This post is also available in: English
Kan et mobilspil redde vaklende parforhold? Ja, mener coach Amanda Maya Haywood, der sammen med udvikler Mads Wettergren Poulsen og projektleder Morten Hyldgaard er i gang med at udvikle netop dét. Spillet har fået navnet Lovely.
Læs også: To trin til at lancere et succesfuldt computerspil – TechSavvy
For det lille hold bag projektet Lovely er målet at hjælpe kvinder med at reducere konflikter i deres parforhold. Fokus er ikke blot på at udvikle et spil, men på at skabe en platform, hvor kvinder kan få støtte til at ændre deres indre dialog, hvilket kan forbedre deres forhold. Platformen kombinerer elementer af spil, selvhjælp og fællesskab, og målet er at tilbyde en løsning, der både er underholdende og gør en positiv forskel i brugernes liv.
“Hvis vi alle meditere 3 gange om dagen, kunne vi alle blive millionærer, men de færreste får gjort dette. Istedet går vi på Facebook. Vi skal omprogrammere vores underbevidsthed. Så hvorfor ikke bruge de samme mekanismer som spil og sociale medier til noget positivt?,” spørger Amanda Maya Haywood retorisk.
Spillet er bygget op omkring en personlighedsmodel, hvor spillerne bliver profileret, og indholdet tilpasses deres personlighed. Det fungerer som en opdagelsesrejse i ens eget sind, hvor små daglige opgaver gradvist ændrer vaner. Et mobilspil giver ifølge Lovely-skaberne mulighed for at omprogrammere underbevidstheden gennem auto-suggestions, repitation, mediditativ tilstand, billeder og lyd. Samtidig indsamles data løbende for at optimere spillet, så det bliver endnu mere effektivt for kommende brugere.
Parterapi kun for kvinder
Spillet integrerer coaching, neuroplasticitet og reprogrammering af spillerens underbevidsthed. Med udgangspunkt i spillerens input, livserfaringer og profil justeres spillet løbende for at forbedre oplevelsen. Det er baseret på metoden “12 Steps to Lead With Love,” som Amanda Maya Haywood har udviklet og undervist i siden 2018.
Læs også: Et skelsættende år for den danske spilbranche – TechSavvy
“Jeg har selv udviklet en 12-trinsmodel, da jeg var i USA og interviewede nogle af verdens førende eksperter på området. På det tidspunkt var jeg selv i en svær personlig situation med mit parforhold, og jeg kaldte mig selv en recovering angry wife. Jeg underviste i de her 12 trin, og tilbagemeldingerne var rigtig gode. Det er en alternativ tilgang, hvor vi kun taler til kvinden – det er ikke traditionel parterapi. Det handler i bund og grund om at holde op med at tale negativt – både udadtil og indvendigt. Mange af os har en intern dialog, der er skadelig. Den dialog skal vi styre,” forklarer Amanda Maya Haywood.
Lovely er stadig i opstartsfasen, men har allerede udviklet de første elementer af spillet. De er startet med lydfiler og grundlæggende opgaver. Deres tilgang involverer små, enkle opgaver, der er praktiske og nemt kan integreres i hverdagen. Nogle vil muligvis genkende 12-trinsmodellen fra Anonyme Alkoholikere (AA), og det er ikke tilfældigt.
“Vi har også en community-del, hvor kvinder kan dele deres oplevelser med hinanden, ligesom i AA-grupper. Det giver et fantastisk sammenhold, og kvinderne glæder sig til at mødes og støtte hinanden. Kvinder fortæller, at når de hører andres erfaringer, bliver de mere forstående over for deres egen situation og deres partner,” siger Amanda Maya Haywood.
Spændende teknisk udfordring
Selvom Amanda Maya Haywood er ophavskvinde til idéen og konceptet bag Lovely, kunne hun ikke realisere spillet alene. Derfor søgte hun efter medstiftere, og Mads Wettergren Poulsen og Morten Hyldgaard kom med ombord.
Læs også: Startups to watch 2024: Fire Games-startups du bør holde med – TechSavvy
“Da jeg hørte om projektet, så jeg en mulighed for at bidrage til et større formål – ikke kun lave et spil for underholdningens skyld, men også for at hjælpe mennesker. Det er en god følelse at vide, at man kan hjælpe nogen, der har det svært. Amanda er virkelig passioneret omkring det, og det smitter af,” siger medstifter Mads Wettergren Poulsen, der er udvikler på Lovely.
For ham er den teknisk faglige udfordring med at udvikle spillet dog også med til at gøre det interessant. Spillet er en unik kombination af genrer – en form for selvhjælpsspil med de 12 trin som det centrale element.
“Projektet kræver, at vi kobler mange forskellige elementer sammen og får dem til at fungere som en helhed, hvilket er spændende på et teknisk niveau. Det handler ikke bare om at lave et simpelt mobilspil. Vi skal bruge data og profilering fra spillerne for at kunne hjælpe dem løbende og hele tiden forbedre spillets effektivitet,” siger Mads Wettergren Poulsen.
Søger midler til de store ambitioner
Lovely er stadig i den indledende fase og afventer svar på en ansøgning om midler fra Innofounder. Planen er efterfølgende, at hente yderligere investeringer. Amanda Maya Haywood, der har en solid baggrund i blandt andet salg, har tidligere erfaring med at rejse kapital og vil desuden udnytte sit netværk i USA.
“Vi arbejder også på at rejse en pre-seed-runde, som skal finansiere den videre udvikling. Målet er at tiltrække venturekapital og de rigtige partnere, som kan hjælpe os med at skalere projektet og udbrede det bredt,” siger hun.
Når først der er sikret noget kapital, forventer holdet bag Lovely, at det for alvor kan få vinger og komme videre fra den tidlige testfase.
“I starten handler det først og fremmest om at skabe noget meningsfuldt, og forhåbentlig vil det også blive en økonomisk stabilt. Når vi når dertil, hvor vi kan arbejde fuldtid på projektet, vil udviklingen også gå hurtigere,” siger Mads Wettergren Poulsen.