At komme fra A til B kan se ud på mange måder og med store forskelle i klimaaftrykket. Tre virksomheder har derfor tænkt bæredygtighed ind i deres virksomhed i et forsøg for at belaste kloden mindst muligt. Men hvor meget flytter det rent klimamæssigt?

For Richard Burger er det en befrielse at sidde på en cykel frem for at være fanget i trafikken i en bil. Derfor hopper han, ligesom mange andre af Amsterdams indbyggere, på cyklen når han skal til og fra arbejde.

Richard Burger er grundlægger af hollandske Swapfiets, en såkaldt ‘bicycle as a service’-virksomhed, der udlejer cykler på månedlig basis. Virksomheden blev grundlagt i 2016, og er i dag til stede på ni markeder. Det er dog ikke indtagelsen af nye markeder, der for alvor optager Richard Burger for tiden.

“Vi vil være fuldt cirkulære i 2025. Det betyder blandt andet, at vi udelukkende vil bruge genbrugte og biobaserede materialer i produktionen af vores cykler, og at der ikke må være noget affald i forbindelse med reparationen af cyklerne, som ender på forbrændingen eller lossepladser,” siger Richard Burger.

Swapfiets skal derfor bruge de kommende år frem mod 2025 på at forbedre cyklerne i samarbejde med deres leverandører. For selvom cykler allerede er en klimavenlig form for transport, mener Richard Burger sagtens, at Swapfiets kan gøre endnu mere for at nedbringe virksomhedens klimaaftryk.

“I sidste ende skal cyklen stadig produceres, hvilket kræver ressourcer, og vi smider stadig dele ud i slutningen af cyklens levetid. Hvis vi kan reducere omkostningerne forbundet med det, kan vi samtidig reducere vores klimaaftryk endnu mere,” siger Richard Burger.

Det blå forhjul er blevet et trademark for Swapfiets. I 2025 skal alle dele af cyklen – inklusiv det blå hjul – være lavet af enten genbrugs- eller biobaserede materialer.

GoBoat sejler på el

Har du gået en tur ved Københavns kanaler en solrig sommerdag, har du formentlig ikke kunne undgå at lægge mærke til de mørkeblå både med træbordet i midten. Bådene tilhører GoBoat, og kan lejes på timebasis.

“GoBoat er en oplevelsesvirksomhed, og vores ultimative mål er at demokratisere vandet, så det bliver tilgængeligt for alle,” siger Eric Ziengs, CMO i GoBoat, og fortsætter:

“Vi forsøger at skabe en oplevelse, som har så lidt indvirkning på naturen og miljøet som overhovedet muligt, og derfor har vi valgt, at vores både skal sejle på el.”

Strømmen, som driver elmotorerne, kommer fra de solceller, som sidder på GoBoats pavillon på Islands Brygge. Har solen ikke skinnet nok, køber GoBoat strøm fra eksempelvis vindmøller. Derudover er bådene lavet af bæredygtige materialer, mens pavillonen og bådebroen er lavet af bæredytigt træ.

“Vi råber ikke sindssygt højt omkring vores bæredygtige tiltag, for på mange måder er bæredygtighed mere et middel end et mål i sig. Hvis vi ikke passede ordentligt på vandet, ville oplevelsen blive dårligere og færre ville sejle med os,” siger Eric Ziengs.

Flåden fra GoBoat sejler på solenergi, som er installeret på virksomhedens pavillion på Islands Brygge. Samtidig er selve båden lavet af bæredygtige materialer.

GoBoats mission

GoBoat vil skabe respekt for vandet – og det gælder også for bådens mindste passagerer. Derfor har GoBoat skabt konceptet Skraldepirat, hvor børn bliver udstyret med et fiskenet, som de kan bruge til at fiske skrald op ad vandet med. Som en tak for deres indsats får de en lakridspibe, når de er tilbage på fastlandet.


Droner hjælper vindindustrien

Lige nu arbejder Airflight på højtryk med at teste virksomhedens droner af ude i virkeligheden. Når dronerne er flyveklare, skal de hjælpe vindindustrien med at reparere og vedligeholde vindmøller ved at fragte reservedele og værktøjer op til turbinen.

Det er især serviceteknikere der arbejder på offshore vindmøller, som kan få gavn af dronerne, fortæller Mikkel Sørensen, CEO i Airflight.

“Dronerne kan levere reservedele og værktøj fra en båd på havet og direkte op til vindmøllen i en lige linje, da dronen kan lande på vindmøllens helipad. Det er langt hurtigere, end hvis serviceteknikerne skal bruge de interne lifte og kraner, og i sidste ende kan vi derfor effektivisere den tid, teknikerne har på vindmøllen,” siger Mikkel Sørensen.

Når dronerne er klar i 2023, satser Airflight på især tre kundesegmenter: energiselskaber, vindmølleproducenter og serviceoperatører. Især energiselskaberne er ifølge Mikkel Sørensen interesserede i at nedbringe deres CO2 udslip ved at inddrage droner i vedligeholdelsen.

“Bådene og mobilkranerne udleder en del CO2, så hvis vi i stedet kan indsætte batteridrevne droner ladet med grøn strøm, så kan vi spare en del CO2 i processen,” siger Mikkel Sørensen.


Airflights flyvende bil

I virkeligheden startede Airflight med at ville skabe et flyvende fartøj til persontransport. Og det gik egentlig også meget godt. Quadcopteren, som fartøjet hedder, kom op og flyve med en sandsæk på førersædet, hvilket flere medier rapporterede om i sommeren 2020. Men så skete der det, at Airflight blev kontaktet af vindindustrien, som kunne se et andet formål med de kraftige droner. Airflight lavede derfor en komplet turnaround, og quadcopter-projekter er, i hvert fald for nu, sat på pause.


Airflight startede med at bygge en ‘flyvende Lamborghini’ til persontransport, men dét projekt er nu sat på hold for at fokusere på den flyvende kran. Her ses Mikkel Sørensen, CEO i Airflight, i prototypen af deres “persondrone”.

Hvor meget flytter virksomhederne?

Alle tre virksomheder har altså inkorporeret flere bæredygtige tiltag i deres løsninger. Spørgsmålet er så, hvor meget virksomhederne i virkeligheden flytter rent klimamæssigt?

Richard Burger fra Swapfiets påpeger, at 60 procent af virksomhedens kunder ændrer deres måde at bevæge sig på, efter de har fået et Swapfiets-abonnement. Det betyder, at kunderne enten cykler mere, eller benytter sig mindre af at gå, bruge offentlig transport eller køre i bil.

“Det er forskelligt fra by til by og land til land i forhold til, hvor kunderne kommer fra. I Milano, Paris og London ser vi i høj grad, at vores kunder tidligere har benyttet sig af biler eller offentlig transport, men at de nu vælger en cykel,” siger Richard Burger.

GoBoats konkurrenter tæller blandt andre kanalrundfarten og de røde dobbeltdækkerbusser, som sejler og kører rundt i København. Begge er dog benzindrevne, og derfor kan der argumenteres for, at GoBoats klimaaftryk er mindre.

Endeligt er der Airflight. Ifølge CEO Mikkel Sørensen udleder de både, som især bruges i forbindelse med vedligehold af vindmøller, op til 1,8 tons CO2 i timen.

“Hvis vi kan spare en time i procestid, så kan vi spare en del tons CO2 pr drone,” siger Mikkel Sørensen.


Swapfiets’ kunder vil have convenience og fleksibilitet

Ifølge Swapfiets grundlægger, Richard Burger, er det bedre at leje sin cykel end at eje den. Det skyldes, at det både er mere convenient og fleksibelt at leje sin cykel. Med i cykelabonnementet følger både service og forsikring, så hjælpen er aldrig langt væk, hvis cyklen punkterer eller bliver stjålet. Fleksibiliteten kommer af, at kunderne til enhver tid kan ændre deres abonnement til en anden cykel – får man længere til arbejde, kan man altså skifte over til en elcykel.


Grøn transport er mere end elbiler

Swapfiets, GoBoat og Airflight viser på hver sin måde, at grøn transport handler om mere og andet end bare elbiler. For hvis ikke elbilen er produceret ansvarligt eller ikke kører på strøm fra bæredygtige kilder, er vi lige vidt. Bæredygtigheden skal tænkes ind i hele værdikæden, før det for alvor batter.

Samtidig beviser Swapfiets, GoBoat og Airflight også, at selvom transport ofte handler om at komme fra A til B så hurtigt som muligt, kan det også være en måde at bevæge sig på, få en oplevelse eller løse en større udfordring.