Det nordiske og baltiske fintechprogram, Lighthouse Development Program, afslørede igår aftes vinderen af forårets program. Vinderen bliver danske Zliide fra Aarhus, som samtidig spås et enormt potentiale med sin innovative betalingsløsning.

Efter et halvt års intenst forløb kunne danske Zliide igår aftes lade sig kåre som vinder af det nordiske fintechprogram, Lighthouse Development Program, som Mastercard og svenske NFT Ventures står bag, og som har Danske Bank engageret som partnerbank i Danmark.

Kåringsceremonien fandt sted på Money20/20 i Amsterdam. Her kunne Zliide lade sig kåre som vinder foran en fyldt sal, og dermed snuppe sejren foran Quantfolio fra Norge og Wallester fra Estland.

“At vinde Lighthouse-programmet er fantastisk, og at blive valgt som en af ​​de mest lovende startups på dette felt betyder meget. Især når det kommer fra så indflydelsesrige partnere fra programmet og industrien. Både vi og de andre fintechs, der deltog, har skabt værdifulde forbindelser og flyttet sig i en positiv retning takket være programmet,” siger Morten Møgelmose, CEO og medstifter af Zliide.

Zliide kan revolutionere købsoplevelsen i butikkerne

Zliide har imponeret folkene bag Lighthouse programmet med deres intelligente og appbaserede betalingløsning, der gør det muligt for kunden at betale i fysiske butikker uden at skulle stå i kø. Samtidig samler Zliide betalingløsningen detaljerede informationer om kundernes forbrugsmønstre til gavn for butikkerne.

Læs også: Fire hardware-iværksættere vil gøre det fysiske tøj-indkøb digitalt

Hos Mastercard er den ansvarlige for programmet, Mats Taraldsson, ikke i tvivl om, at Zliide skulle løbe med sejren i årets Lighthouse-program, selv om de tre finalister lå tæt.

“Zliide står ud blandt de andre, fordi deres ide har potentiale til at revolutionere kundernes shopping-oplevelse i butikkerne. Herudover har jeg aldrig set et produkt eller en tjeneste, der leverer en så ægte omnichannel løsning. De data, som Zliide kan levere til detailhandlere, giver mulighed for at få de samme indsigter, der hidtil har været forbeholdt e-handel,” siger Mats Taraldsson.

Mens sejren giver Zliide et rygstød på deres videre færd mod at enkpandere virksomheder ud over landets grænser, vurderer han også, at de har lært meget undervejs i forløbet.

“Zliide-teamet er fuld af gejst og energi. Men de har samtidig været ydmyge nok til at se, hvor de har brug for hjælp. De er gået ind til alle workshops ivrige efter at lære, og derfor tror jeg, ​​at de bliver så succesfulde.”

Fra 15 fintechs til én

Programmet begyndte i februar, hvor femten virksomheder fra Norge, Danmark og Baltikum blev udvalgt til at deltage. De udvalgte danske fintechs var Spiir, GoAppified, Ernit og Hufsy og Zliide, og det blev altså sidstnævnte, som blev den danske kombattant i finalen og samlet vinder.

Hos Mastercard er Mats Taraldsson imponeret over, hvor stærke de nordiske fintechs er, og hvor meget potentiale, der findes i Norden.

“Vi elsker at se nye betalingsmetoder komme frem, og Zliide har et spændende produkt, der gør brug af “Internet of Things”-teknologien på betalingsområdet. Hos Mastercard ser vi frem til at fortsætte samarbejdet med Zliide efter programmet, da vi har set tidlige resultater på, at deres produkt hjælper med at øge omsætningen per transaktion samt procentdelen af ​​korttransaktioner i butikkerne,” siger Mats Taraldsson.

Forårets Lighthouse-program er den første af sin slags i Danmark, men det bliver ikke den sidste. Allerede i starten af 2020, vil det være muligt for danske fintechs at tilmelde sig programmet igen.