Richard Bundsgaard har gjort lynkarriere i McKinsey og den globale virksomhed Widex. Nu lægger han den del af sin karriere på hylden for at hellige sig sit startup Adent, der skal give hele verden sundere tænder ved hjælp af kunstig intelligens.

Tandsundhed er en af verdens mest oversete helbredsudfordringer og en stor problemstilling for den globale folkesundhed.

Det mener Richard Bundsgaard, der er CEO og medstifter af Adent. Med en ny AI-baseret app vil det nye startup bidrage til at hele verden får sundere tænder.

Richard Bundsgaard har selv boet i Mozambique og Zimbabwe over to omgange. Hans forældre arbejdede med at skabe uddannelse og arbejdsmiljø i regi af Danida og Mellemfolkelig Samvirke. Han har både gået i børnehave og skole i landene – og med egne øjne set, hvordan dårlig tandsundhed påvirker befolkningen.

“Med stærke smerter i tænder eller mund bliver det svært for børn at koncentrere sig om skolegang, og tandpine er en af de største årsager til, at børn bliver hjemme fra skole. Hver fjerde voksen lader være med at smile på grund af deres tænder. Det er som om, at vi glemmer alvorligheden ved tandsundhed, fordi den ikke er noget, man ser med det samme og ikke i udgangspunktet er livstruende,” siger Richard Bundsgaard.

Opvæksten har været med til at forme, hvad Richard Bundsgaard arbejder med den dag i dag. Sammen med sin bror, Thøger, stiftede Richard Bundsgaard officielt virksomheden i maj 2019, som de har arbejdet med i tre år

Forebyggelse frem for behandling

Adent laver softwareløsninger, der baseret på kunstig intelligens gør tandsundhed tilgængelig fra smartphonen, og med næsten 5 milliarder smartphones i verden, er det Adents mission at give alle adgang til tandsundhed. Med ekspertviden, machine learning og AI vil Adent gøre tandpleje mere tilgængeligt.

“Lige gyldigt hvor du bor i verden, så mener vi, at folk skal have adgang til god tandsundhed. Det, der virkelig virker i forhold til tandsundhed, er forebyggelse, rettidigt indgriben og tandlæger. Men det er jo ikke tandlægens ansvar, hvordan folks tænder ser ud, det er deres eget. Den bedste vej til et sundt tandsæt er at passe og pleje det. Viden om hvordan, vil vi gerne gøre mere tilgængelig,” siger Richard Bundsgaard.

Fra 2010 til 2015 gjorde Richard Bundsgaard lynkarriere i McKinsey. Men ved siden af det hektiske konsulentliv havde han også tid til at starte organisation Teach First Danmark, der kvalificerer bachelorer eller kandidater til at undervise på folkeskoler. Ideen startede, fordi man ville styrke uddannelserne i udsatte boligområder.

“Uddannelse er en ‘equalizer’. Hvis vi har uddannelse, så har vi lige muligheder. Folk i udsatte områder har ret til ordentlig uddannelse, ligesom mennesker i hele verden har ret til at blive givet viden til at arbejde med deres tandsundhed ,” Richard Bundsgaard.

Widex-wonderboy

Som 32-årig blev Richard Bundsgaard den yngste Senior Vice President i Widex. Kronen på værket var en stor fusion, der placerede selskabet blandt markedslederne i industrien. Nu har Richard Bundsgaard altså sagt farvel til høje lønninger og en god pension for at gå all-in på at gøre en forskel for verdens tandsundhed.

Men hans tidligere arbejdsgivere i Widex har fulgt hans arbejde i Adent tæt. Og nu har de investeret i at komme helt tæt på løsningen og blive en del af ejerkredsen. En ny investering på 10 millioner kroner kommer fra T&W Holdning, der ejes af den samme familie, der ejer Widex, og en række business angels.

Millioninvesteringen er allokeret til at udvikle appen og skalere teamet, der i dag tæller 20 ansatte. Sammen skal de nå målet om at have 50 millioner brugere i 2025. Forretningsmodellen er baseret på partnerskaber verden over med institutioner, der støtter missionen i Adent om at give adgang til god tandsundhed til alle mennesker i verden.