En række opkøb af fintech-virksomheder har gjort Ageras Group til et finansielt økosystem, der hjælper små virksomheder. Målet er ikke kun at udbyde det bedste regnskabsprogram, men at samle hele virksomhedens økonomi ét sted.

Ageras startede som en platform med et enkelt produkt: Små virksomheder kan hurtigt få tre tilbud fra revisorer, så de så nemt og billigt som muligt kan få styr på regnskabet.

Siden har virksomheden tilføjet en lang række produkter gennem udvikling og opkøb af fintech-virksomheder, der også hjælper små virksomheder med økonomien. Det har fået Ageras til at vokse til mere end 100 ansatte på tværs af seks markeder i Europa og USA. Men målet er stadig det samme.

”Missionen er at sørge for, at små virksomheder kan få alt den fornødne hjælp indenfor finansielle services til at drive deres virksomhed. Vi er blevet til et økosystem, og for nuværende er vi det indenfor regnskab, men vi ser det også bevæge sig ind i andre områder, der kan hjælpe den lille virksomhed,” siger Rico Andersen, stifter og CEO i Ageras Group.

På sigt vil Ageras skabe én samlet indgang, hvor små virksomheder kan få stillet alle deres finansielle behov – uden at skulle forbi netbanken eller SKAT’s hjemmeside undervejs. Og de er allerede godt på vej.

Én indgang til alle services

Både regnskabsprogrammerne Billy, Meneto og Tellow såvel som en hollandsk konkurrent indenfor formidling af revisorer er i løbet af de seneste år blevet en del af Ageras-familien.

”Hele ideen er, at du skal komme ind ét sted og få alle de services, som økosystemet tilbyder. Det vil sige, at du f.eks. gennem Billy foruden at lave dit regnskab også kan samarbejde med din revisor, betale regninger, finde finansiering og måske endda have dialog med dine kunder,” siger Rico Andersen.

De forskellige produkter skal altså smeltes sammen i ét tilbud til de små virksomheder, så de kan få assistance uanset, hvor langt de er nået med virksomheden.

”Når virksomhederne får en revisor gennem Ageras, skal de også bruge et regnskabsprogram, hvor relationen til revisoren kan fortsætte. Og det er her synergierne begynder at virke: Kunden kan komme ind og få det produkt, de søger her og nu, men vi har også næste produkt klar, når de får behov for det. Og det hele er samlet i én indgang,” siger Rico Andersen.

De forskellige værktøjer taler nemlig sammen på kryds og tværs. Revisoren kan findes gennem regnskabsprogrammet – og regnskabsprogrammet kan findes gennem revisorsøgningen. Og strategien er fortsat at tilføje flere fintechs til familien, så de små virksomheder får en 360-graders service.

Fremtiden er bygget af integration og automatisering

Ageras vil altså ikke bare udbyde det bedste regnskabsprogram, men få alt der omhandler økonomien og administrationen af små virksomheder til at smelte sammen i én indgang.

”I stedet for at lade regnskabsprogrammet handle om debet og kredit, skal det være virksomhedens finansielle dashboard, som de aldrig behøver forlade, når de styrer virksomheden,” siger Rico Andersen.

Ageras vil være frontenden, der binder det hele sammen – også de dele som ikke bliver leveret direkte af Ageras selv, men fx af banken eller myndighederne.

Det hollandske regnskabsprogram Tellow, som også er en del af Ageras Group, er allerede langt fremme på den mission. Her forbinder man banken allerede ved oprettelse, så programmet automatisk kan bogføre og afstemme ud fra kvitteringer og bankdata.

Samtidig integrerer Tellow med myndighederne, så moms, selvangivelse og årsregnskab kan blive lavet og indberettet automatisk direkte fra regnskabsprogrammet.

Det er den fremtid, Ageras vil hen til. En fremtid hvor man fra ét sted kan løse alt, hvad man bruger regnskabsprogrammet, netbanken og myndighedernes portaler til i dag. Og det skal alt sammen være automatiseret.

”Du logger ind i et cockpit, hvor systemerne forklarer dig, om du gør et godt eller dårligt stykke arbejde med drift af forretningen. Det er ikke længere nok, at regnskabsprogrammet er så let at bruge, at en 10-årig kan bogføre. I fremtiden behøver man ikke engang en 10-årig – systemet klarer det selv,” siger Rico Andersen.

 

Artiklen er en del af ”Copenhagen Fintech Magazine 2020”.
Du kan læse næste artikel i magasinet her:

Fintech i alting: Finansielle værktøjer spreder sig til hele erhvervslivet