Teknologien fra en atomreaktor danner grundlag for det nye startup Hyme, som vil lagre vindmøllestrøm i flydende og brandvarmt salt.

I syv år har startuppet Seaborg Technologies arbejdet med decideret atomfysik: Virksomheden vil udvikle og bringe en ny type atomreaktor til markedet, så verden kan få sikker atomkraft på stor skala og dermed mere strøm uden at udlede en masse CO2.

Nu har selskabet dog også godt nyt til dem, der gerne vil have den grønne strøm, men er skeptiske overfor atomkraft. Søster-startuppet Hyme er netop blevet offentliggjort, som tilbyder en løsning til at opbevare overskydende strøm fra vindmøller og solceller i varmt, flydende salt.

”Hyme foreslår en prisbevidst løsning på en af de største udfordringer inden for vedvarende energi – at lagre fluktuerende energi (som sol- og vindenergi) og frigive den tilbage til nettet, når det er nødvendigt. Opbevaringsmetoden vil være baseret på Seaborgs proprietære moderatorsalt og kan på grund af sin alsidighed også bruges i højtemperaturindustrielle processer,” skriver Seaborg Technologies på Linkedin.

Allerede ved annonceringen er der investeret mere end 10 mio. euro i selskabet (svarende til 75 mio. kroner). Penge der blandt andet skal bruges til at opføre et pilotprojekt.

Seaborg Technologies vil serieproducere atomreaktorer i 40-fodscontaintere for at få produktionsprisen ned. Samtidig udvikler de en ny teknologi, hvor atomreaktoren indkapsler det radioaktive materiale i flydende salt, som er mange hundreder grader varm. Og selvom reaktoren stadig er nogle år fra markedet, er salt-teknologien nu så moden, at den danner grundlagt for det nye startup Hyme. Illustration: KIRT x THOMSEN.

Billigere lagerplads

Det er ingen ny idé at bruge overskydende vind- eller solenergi til at opvarme et materiale, for at holde på energien indtil der er brug for den på elnettet. Men ved at bruge flydende salt forventer Hyme at kunne opbevare strøm til en pris på 130 kroner pr. kWh i op til 14 dage, skriver Bloomberg. Til sammenligning kan det med en lithium batteri koste flere tusinde kroner.

Blandt investorerne i Hyme er Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen via fonden Heartland, som også tidligere har investeret i Seaborg Technologies. Og i følge fondens direktør har Hyme potentialet til at levere en løsning på det stigende energibehov ved at opbevare vedvarende strøm.

“Selvom vi ved, at vi investerer på et meget tidligt stadie, så tror vi på, at det kan gøre en positiv forskel at investere i innovation på det her felt,” siger Lise Kaae, direktør for Heartland, til Bloomberg.

I spidsen for Hyme står Ask Løvschall-Jensen, som også er medstifter af Seaborg Technologies.