lunar way team 2019

Bag om investeringen: Lunar Way vil tilbyde reelt bankalternativ i Norden i samarbejde med andre fintechs

Det voksende team bag den aarhusianske challenger-banken Lunar Way.

Lunar Way har netop landet en investering på næsten 100 millioner kroner, der skal bruges på at blive et reelt alternativ til de traditionelle banker i Norden. Neo-banken vil nemlig hellere gå dybt end satse globalt. Og det skal blandt andet opnås ved at åbne neo-banken for andre fintechs.

Lunar Way har netop landet en investering på næsten 100 millioner kroner, der skal bruges på at blive et reelt alternativ til de traditionelle banker i Norden. Neo-banken vil nemlig hellere gå dybt end satse globalt. Og det skal blandt andet opnås ved at åbne neo-banken for andre fintechs.

I startupland er der ikke langt fra truende konkurs til millioninvestering og buldrende vækst. Det leverede neo-banken Lunar Way et sprudlende bevis på i 2017, hvor virksomheden med en investering redede økonomien og fik lagt fundamentet for den massive vækst i 2018.

Da vi talte med Lunar Way i november 2017 havde de netop rundet 12.000 brugere. I dag har virksomheden cirka 50.000 brugere. Et ”cirka” der er nødvendigt, fordi brugertilvæksten siden nytår er eksploderet. Med indtog i Sverige lige før nytår har neo-banken nemlig fået 10.000 ny kunder i januar, regner med det samme i februar, og når formentlig endnu højere op når de åbner for det norske marked i slutningen af måneden.

Læs også: Lunar Way-chef: Intet innovativt over vores produkt. Endnu.

”Det er først nu, det for alvor sker. 50.000 brugere er fint, men lige nu får vi 10.000 nye kunder om måneden, så kigger du 12 måneder frem, kommer vi jo meget højere op,” siger Ken Villum Klausen, CEO og stifter af Lunar Way.

Ken Villum Klausen, CEO og stifter af Lunar Way.
Ken Villum Klausen CEO og stifter af Lunar Way

De 50.000 nuværende kunder svarer allerede til en regional sparekasse i Danmark, og kunderne bruger samtidig Lunar Way mere aktivt end tidligre. Virksomheden nærmer sig med andre ord det berømte product-market fit, og det udløste tidligere på ugen en investering på 97 millioner kroner fra Seed Capital, Greyhound Capital og Socii Capital.

Læs også: Lunar Way i ny mega-investering: Henter 97 millioner til vækst i Norden

”Fokusområdet her de næste to kvartaler er at få flere produkter på hylder. Vores ambition er at lave finansielle produkter, der er anderledes. Vi skal ikke bare lave kassekredit, for det er der ikke noget nyt i. Samtidig virker vores acquisition-strategi, så brugertallet skal accelereres i både Norge og Sverige, samtidig med at vi gør produktet skarpere,” siger Ken Villum Klausen.

Satser dybt i Norden

Lunar Way startede som et simpelt bank-produkt for snapchat-generationen, men er godt på vej til at blive en komplet bank med NemKonto, opsparing, kreditkort og indlånsrenter. Og med en ny betalingslicens fra december sidste år – den såkaldte PISP-licens – er Lunar Ways mulighederne for at tilbyde nye finansielle produkter over hele Norden kun blevet bedre.

Læs også: Fintech-startup får tocifret millionbeløb til at genopfinde Snapchat-generationens bankoplevelse

Siden Lunar Way blev stiftet i 2015 er konkurrencen fra nye, globale og særdeles velpolstrede neo-banker dog også kraftigt skærpet – blandt andet fra tyske N26 og britiske Revolut, der begge har entreret det danske marked.

“Jeg synes jo, at Revolut og N26 er fantastiske. Men når man kigger ned i begge virksomheder, har de ikke clearing i den skandinaviske zone, så de tilbyder ikke NemKonto og NemId eller de svenske pendanter, ligesom vi gør. De er globale spillere,” siger Ken Villum Klausen.

Den nye betalingslicens Lunar Way har modtaget, kan oversættes til resten af det europæiske marked. Men stifteren satser hellere på at gå dybt i det Nordiske marked, og derfor frygter han heller ikke de globale konkurrenter.

”Vi koncentrerer os om at blive store i Norden, hvor vi skal udfordre hele bankpakken fra de traditionelle banker. Og jeg vil tro, at bare i Danmark er der plads til en håndfuld mere challenger-banker som os. Banker er ikke som sociale medier, hvor Facebook har vundet hele markeder. Der er plads til mange store forretninger. Så det er ikke spørgsmål om os eller N26 – det bliver os alle sammen og måske en håndfuld mere, vi ikke har set endnu,” siger Ken Villum Klausen.

Første ægte Open Banking?

Lunar Way har allerede åbnet samarbejder og integrationer med Spiir, Dinero, Economic, Billy og britiske Currency Cloud, så kunderne får nye tilbud uden Lunar Way selv skal udvikle dem.

”Vi ligger jo op til brede samarbejder. Vi mener, at kunden skal have mulighed for at vælge de produkter, der passer til dem. Partnerskabstankegangen er noget af det, der skal drive os frem – så dem kommer der flere af,” siger Ken Villum Klausen.

Lunar Ways ambition er at adskille sig fra de traditionelle banker med smarte digitale features som blandt andet leveres i samarbejde med andre fintechs

På den måde ligger stifteren i ovnen til, at Lunar Way for alvor vil praktisere Open Banking – løftet om samarbejde med nye fintechs, som bliver tilgængelig gennem Lunar Ways kommandocenter. Et løfte traditionelle banker har givet i en årrække efterhånden.

”Jeg har ikke set nogen store banker, der efterlever Open Banking, når det kommer til kundeforholdet. De ønsker kun Open Banking, når det kommer til at tilføje værdi til deres produkter – mens de selv vil eje kundekontakten,” siger han.

Flere mega-investeringer på vej

Med seneste investeringsrunde på 100 millioner kroner har Lunar Way kapitalen til at begynde indtoget på de nordiske markeder. Men Ken Villum Klausen forventer ikke, det er den sidste store kapitaltilførsel virksomheden får brug for.

”Vi er allerede i dialoger omkring næste runde. En fuld, nordisk udrulning med finansielle produkter, partnere og de ambitioner vi har, kræver kapital. Både til organisationen og til at kapre kunder,” siger han.

De nye investorer er kender dog alt til den præmis, da de i forvejen har investeret i netop N26 og Revolut. Derfor er det også meget sandsynligt, at Lunar Way kommer til at offentliggøre nye mega-runder – dog uden de nødvendigvis er i milliard-klassen, som nogle af de global konkurrenter.

”Vi satser benhårdt på Norden, så mindre kan gøre det for os – men fintech er bare et space, der kræver kapital. Man kan ikke levere ting med fejl og lav sikkerhed, så det er dyrt. Det er svært at sætte tal på, men jeg tror ikke, det er den største runde, vi har set endnu,” siger han.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY