De tre medstiftere af Resilio - Anders Søndergaard, Thomas Scherning og Helga Halkjær.
De tre medstiftere af Resilio - Anders Søndergaard, Thomas Scherning og Helga Halkjær.

Det aarhusianske startup Resilio vil hjælpe danskerne med at forebygge og håndtere stress digitalt. Iværksætter-virksomheden, der er i fuld gang med at udbrede sit produkt til landets virksomheder, har netop fået tre nye investorer med.

Vi bliver alle udsat for stress på den ene eller anden måde. Men for hver femte PFA-kunde har det inden for de seneste 14 dage være så slemt, at de ikke har kunnet udføre deres sædvanlige arbejde og almindelige aktiviteter til fulde. Det viser en analyse pensionsselskabet har lavet blandt 13.500 af sine kunder.

En af løsningerne til at forebygge stress-tendensen er et digitalt produkt fra det aarhusianske startup Resilio. Og virksomheden har netop fået kapital fra tre nye investorer med, som skal være med til at udvikle og udbrede Resilios løsning.

“Vi ser et stort potentiale i Resilio, der med sin helt unikke teknologi og brugervenlige tilgang kan hjælpe mange – ikke bare i Danmark men i hele verden. Behovet for individuel stressforebyggelse og -håndtering er steget meget i de sidste mange år – og gør det fortsat. Hele området er i høj grad dækket af forsikringsordninger og trækket på disse ordninger har været markant stigende de senere år. Med deres nyskabende produkt adresserer Resilio et kæmpe behov på en helt ny måde, og vi ser uendelige muligheder for det dedikerede team bag virksomheden”, siger Allan Søgaard Larsen, der sammen Morten Pedersen og Dan Boyter netop har investeret i virksomheden.

Sybo Games, Finday Factory og Capnova har allerede investeret i startuppet, og med de nye investorer samt en bevilling fra markedsmodningsfonden har Relio opnået en samlet investorkapital i nærheden af fem millioner kroner.

Vi skal lære at forstå stress

I sin produktudvikling har Resilio gennem sundhedseksperter omkring stressproblematikken erfaret, at vi generelt taler om stress som noget negativt. Sådan behøver dog ikke være – men vi skal være bevidste om, hvad stress er og gør, mener en af eksperterne.

Læs også: Startup får millioninvestering til at bekæmpe stress

“Det er generelt en misforstået terminologi at have stress. Stress er jo egentlig en positiv ting, men det er den uforløste, langvarige stress, der er negativ. Og den forekommer, når vi bliver udsat for mere stress, end hvad kroppen kan holde til. Det er derfor vigtigt at blive bevidst om, hvordan man håndterer ens stresseksponering, og hvordan man via åndedræt, søvn, motion og andre faktorer kan nedbringe det overordnede stressniveau,” siger Carsten Obel, professor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Vigtigt at virksomheder aktivt stresshåndterer

Det sidste halvandet år har Resilio arbejdet på at udvikle deres digitale værktøj, der via en app vil hjælpe brugere med at forebygge og håndtere stress. Produktet kombinerer forskningsbaseret åndedrætstræning og læring med en digital oplevelse, hvor der bliver brugt elementer fra historiefortælling, gamification og visuel fortælling for at få brugeren involveret.

“Vi oplever, at især virksomheder mangler et konkret værktøj til at hjælpe deres medarbejdere med at blive bevidste omkring stress og håndtere de reaktioner, der ofte medfølger. Med vores teknologi får virksomhederne et supplement til deres eksisterende indsatser mod stress, der skaber et aktivt tiltag med konkrete redskaber til medarbejderne”, siger Anders Søndergaard, CEO og stifter af Resilio.

Lige nu er Resilio i gang med at udbrede sit virksomhedsprodukt, der består af en workshop om stressforebyggelse og efterfølgende adgang til træning med appen.

 

Fakta om Resilio

  • Stiftet i oktober 2016 af Anders Søndergaard, Thomas Scherning og Helga Halkjær under navnet Resilio Technologies – men nu bare Resilio
  • Har syv ansatte i Aarhus og København samt en række freelancere og konsulenter
  • Ambitionen er at hjælpe millioner af mennesker med at forebygge stress ved hjælp af teknologi.
  • Har modtaget offentlige investeringer fra Innovationsfonden (Innobooster) og Markedsmodningsfonden. Derudover er der kommet privat kapital fra Capnova, Funday Factory, Sybo Games samt dfe tre nye investorer Allan Søgaard Larsen, Morten Pedersen – begge tidligere ledelse i Falck og nu aktive investorer – og Dan Boyter, der er ejer og bestyrelsesmedlem i Pressalit.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.