You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Banebrydende mikroskop vinder stor iværksætterpris

Det danske startup Clair Scientific – vinderen af årets Danish Tech Challenge.

Det blev Clair Scientific og deres state-of-the-art digitale mikroskop, der fredag eftermiddag blev kåret som dette års vinder af Danish Tech Challenge. Udover hæderen modtog virksomheden Industriens Fonds Iværksætterpris og den medfølgende præmiecheck på 500.000 kroner.

Det blev Clair Scientific og deres state-of-the-art digitale mikroskop, der fredag eftermiddag blev kåret som dette års vinder af Danish Tech Challenge. Udover hæderen modtog virksomheden Industriens Fonds Iværksætterpris og den medfølgende præmiecheck på 500.000 kroner.

Når små og mellemstore life science-virksomheder og talentfulde forskere vil købe nyt laboratorieudstyr, er det ofte forbundet med kæmpestore udgifter.

Derfor var det det danske startup Clair Scientific, der blev vinderen af årets Danish Tech Challenge. Folkene bag har nemlig udviklet et nyt mikroskop, baseret på helt ny billedteknologi og kunstig intelligens, der vil laboratorieudstyr meget mere tilgængeligt.

De to stiftere bag Clair Scientific arbejder ud fra en filosofi om at det skal være muligt for alle at gøre nye opdagelser inden for life science. På den måde kan flere nye teknologier og lægemidler komme hurtigere på markedet og gavne mennesker overalt i verden.

”Vi er helt overvældede og overraskede. Det har været en fed oplevelse at være med i Danish Tech Challenge og at få lov at pitche på scenen. Nu skal vi ud og bruge penge på at ansætte flere folk, der kan hjælpe os med at sælge. Vi har et produkt, og nu skal vi ud og nå så mange som muligt. Som forskere har vi selv stået i den situation, hvor vi gerne ville have noget, der virkede, og betale minimalt med penge for det. Vi har selv haft laboratorier, som vi skulle køre, og som vi skulle købe udstyr til. Derfor har vi udviklet noget, som vi selv gerne ville have haft,” siger de glade vindere og co-foundere i Clair Scientific, Anders Clemen Jakobsen og Hugh Simons.

Flere udfordringer for hardware-iværksættere

Clair Scientific er allerede kommet langt med deres virksomhed og det innovative mikroskop. Men for iværksættere, der arbejder med hardware og banebrydende teknologi, er vejen fra den gode idé til en gangbar forretning lang. Det skyldes blandt andet, at vejen præges af udfordringer, der særligt rammer hardware-iværksættere hårdt – for eksempel de meget langvarige produktudviklingsprocesser og det særligt store kapitalbehov.

Den slags udfordringer kan deltagerne i Danish Tech Challenge godt nikke genkendende til. De laver nemlig innovative produkter baseret på nanoteknologi, medicoteknologi og bioteknologi.

Flere af produkterne udspringer af mange års forskning og når de rammer det globale marked, kan de være med til at løse nogle af vores allerstørste udfordringer, for eksempel inden for sundhed, fødevarer eller klima.

Men inden de når så langt, skal mange ting være på plads. Og netop derfor er et program som Danish Tech Challenge en stor hjælp for de teknologitunge iværksættere.

”I DTU Science Park beskæftiger vi os hver eneste dag med højteknologiske virksomheder, og mange af dem arbejder med hardware. Derfor ser vi det som vores naturlige opgave at hjælpe denne type virksomheder. Vi kender deres udfordringer og kan med Danish Tech Challenge sætte de helt rigtige ressourcer i spil, der kan hjælpe den enkelte virksomhed ud over rampen. Det er nogle enormt spændende teknologier, som vi har set i årets deltagerfelt, og det gør os stolte, når vi kan se, at vores hjælp gør dem til mere robuste virksomheder,” siger Steen Donner, CEO i DTU Science Park.

200 hardwarevirksomheder har været igennem

Årets awardshow var lidt af en milepæl. Sædvanen tro kunne årets vinder kåres og modtage Industriens Fonds Iværksætterpris. Men derudover blev det også fejret, at Danish Tech Challenge har 10-års jubilæum og kan bryste sig af, at 200 startups har været igennem programmet.

For de fleste er det gået rigtig godt. Af alle de foregående års deltagere er 81 procent af virksomhederne stadigvæk aktive og har sammen skabt i omegnen af 1.500 arbejdspladser. Derudover vurderes godt og vel en tiendedel af virksomhederne i dag til at være mere end 100 millioner kroner værd.

”Iværksætteri er en svær disciplin. Og for hardwareiværksættere er vejen fra god idé til global omsætning særligt vanskelig. Derfor glæder det mig, at vi med Danish Tech Challenge har designet et attraktivt og relevant acceleratorforløb, der skaber værdi og konkurrenceevne hos en masse iværksættere og hjælper dem med at vokse,” siger Lars-Peter Søbye, bestyrelsesformand i Industriens Fond, og fortsætter:

”Vi kommer til at fokusere yderligere på iværksætteri fremadrettet og arbejder hele tiden med at skabe fremtidens danske erhvervssucceser. Nye virksomheder bidrager nemlig til et dynamisk og innovativt dansk erhvervsliv, og iværksætterne er særligt gode til at udnytte ny teknologi og designe forretningsmodeller der peger langt ud i fremtiden – og den udvikling vil vi naturligvis gerne bidrage til.”

Danish Tech Challenge er et fem måneders intensivt program, hvor deltagerne får adgang til sparring med rådgivere og mentorer, prototypeværksted, investorer og en hovedpræmie i form af Industriens Fonds Iværksætterpris på 500.000 kroner. Danish Tech Challenge blev lanceret i 2014 som et udviklingsforløb målrettet teknologiske hardware-iværksættere, der arbejder med at bringe nye, fysiske produkter til markedet. Programmet er skabt af Industriens Fond og DTU Science Park.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY