Startup-økosystemet sprudler i Aarhus. Det blev tydeligt til gårsdagens Aarhus Townhall, hvor 500 startups, investorer og aktører i økosystemet fyldte den udsolgte Turbinehal til bristepunktet.

I kølvandet på flere års nedlukning virker community-eventet Aarhus Townhall efterhånden som et støvet minde. Men torsdag aften genopstod den samlende begivenhed med nonprofitorganisationen The Link ved roret. Og med 500 deltagere og en propfyldt Turbinehal viste økosystemet med al tydelighed, at man har savnet at mødes og få genopfrisket forbindelserne til hinanden.

“Vi har et stærkt community af iværksættere og investorer i området, men ovenpå et par års afstand har de manglet de fordele, der kommer af det uformelle møde. Det var tydeligt at mærke, at eventen lagde grobund for spirende nye idéer, partnerskaber, ansættelser og startups,” fortæller Lasse Chor, Community Specialist hos The Link.

Scenen blev åbnet med Ken Villum Klausen, founder, CEO og nyslået unicorn-ejer hos fintech-virksomheden Lunar, som fik følgeskab af blandt andet de fremadstormende virksomheder FieldSense, Vibrant.io og Landfolk.

Også borgmesteren kiggede forbi, som kun havde rosende ord til overs for, hvor vigtigt et arrangement Aarhus Townhall er for byen.

”Iværksætteri og skalerbare virksomheder sikrer morgendagens arbejdspladser, den grønne omstilling og international konkurrencedygtighed. Derfor vil vi gerne gøre det endnu mere attraktivt at blive en del af det stærke fællesskab iværksætterøkosystemet har,” siger Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune.

Lokal virksomhed modtog helte-pris

Som noget helt nyt overgav borgmester Jacob Bundsgaard og direktør i The Link Mette Hoberg Tønnesen torsdag aften prisen ’Ecosystem Hero’ til virksomheden Clearhaus.

Ecosystem Hero prisen bliver overrakt til virksomheder, som giver tilbage til startupøkosystemet i Aarhus. Det gør Clearhaus ved at have startet Aarhus’ nye techhub, PoP2, hvor de har samlet vækstvirksomheder som Anyday og Vibrant. Derudover investerer Clearhaus founderne i nye virksomheder og understøtter dermed den næste generation af iværksættere fra Aarhus.

Prisen blev modtaget af Claus Methmann Christensen CEO & Co-founder, Ulrikke Kejser, Executive Assistant samt Søren Soltveit, Head of IT.


Fakta: Aarhus Townhall

  • Til Startup Aarhus Townhall var der 500 tilmeldte, som var max kapaciteten, og derudover var der tres på venteliste.
  • 65% af deltagerne var iværksættere, 20% var investorer og corporates med venturearme, mens resten udgjorde aktører i økosystemet.
  • ’Townhall’ er begrebet for det samlende arrangement for startups, investorer og andre i det lokale startup-community. Arrangementet planlægges to gange årligt – det næste i efteråret.