Takket være en række tilfældigheder under studiet indså tre medialogi-studerende styrken ved at bruge spilteknologi i filmbranchen. Det er nu blevet til virksomheden Amunet Studio.

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Digital Tech Summit. Læs mere om messen for startups og forskningsverdenen her.


Egentlig var Aishah, Camilla og Mathias på jagt efter en praktikplads ude i en virksomhed som en del af studiet på medialogi på Aalborg Universitet. Men midt i jagten opstod en mulighed for i stedet at tage praktikken på et særligt forløb sammen med studerende fra Truemax og Den Danske Filmskole.

”Vi kom ind på det her forløb alle tre, hvor vi for første gang skulle producere en animationsfilm i en game-engine – altså med noget spilteknologi, som man normalt udvikler computerspil med. Og det var helt nyt at bruge til film i en dansk kontekst,” fortæller Aishah Hussain.

For de tre studerende var det knapt så nyt; de havde brugt spilteknologien siden starten på studiet. Men med den begejstring de mødte fra filmfolkene for muligheden for at bruge spilteknologi som et digitalt værktøj i film, anede de en forretningsmulighed. Og det blev startskuddet på deres fælles firma ’Amunet Studio’.

Kunder stod i kø før virksomheden var klar

I forlængelse af det alternative praktikforløb blev de tre medialogi-studerende inviteret med på en stort anlagt musikvideo, for at se hvordan det foregik. Og selvom det egentlig ikke var planen endte den invitation med, at de kom til at stå for ”motion capture”-delen på optagelsen, lavede virtuelle karakterer og digitale teksturer til produktionen. Og det gav trioen deres første kreditering på en produktion.

”På det her tidspunkt eksisterede virksomheden ikke. Men det stak bare helt af med henvendelser fra filmfolk, der havde set det vi havde lavet,” fortæller Camilla Mødekjær.

Faktisk var de tre stadig studerende, så sideløbende med at de arbejdede på deres speciale forsøgte de at gøre Amunet Studio til en rigtig virksomhed. Her fik de blandt andet hjælp fra inkubatoren på Aalborg Universitet, hvor de fik mentor-hjælp og arbejdede fra det første år. Samtidig fik de et ’Innofounder Graduate’-legat, som sikrede dem løn i den første udviklingsfase.

”Det er totalt atypisk, at kunderne henvender sig før, man er klar. Så derfor er starten egentlig lidt sløret for mig, for vi har bare løbet efter at få virksomheden op, fordi kunderne bare kom ind. Vi skulle bare følge med kunderne,” husker Aishah Hussain.

Hollywood for alle

Både Aishah, Camilla og Mathias er i dag fuldtidsbeskæftigede med Amunet Studio, hvor de laver virtual produktion over en bred kam.

”Det er egentlig produktion på computer. Men for os er det formatfrit, så vi laver både reklamer, film og cutscenes til computerspil. Men det er basically at bruge game engines fra spilindustrien til filmproduktion,” forklarer Aishah Hussain og fortsætter:

”Den traditionelle pipeline for at bruge computergrafik i film er meget lang. Men med game engines kan vi se det hele live, og det sparer en masse tid i produktionen. Teknologierne er jo ikke noget nyt, men det har været teknologier, som var dyre og forbeholdt Hollywood. Men nu er de blevet meget billigere, så mange flere har råd til dem.”

Senest er trioen rykket i eget kontor ved Nørreport, men de har dog stadig en stærk forbindelse til hele netværket på Aalborg Universitet. Og målet er fortsat at vokse virksomheden markent:

”Vi har jo lavet forskellige ting, men vi arbejder på at få nogle større film ind – og drømmen er jo at lave en spillefilm, som en dag kommer i biografen, så vi kan hive familien ind på den røde løber,” siger Camilla Mødekjær.


Fakta: Digital Tech Summit

  • Digital Tech Summit 2021 er Danmarks samlende udstillingsvindue for digitale teknologier og mødested for stærke forskningsmiljøer, teknologiførende virksomheder og ikke mindst startups.
  • Digital Tech Summit forventer deltagelse fra 5.000 besøgende, 1.000 virksomheder, 150 startups samt over 300 indlægsholdere fordelt på 70 konferencesessioner. Konferenceprogrammet for de faglige sessioner er netop blevet offentliggjort.
  • Digital Tech Summit 2021 åbner dørene for publikum den 30. november og 1. december 2021 i Øksnehallen/DGI-Byen i København.
  • Partnerne bag Digital Tech Summit tæller Copenhagen Business School, Danmarks Tekniske Universitet, IT Universitetet, Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet samt IT-Branchen og Teknologiens Mediehus.
  • Otto Mønsted Fonden er hovedsponsor på Digital Tech Summit startup community og startup og er etableret som et samarbejde på tværs af universiteterne i samarbejde med bl.a. DIREC, Open Entrepreneurship samt en række impact fonde, herunder KRING.
  • TechSavvy.media er mediepartner på Digital Tech Summit og kommer til at sætte fokus på startups – blandt andet med et magasin på messen.
  • Amunet Studio deltager på messen og vil være en del af den faciliterede networking, samt være på mange af de forskellige masterclasses og paneldiskussioner. Camilla Mødekjær (CEO) vil være klar til at networke med resten af industrien og lære om de nyeste trends inden for teknologi.