En ny dansk fintechapp med garvede investeringsfolk i spidsen vil give privatinvestorer bedre overblik over deres investeringer på tværs af depoter og forvaltere.

For privatinvestorer er det sjældent nemt at finde ud af, om deres investeringer leverer tilfredsstillende afkast. Det kan være svært at gennemskue årlige afkast, gebyrer og risikoprofiler på tværs af depoter. Derfor kaster mange privatinvestorer deres dyrt opsparede formuer i blinde i hænderne på investeringsforeninger eller bankerne.

Men det er ikke altid en god idé, mener Johann Laux. Derfor står han bag den nye investeringsapp Atlaz, der skal måle og veje kvaliteten af kapitalforvaltere til fordel for private investorer.

“Mange privatinvestorer bliver nemt forført af dårlige formueforvaltere, fordi de ikke har indsigt i risiko ved at bruge formueforvaltere,” siger Johann Laux, der har 12 års erfaring inden for investeringsrådgivning til private.

Huset vinder altid

I knap fire år har Johann Laux drevet et ’family office’ og leveret serviceydelser, der plejer store komplekse familieformuer. Med den nye app vil han hjælpe privatinvestorer med at skabe et overblik over deres investeringer, for at skabe mere gennemsigtighed. Samtidig vil appen sammenholde afkast og investeringer med andre, så den enkelte selv kan se, om deres investeringer faktisk er profitable nok.

“Vores ambition er at give vores brugere et langt bedre overblik på tværs af platforme, depoter og forvaltere, så de selv kan vurdere, om deres investeringer er hensigtsmæssige”, siger Johann Laux.

Johann Laux er stifter af Atlaz

For med fire år i private banking har han oplevet, hvordan kapitalforvaltere i begge ender af kvalitetsspektret har fordele i kraft af deres ressourcer, erfaring og indsigt. Men også at huset altid vinder, fordi kunden har svært ved at sammenligne afkast og omkostninger på tværs af forvaltere.

“Mange privatinvestorer har ikke et overblik over deres risikoprofil, omkostninger, afkast og vigtigst af alt, om deres forvaltere egentlig giver dem et fornuftigt afkast. Det samlede overblik bliver endnu mere vanskelig, når deres investeringer er splittet på tværs af flere depoter og platforme,” siger Johann Laux.

Internationalt behov

Siden launch i slutningen af 2019 har Atlaz fået 4000 brugere, der samlet bruger appen til at overvåge investeringer for cirka 10 milliarder kroner. På sigt vil virksomheden gerne skabe en komplet platform med indsigt for private investorer og derefter ekspandere det til udlandet.

“Vi bygger en platform, der kan give den private investor en komplet oversigt over forvalternes effektivitet, risikoprofil og bæredygtighed. Dette vil vi tage internationalt, for det er ikke kun i Danmark, at investeringsverdenen kan være en jungle for private,” siger Johann Laux.

Johann Laux og Atlaz møder opbakning hos privatinvestoren og forretningsmanden Lars Tvede. Ifølge ham, har finansbranchen har behov for ny teknologi til at skabe gennemsigtighed og overblik. Her giver en app som Atlaz gode muligheder, som jeg tror, at rigtig mange investorer vil kunne drage fordel af.

”I fremtiden tror jeg, at særligt privatinvestorer kommer til at få et langt bedre indblik i deres investeringer. Jeg kunne godt se Atlaz som en god løsning, da de allerede tilbyder overblik og redskaber som ikke findes på markedet i øjeblikket,” siger Lars Tvede.