This post is also available in: English
En massiv nedgang i aktiekursen på 45% holder ikke New Deal Invest tilbage. De ser det tværtimod som en oplagt mulighed for at investere i den amerikanske virksomhed Symbotic, der laver automatiserede lagerløsninger ved hjælp af software og robotter. Symbotic har store kunder i detailhandlen som Target og Walmart – og forventer en stabil vækst de kommende år.
“Vi har længe fulgt Symbotic tæt, og kursfaldet repræsenterer en sjælden mulighed for at investere i en virksomhed, der er i front inden for sin branche. Symbotic har ikke alene udviklet en teknologisk platform, der adresserer nogle af de mest presserende udfordringer inden for logistik, men deres evne til at skalere og tilpasse sig nye markeder gør dem til en attraktiv langsigtet investering,” siger Mads Christiansen, investeringschef hos New Deal Invest, i en pressemeddelelse.
Satser på langsigtede investeringer
Opkøbet af aktier i Symbotic er et led i New Deal Invests investeringsstrategi. Fonden satser primært på investeringer i tech-virksomheder, der har potentiale til langsigtet vækst.
“Symbotic er et godt eksempel på en virksomhed, der har potentialet til at revolutionere sin industri. Med deres integrerede systemer og fokus på innovation er de godt positioneret til at kapitalisere på den stigende efterspørgsel efter automatisering i forsyningskæden. Vi ser frem til at følge deres udvikling og tror på, at vores investering vil skabe betydelig værdi for vores investorer,” siger Mads Christiansen.
New Deal Invest oplyser ikke, hvor mange penge fonden har investeret i Symbotic.