Limelight stiftere header Qadar Ahmed og Anders Nygaard

Afslog tilbud i Løvens Hule: Limelight har nu landet en investering på det dobbelte

Stifterne af Limelight: Anders Nygaard (til venstre) og Qadar Ahmed.

Det unge musik-startup Limelight søgte 500.000 kroner i DR-programmet, men formåede ikke at overbevise løverne. Siden optagelsen har den danske musiktjeneste fundet en ny investorer og landet en investering på en million kroner til at indtage Norden.

Det unge musik-startup Limelight søgte 500.000 kroner i DR-programmet, men formåede ikke at overbevise løverne. Siden optagelsen har den danske musiktjeneste fundet en ny investorer og landet en investering på en million kroner til at indtage Norden.

For et årti siden fandtes der et væld af nye, spændende online-portaler, hvor man kunne finde ny musik fra grønne undergrundsbands. MySpace var der store, internationale og hybrid mellem et socialt medie og udstillingvindue for upcoming kunstnere. Og herhjemme sørgede MyMusic – som senere skiftede navn til Bandbase – for, at kunstnere som Veto og The Floor is Made of Lava havde et sted at udkomme med sin musik, før radioerne opdagede dem.

mymusic screenshot fra waybackmachine i 2005
Sådan så Danmarks største musiksite MyMusicdk ud i 2005 Foto Wayback Machine

Siden har streamingtjenester som Spotify sat sig på størstedelen af det digitale musikforbrug, og de nye kunstnere har mistet deres udstillingsvindue. Det mener i hvert fald det unge musik-startup Limelight, som i august sidste år lancerede en streamingapp eksklusiv for upcoming kunstnere.

”Vi sørger for at præsentere brugerne for ny, spændende musik, og på demokratisk vis bestemmer lytterne, hvad der skal hitte på appen. Vi giver almindelige mennesker mulighed for at være med til at opdage og vælge den næste nye stjerne,” siger Anders Nygaard, CEO og medstifter af Limelight.

Læs også: L’amourbox: Gik på kompromis med værdiansættelsen – og det var den rigtige beslutning

Da drengene bag pitchede ideen for investorerne i Løvernes Hule, fik de et bud på 500.000 kroner til en værdiansættelse på 5 millioner kroner. Det var dog for langt fra deres egen værdiansættelse på 8 millioner kroner, og de måtte gå fra hulen uden en investering.

Men siden optagelserne har de landet en investering på en millioner kroner fra det unge investeringsselskab Mamil, til den værdiansættelse startuppet selv lagde op til, og er nu klar til at indtage Norden.

Løvens X-factor var ikke nok

Limelights mission er at præsentere ny, uopdaget musik for musikelskere. Derfor giver tjenesten ikke adgang til store, etablerede musikere, men istedet 5000 sange fra de 1200 danske artister, som har tilmeldt sig Limelight. Og det har siden lanceringen i august fået 10.000 musikglade brugere til.

Startuppet fik allerede en investering fra Capnova i sommeren 2018, og det var også en af grundene til, at Limelight takkede nej til tilbuddet i Løvens Hule.

“Da vi allerede havde fået en investering fra Capnova var det ikke vores beslutning alene at takke ja eller nej til Peter Warnøes tilbud, da en ny investering også ville udvande Capnovas anparter i virksomheden. Capnova investerede til en værdiansættelse på 8 mio. kr. i sommeren 2018, og vi havde derfor ikke mandat til at acceptere Peters tilbud til en værdiansættelse på 5 mio. kr. blot fire måneder efter. Vi mente desuden at aktiverne og prospektet talte for at virksomheden fortsat var 8 mio. kr. værd.”, siger Qadar Ahmed, medstifter og COO i Limelight.

Lytteren fortæller Limelight appen hvilken type musik de er interesseret i og bliver herefter matched op med musik i appens Personal Radio Her kan man like eller dislike sangene man bliver mødt med På den måde bliver appen hele tiden klogere på lytterens smag og samtidig får alle sangene en rating Hvis en sang får en god rating på Limelight vil den automatisk nå ud til endnu flere lyttere

Som sædvanlig blev iværksætterne under programmet mindet om at regne løvernes x-factor med – altså erfaring og netværk, som ikke kan gøres op i kroner og øre.

“Inden programmet blev vi faktisk enige om at Peter og Nordic Eye ville være det bedste match for os med deres investeringserfaring og gode forbindelser i USA. Det var derfor en skam at vi ikke kunne mødes på værdiansættelsen. Vi er til gengæld meget glade for at have fået Mamil med om bord. Mamil består af tre private investorer, og vi er deres første investering, hvorfor de langt mere fokuseret vil arbejde med Limelight, kontra hvad Peter Warnøe og Nordic Eye realistisk set har mulighed for,” siger Qadar Ahmed.

Thomas Linding fra investeringsselskabet Mamil, som står bag investeringen, lod sig da heller ikke afskrække af værdisætningen.

“Vi synes Anders og Qadar, som har stiftet Limelight, har fundet på en fantastisk måde at forbinde upcoming artister med musikindustrien. At det samtidig kommer alle os lyttere til gode ved hjælp af gratis målrettet musik er genialt. Anders og Qadar har formået at samle et stærkt team og udvikle alt software in-house. Efter at have mødt teamet, var vi ikke i tvivl om, at vi ville være en del af Limelight,” siger han.

Indtager Norden med ny model for streaming

Med investeringen gør Limelight sig nu klar til at indtage resten af Norden, hvor musiktjenestens ambition er at mangedoble antallet af både lyttere og musikere det kommende år.

”Vores mål er for alvor at sætte et aftryk på den danske musikbranche, men rejsen stopper selvfølgelig ikke i Danmark. Vi har netop færdiggjort aftaler i Sverige og Finland, der betyder, at vi nu kan udbrede tjenesten til resten af Norden, hvor vi har en samlet målsætning for 2019 om at nå 70.000 lyttere og 8.000 artister,” siger Anders Nygaard, CEO og medstifter Limelight.

Læs også: Astrofysikere fik millioner i Løvens Hule til at vokse dialægt-plakater

Da Limelight er for både lytteren og artisten, og der ingen reklamer er i appen, kommer det danske startup samtidig med en ny forretningsmodel for en musikstremingtjeneste.

“Med vores analyseværktøj Limelight Analytics tilbyder vi pladeselskaber, bookingbureauer og musikforlag indsigt i, hvordan artisterne klarer sig i appen. Vi er allerede godt på vej mod at danne os et godt billede af hele den danske upcoming scene og vil derfor kunne forudsige, hvem de næste store stjerner bliver. Vi tror på, at dette er en model, som virker, da alle parter drager fordel: Artisterne får en platform, hvor deres chancer for den fede pladekontrakt bliver øget, lytterne kan være med til at sætte dagsordenen, for hvem der skal få det næste gennembrud, og musikfirmaer kan være på forkant med markedet,” siger Qadar Ahmed.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY