. Der hvor opfindelsen sænker omkostningerne er, at der ved hjælp af gps’en kan opsættes et virtuel hegn. Overskrider dyrene hegnet, får det først en advarsel med lyd og dernæst et stød fra halsbåndet, så det holder sig indenfor grænserne.

Nofence har rejst 200.000 euro på Indiegogo til deres første version til geder.

Dingo.ski: Radarudstyr til skiløbere

Med alle fjeldene og den megen sne, er et startup omkring skiløb oplagt i Norge – og et sådant er Dingo.ski.

Startuppet installerer radar-teknologi fra olieindustrien i en ski, så skien bliver i stand til at analysere underlaget for skiløberen.

I dag findes der allerede et hav af sikkerhedsforanstaltninger, der hjælper skiløbere med at overleve en lavineulykke. Men målet med sensoren i skien er helt at forhindre lavineulykker.

Hubro Education: ”Ægte” forretningsdrift for studerende

Som business-studerende er det svært at få den praktiske erfaring i, hvordan man faktisk driver en millionforretning.

Det vil Hubro Education lave om på med sine simulationsspil, som tilføjer et gamification-element til de etablerede business-uddannelser, der giver studerende et engagerende og mere praktisk indblik i, hvordan det påvirker forretningen at skrue op for produktionen eller ændre på forskellige budgetposter.

Løsningen er allerede på 20 universiteter og 70 high schools, og kan meget vel komme til danske skoler snart.

Tre stærke video-startups: Wiral, MovieMask og Flowmotion.

Wiral, MovieMask og Flowmotion er alle tre forholdsvis unge hardware startup, der har det til fælles, at de beskæftiger sig med video og har rejst millioner på crowdfunding:

Wiral har med deres kabel-bane til kameraer rejst 2,5 millioner dollars på Kickstarter og Indiegogo.

MovieMask laver mobiltelefonen om til en biograf ved hjælp af et headset, og har rejst 130.000 dollars på Indiegogo.

Og Flowmotion’s simple stabilisator til smartphones har solgt for over 1,3 millioner dollars på Kickstarter.

Selv mener de bare at være de første i en ny bølge af hardware-startup fra Norge.