This post is also available in: English
Aarhus-startuppet RaskRask, der tilbyder massage via en online platform, har gennemgået en betydelig vækst siden deres deltagelse i tv-programmet Løvens Hule i 2020. Virksomheden er vokset til et hold på 20 medarbejdere, hvor mange er i deres første job. Selvom en god atmosfære med humor og sammenhold præger hverdagen, har ledelsen indset, at der er brug for mere end blot ros for at fremme udvikling og trivsel. Derfor har virksomheden sat fokus på trivsel og samarbejde ved at indføre en kultur med mere åben og ærlig feedback.
Læs også: RaskRask fik sit store gennembrud med Løvens Hule. Så ramte corona – TechSavvy
“Vi har en god stemning, men vi flytter os ikke nok ved kun at rose hinanden. Vi skal også turde give hinanden konstruktiv kritik. At vi er åbne og ærlige er afgørende for både vores trivsel og for at vi lykkes med vores forretning,” siger Albert Kirk Iversen, stifter af RaskRask i en pressemeddelelse.
Indsats for bedre feedback
Med økonomisk støtte på 58.200 kr. fra Velliv Foreningen har RaskRask i samarbejde med et konsulentfirma gennemført et workshop-forløb, hvor medarbejderne blev trænet i at give og modtage feedback. Velliv Foreningen støtter blandt andet indsatser, der styrker den mentale sundhed på arbejdspladser, og alle virksomheder kan søge økonomisk støtte til denne type projekter.
Projektet hos RaskRask afslørede hurtigt, at den eksisterende kultur, hvor man primært var venlige og positive over for hinanden, hæmmede virksomhedens udvikling.
“Vi er rigtig gode til at være søde ved hinanden, men vi holder konstruktiv kritik tilbage,” siger Albert Kirk Iversen.
Nu har virksomheden fået et fælles sprog og metoder til at forbedre feedback-kulturen. En konkret ændring er indførelsen af en “feedback på samarbejde”-knap i medarbejdernes opgavestyringssystem. Denne funktion skal bruges efter hvert afsluttet projekt, hvor teamet samles for at evaluere, hvad der gik godt, og hvad der kunne forbedres.
Fortsat fokus på udvikling
Det har dog været en udfordring at vænne sig til den nye feedbackkultur.
“Vores kultur har været præget af venlighed og positivitet, og det har været en udfordring at lære at give og modtage kritik. Vi øver os i det og arbejder med, at feedback skal være en integreret del af hverdagen,” siger Sarah Patocska, der er HR-manager hos RaskRask, og fortsætter:
“Vi har lært, at det handler om at skabe en arbejdsplads, hvor vi tør være sårbare og ærlige. Og jeg oplever faktisk, at vi har fået mere åbenhed og er bedre til at tage fat i hinanden, når noget er svært og fylder.”
Selvom RaskRask allerede har gjort store fremskridt i deres arbejde med trivsel og samarbejde, er de langt fra færdige. Virksomheden har netop aftalt med konsulentfirmaet at inkludere flere trivselsaktiviteter i det kommende år for at sikre, at de fortsat udvikler en sund og åben kultur.
“Vi har ikke haft nok fokus på trivsel her i vores første år. Jeg er glad for, at vi har taget hul på det med det her projekt,” siger Albert Kirk Iversen fra RaskRask.