This post is also available in: English
Den aarhusianske tech-startup Snowii vil forenkle booking af skiferier for danskerne. Snowii adskiller sig fra eksisterende løsninger ved at være den første platform, der ikke er ejet af et rejsebureau. Platformen, der gik i luften den 9. September 2024, er designet til at hjælpe skientusiaster med at navigere i det uoverskuelige marked for skirejser, hvor over 50 forskellige udbydere konkurrerer om kundernes opmærksomhed.
Læs også: The Kitchen er flyvende: Rekordmange nye startups – TechSavvy
“Det kan være svært for den gængse skientusiast at finde den bedste rejse til pengene, fordi de skal søge på mange forskellige sider for at danne sig et overblik, og det ønsker vi at gøre nemmere og mere overskueligt,” siger Emil Jess Jensen, der er skiguide og medstifter af Snowii i en pressemeddelelse.
Projektet skal gøre det lettere for de 700.000 danskere, der årligt tager på skiferie, at finde de bedste tilbud.
Første uafhængige sammenligningsportal
Det unikke ved Snowii er, at platformen fungerer uafhængigt af rejseudbydere, hvilket betyder, at de ikke prioriterer tilbud baseret på egeninteresse. Brugerne bliver simpelthen viderestillet til de forskellige rejseselskaber, uden at platformen selv sælger rejser. Dette gør det muligt at skabe et objektivt og brugervenligt overblik.
“Som sammenligningsportal er vores fornemmeste job at præsentere brugerne for et nemt og overskueligt overblik over de bedste rejsemuligheder, og ikke det, som vi får mest ud af,” siger Emil Jess Jensen.
Snowii oplyser , at deres platform vil vise rejser fra samtlige danske rejseselskaber, der arrangerer skirejser, så brugerne får et troværdigt og fuldkomment overblik over mulige skiferier.
“Jeg glæder mig til at gå i luften, fordi jeg tror på, vi kan gøre en forskel – både for forbrugeren, men også for rejseselskaberne. Kan vi give danskerne en bedre bookingoplevelse og sende dem afsted på ski uden at sprænge banken, vil vi også hjælpe udbyderne med at få flere rejsende, og det er vores mål,” siger Emil Jess Jensen.
Platformen er gratis for brugerne, og deres reservationer vil være sikret gennem Rejsegarantifonden.