You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Guldæg

Årets Guldæg er en gylden mulighed for vækst

@simone

Igen i år vil Saxo Bank danne rammen for finaleeventen til årets Guldæg. Men først skal de tre finalister findes. Her leder dommerne efter potentiale, en born global virksomhed og et stærkt team.

De skal kunne udklækkes et sted mellem smørrebrød og falafel med baba ganoush, mellem omskiftelige vejrlag og middelhavets lunhed. De skal være born global, de unge startups, der bliver udvalgt til at deltage i Guldæg, hvor bare én vinder titlen og muligheden for at få israelsk luft under vingerne.

Guldæg er nemlig en dansk-israelsk konkurrence, hvor it- og tech-startups får muligheden for at videreudvikle sit iværksætterprojekt i et af verdens bedste iværksættermiljøer i Tel Aviv.

“Guldæg tager udspring i Israel, og det er et af de absolut mest innovative lande som får mest ud af deres iværksætterinitiativer. Det er en konkurrence, hvor niveauet er højt og en mulighed for startups at få deres virksomhed endnu mere kendt. Israel har endvidere etableret et dansk innovationscenter, og der er således åbnet endnu flere døre for at komme igang med dette spændende marked,” siger Anette Nørgaard, Developer Evangelist hos Microsoft og med i Guldæg-juryen.

Netværk er vigtigere end penge

Ud over Anette Nørgaard sidder også Lars Seier Christensen, medstifter af Saxo Bank, Morten Wagner, CEO og stifter af Freeway, serieiværksætter og business angel Tommy Ahlers og Sussi Bianco, CEO i firmaet med eget navn i juryen.

De er alle enige om, at netværk og rådgivning er vigtigere end penge, og det er netop den vej, at Guldæg vil skabe værdi for virksomhederne.

“Værdien er, udover muligheden for at blive kendt af et stærkt dommerpanel, medier og den opmærksomhed, der følger konkurrencen, også en unik mulighed for at se mod andre vækstmuligheder og markeder for produktet. Fordi Israel er så innovativ, er det ekstra spændende og udfordrende at møde dette miljø med sin virksomhed. Der er mange gode kræfter på spil, og det kan give et kæmpeboost at få etableret de rette kontakter,” siger Anette Nørgaard.

Juryen ser efter team, strategi og vilje

Tilmeldingen til Guldæg er åben til den 30. juni. De tre bedste idéer bliver udvalgt til at skulle pitche i Saxo Bank på dagen, hvor de skal overbevise dommerne om, at de er Danmarks næste it-succes.

“Hvis man vil tilmelde sig konkurrencen er det vigtigt at have et mål med sit startups, og at se på de muligheden konkurrencen giver,” siger Anette Nørgaard. Hun og de andre dommere vurderer nemlig et startups kvaliteter efter flere kriterier: 

“Det er nemt at sige ”potentiale”, men det er rent faktisk en vigtig faktor. Har virksomheden viljen, teamet og et produkt eller service, der er born global – eller ihvertfald til andre markeder, hvor Israel naturligvis også indgå, er det kvaliteter, der indgår i vurderingen. Forstår virksomheden sit marked og er idéen og produktet interessant, ser vi også efter,” siger hun.

For at deltage, skal dit startup kunne kategoriseres inden for tech, og I skal have nået seed-stadiet. Er det noget for dig, kan du tilmelde dig konkurrencen her.

TechSavvy Media er mediepartner på årets Guldæg

FLERE FRA COMMUNITY