Årets bedste engelinvestorer er fundet

En rørt Jesper Jarlbæk modtog den største hæder med prisen som “Business Angel of the Year 2023”. Foto: Fårehyrden.
Danske business angels mødtes i sidste uge for at gøre status på året der gik – og fejre de bedste engle i det forgangne år.

Foto: Fårehyrden.

Når danske business angels mødes til Angel Investor Meetup er det traditionen tro for se tilbage på det forgangne år – og igen i år, var der grund til fejring.

Trods usikre tider kunne DanBan igen berette om en stigning på 50 mio kroner investeret i startups. Det betyder, at der i det forgangne år i alt er investeret 452 mio. kroner i 375 virksomheder. Samtidig har de formået at øge diversiteten i investeringerne, som vi tidligere kunne fortælle her på TechSavvy.media.

Samtidig var mødet anledning til at hædre de bedste business angels i året der gik.

Her løb en rørt Jesper Jarlbæk med den fornemmeste pris som “Business Angel of the Year” for sin indsats som bestyrelsesformand i Bockboon gennem otte år – en virksomhed der tidligere på året blev solgt for mere end 500 mio. kroner.

De øvrige prisvindere blev Steen Ulf Jensen (Most Active Angel of the Year), Kjeld Peder & Malene Enø (Lead Angel of the Yar), Louise Krogh Rindom (Rising Star of the Year) og Helle Monrad (Rising Star of the Year).

Motivationerne kan du finde her:

Business Angel of the Year: Jesper Jarlbæk

Anbefalingen er primært baseret på hans rolle som formand i otte år i Bookboon, som førte til det succesfulde exit for mere end 500 mio. kroner. Jespers vedholdenhed og store overblik over alle processer i forbindelse med exit er uforlignelig.

Begge stiftere, som nu er medlemmer af Danish Business Angels, samt medinvestorer har nomineret Jesper til prisen som årets Business Angel 2023. Jesper er godkendt Business Angel hos EIFO, og prisen gives også for Jespers utrættelige kamp for Danske Business Angels i mere end et årti (som formand i DanBan red.).

Most Active Angel of the Year: Steen Ulf Jensen

Steen Ulf Jensen har påtaget sig rollen som lead angel i flere DanBAN syndikeringer i 2022, og medinvestorerne fortæller, at Steen er en meget tillidsfuld, sympatisk og flittig person. Han ved, hvad han laver, og det føles meget trygt at være i slipstrømmen af Steen.

Steen har også udarbejdet flere vejledninger til DanBAN, herunder aflønning af lead angels, så vi fra DanBAN’s side kan belyse fordelene ved at tage lead rollen. Steen Ulf bliver ofte peget på som go-to guy, når nye medlemmer har spørgsmål, på grund af sine kompetencer, men han formår også at forklare komplicerede emner til andre Business Angels og gøre dem bedre rustet i deres nye rolle som Business Angel. Derudover er Steen Ulf også en del af DanBAN Lead Angel Corps og godkendt BA hos EIFO

Lead Angel of the Year: Kjeld Pedersen & Malene Enø

For andet år i træk vil vi gerne kalde Kjeld pedersen og Malene Enø på scenen for at modtage prisen Årets mest aktive engel 2023. Med i alt 17 investeringer i 2022 har familien både nyinvesteret og geninvesteret i porteføljen.

Rising Star of the Year: Louise Krogh Rindom

Business Angels-kolleger har peget på Louise som en Rising Star, ikke kun for hendes aktiviteter i 2022, men også for hendes aktivitet gennem de seneste år. Louise tager rollen som lead-angel og er typisk selv aktiv i en 2-3 startups ad gangen. Louise giver tilbage til økosystemet og geninvesterer fra familieformuen, og hun spreder sine investeringer i alt fra tidlige startups til SEED-runder og i VC’er. Diversitet fylder meget i Louises investeringer, hvor der især er blandede teams at finde blandt investeringerne.

Rising Star of the Year: Helle Monrad

Helle Monrad er en dedikeret business angel på fuld tid. Hun har investeret i flere deep tech startups – oftest som en del af Lead Teamet og er højt respekteret som en professionel og kompetent Lead Investor.

Helle bidrager lidenskabeligt til mangfoldighedsdagsordenen. Hun er altid villig til at “pay it forward” ved at coache iværksættere og støtte uddannelsesprogrammer, der forbedrer økosystemet. Helle er medlem af Keystones og “godkendt business angel” af EIFO.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY