Danskernes formuer vokser, og konkurrencen om investeringskronerne øges. Det gælder også for bankerne, derfor har Festina Finance udviklet et digitalt værktøj, der gør det lettere at holde på de investeringsparate kunder og samtidig leve op til administrative byrder, der koster bankerne mange ressourcer.

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Festina Finance.

Rekordmange danskere har store formuer stående på deres bankbog. Men de lave indlånsrenter slår også rekorder, og det tvinger danske banker til at indføre negative renter på de større formuer.

Den udvikling kan få danskerne til at trække pengene ud af banken for at investere dem gennem formueforvaltere eller eksterne investeringsplatforme, og det kan medføre mistet indtjening for bankerne.

Derfor er det vigtigt, at bankerne kan tilbyde den rigtige investeringsservice, hvis de vil holde på de investeringsparate privatkunder. 

”I takt med at friværdien og pensionsformuerne vokser, får danskerne mere blod på tanden for at investere deres midler. Den forretning vil vi gerne holde i banken, og derfor er det afgørende, at vi er i stand til at hjælpe det stigende antal privatkunder, der efterspørger den rigtige rådgivning,” siger Mikkel Eriksen, forretningsudviklingsdirektør i Lån & Spar bank.

Ifølge Økonomisk Ugebrev, der har foretaget en undersøgelse blandt velhavende privatkunder, vil 85 procent trække deres formue ud af bankerne for at investere dem. Det vil betyde, at 380 milliarder kroner ikke længere vil blive forvaltet af bankerne.

Et spørgsmål om vækstambitioner

Det er ikke alle bankkunder, der kan modtage formue- og investeringsrådgivning i deres bank. For at modtage den type rådgivning forudsætter de fleste pengeinstitutter, at den enkelte kunde har en disponibel formue – altså en formue, der ikke er bundet – på en vis størrelse. 

Med danskernes stigende formuer, lever flere og flere kunder op til det minimumsbeløb.  Samtidig er der kommet mange nye muligheder udenfor banken for privatkunder, der gerne vil have forvaltet deres formue. 

Det sætter et større pres på bankerne, hvis de vil være konkurrencedygtige.

”I dag er det kun de færreste banker, der har ressourcer til at tage hånd om den potentielle kundegruppe, der er kvalificeret til at modtage rådgivning af deres formuehåndtering. Ved at digitalisere og automatisere flere led, vil bankerne være i stand til at håndtere og servicere flere kunder. Det er et spørgsmål om at fastholde kunder i banken og være konkurrencedygtig,” siger Mikkel Eriksen fra Lån & Spar Bank.

Derfor har Lån & Spar Bank implementeret en ny løsning, der skal digitalisere og effektivisere rådgivning af investeringsparate privatkunder. Løsningen er bygget af Festina Finance, der tilbyder automatiseret investeringsrådgivning igennem deres Festina Advisor.

”Med integrationerne i Festina Advisor er ambitionen, at vi kan automatisere introduktion til vores produkter og skabe mersalg til nye kunder. Kunderne kan selvstændigt, effektivt og uberørt af banken håndtere deres formuer. Det kan man til dels i dag, men kun med meget simple produkter. Vi vil gerne opnå at mere komplekse produkter kan sælges digitalt,” siger Mikkel Eriksen. 

Kunderne gør hjemmearbejdet i forvejen

Bankkunder har fået øjnene op for, at deres penge ikke nødvendigvis skal forvaltes af de traditionelle banker. Der er et stort udbud i digitale platforme, der tilbyder samme services og det er på tværs af dem, at kampen om kunderne skal kæmpes.

For den digitale modenhed blandt danskerne er steget. Vi har trænet de digitale kompetencer, og hos Lån & Spar tror man på, at flere kunder tør bevæge sig ind i digital formuerådgivning. 

”Anvendelsen af teknologi og digitalisering bliver ikke mindre i fremtiden, og derfor er det også kun naturligt, at kunderne forventer, at også bankerne følger med, og at de kan få adgang til rådgivning på deres præmisser,” siger Mikkel Eriksen.

Kunder i Lån & Spar kan i dag indberette deres økonomiske nøgletal som skatteoplysninger, budgetter og gældsoplysninger via en mobil app. Banken bruger i forvejen Festina Advisor, der registrerer oplysningerne og sørger for, at de er tilgængelige for investeringsrådgiveren, når kunden kommer ind til et personligt møde.

”Typisk har kunderne gjort en stor del af det indledende arbejdet inden de kommer til investeringsrådgivningen og der er en stigende tendens til, at kunderne gerne vil tage mere ansvar for, hvordan deres formueoptimering og pensionsopsparing er sat sammen. Derfor skal vi også være åbne for en fuld selvbetjening til de mest digitalt vante privatkunder,” siger Mikkel Eriksen.

Undgår administrative byrder

Formueforvaltning er en kompleks affære for grønne investorer, og i takt med at disciplinen bliver mere tilgængeligt gennem digitaliseringen, har EU strammet tommelskruerne og indført nye lovkrav for at beskytte de private investorer. 

”Den stigende regulering har resulteret i flere administrative processer og dermed øgede omkostninger for bankerne. Digitalisering har potentialet til at lette de udfordringer. Det er svært at få gamle systemer til at tale sammen, og det er her, Festina Advisor kommer ind i billedet. Vi sikrer, at der er en fri udveksling af data, og at rådgiverne kan fokusere på forretningen i stedet for på teknikken. Det betyder, at de kan vende tilbage til det, de er gode til, nemlig at tale med kunderne,” siger Mark Wrobel, senior developer hos Festina Finance.

I Lån & Spar mærker de, hvordan den administrative byrde bliver taget af deres skuldre ved hjælp af de digitale produkter fra Festina Finance.

”Regulering er komplekst og det kræver mange ressourcer. Men rejsen gennem Festina Advisor gør det nemmere for os at implementere nye integrationer, og vi sparer store administrative omkostninger ved at digitalisere vores forretning. Ressourcer vi kan bruge til at optimere andre dele af vores bankforretning,” siger Mikkel Eriksen.