Fonden Antler fortsætter med at understøtte nordiske teknologiske early-stage startups gennem en ny fond på 220 mio. kroner. Blandt investorerne er Draper Esprit, Kistefos, Vækstfonden og den norske statsfond.

Den globale venturekapitalfond Antler blev egentlig lanceret i Singapore i 2017, men har hurtigt fået et særligt godt øje til Norden. Tidligere i år åbnede fonden et kontor i København og har nu også rejst 220 mio. kroner i en fond, som er øremærket investering i startups i Norden.

“Vi oplever kraftig vækst. Siden opstart har vi investeret i over 60 nordiske virksomheder, og det er enormt inspirerende at lukke en overtegnet fond, så vi kan fortsætte vores arbejde med at investere i banebrydende ventures,” siger Oscar Westergård, Partner i Antler Nordics.

Fonden har deltagelse fra blandt andet Draper Esprit, Kistefos, Vækstfonden og den norske statsfond Investinor.

Investerer i Talent

Antlers nordiske fond vil fortsat investere i innovative svenske, norske og danske startups med stærke teams, dokumenterede forretningsmodeller og globalt potentiale. Og ifølge Jonathan Sibilia, Partner og Head of Secondaries and Fund of Funds i Draper Esprit, der har investeret i den nye startup-fond, er det særligt Antlers fokus på talent, der er nyskabende.

“Antler baner vejen for en ny talentmodel. Investeringen ligger i at udvælge de bedste iværksættere fra hele verden – fra serieentreprenører og industriledere til de ypperste teknologer og operatører – og dernæst bygge et netværk op omkring dem. Draper Esprit ønsker at samarbejde med de bedste virksomheder allerede på et tidligt stadie, og ved at støtte Antler Nordic, som har en succesfuld formel med specialistteams i en række centrale europæiske byer, kan vi gøre lige præcis det,” siger han.

Modellen betyder blandt andet, at Antler Nordics i næsten halvdelen af tilfældene har investeret i teams med mindst én kvindelige medstifter – mod kun 7 procent generelt i Norden.

Bæredygtige Danmark

I Danmark har Antler særligt fokus på at investere i grønne og bæredygtige virksomheder. Fonden arbejder allerede med 10 stiftere, og til august forventer fonden at have fat i 40 stiftere fra København, som de vil hjælpe med at bygge grønne tech-virksomheder.

“Nu fokuserer vi på at samarbejde med enkeltpersoner, entreprenører, politikere og virksomheder, som deler visionen om, at Norden skal være blandt verdens bedste regioner, når det gælder etablering af nye virksomheder. Og vi vil støtte iværksættere i at samarbejde med os allerede på et tidligt stadie,” siger Anders Hammarbäck, Partner i Antler Nordics.