This post is also available in: English
Tre banebrydende projekter inden for grøn teknologi og bæredygtighed blev hædret, da Otto Mønsteds Fond onsdag uddelte Den Lyse Idé Prisen 2024. Prisen, der blev uddelt under Digital Tech Summit i Øksnehallen, København, er en årlig hyldest til talentfulde forskere og iværksættere, der udvikler innovative idéer til gavn for samfundet og erhvervslivet.
Otto Mønsteds Fond har i år uddelt en samlet præmiesum på 550.000 kroner, der skal give iværksætterne økonomisk rygvind til at videreudvikle deres projekter.
”Vi kan ikke blive andet end meget fortrøstningsfulde, når vi ser inspiration og kreativitet kombineret med højteknologisk indsigt som forskere og studerende bidrager med. Det er en meget stor glæde at kunne belønne de gode ideer med et økonomisk skub i ryggen. Det bringer os tættere på de vigtige mål om en højere grad af bæredygtighed i byggesektoren, reduktion i skrotaffald og ressourceudvinding samt energibesparende flyvende robotteknologi. Den røde tråd i årets indsendte idéer er fortsat grøn – heldigvis. For det er dét, vi som samfund og erhvervsliv har brug for”, siger Vibeke Svenden, bestyrelsesmedlem i Otto Mønsteds Fond.
Store priser til forskere fra AU og DTU
I år blev prisen uddelt i to kategorier, “Late-stage” og “Early-stage,” hvor vinderne i hver kategori modtog 250.000 kroner og en bronzestatuette skabt af kunstneren Stine Ring.
Læs også: Iværksætterrejsen: “Vi er først lige begyndt. Om 5 år vil vi være Danmarks første female-founded unicornUnicorn er et udtryk, der bruges til at beskrive en startup-virksomhed, der har nået en værdiansættelse på 1 milliard dollars eller mere. More”
I Late-stage kategorien løb Maryam Homayounzadeh, postdoc ved Institut for Electrical and Computer Engineering på Aarhus Universitet, af med sejren. Hendes projekt, GreenELBO (Green Electronic Boards), udnytter kunstig intelligens i mikrocontroller-chips til at reducere størrelsen på printplader og mindske behovet for knappe metaller. Produktet har potentiale til at reducere elektronikskrot og CO₂-udledning markant.
I Early-stage kategorien modtog Luise Charlotte Dennin og Annika Bang Thomsen fra DTU prisen for deres projekt Circrete, der handler om genanvendelse af beton i byggebranchen. Deres idé fokuserer på at omdanne betonplader fra etageadskillelser til nye byggeelementer, hvilket kan skabe en mere bæredygtig byggeindustri ved at minimere ressourceforbrug og CO₂-udledning.
Runner-up pris til droneprojekt for energisektoren
Juryen uddelte i år en ekstra runner-up pris på 50.000 kroner til et team fra Syddansk Universitet for deres projekt inden for droneteknologi. Teamet, ledet af Nicolaj Haarhøj Malle, arbejder på en drone, der kan oplade sig selv, mens den udfører opgaver i energiinfrastrukturen. Med prisen følger mentorhjælp fra Karina Bergstrøm Larsen, en erfaren entreprenør og medstifter af SatCom1.
Den store interesse for prisen og de mange bæredygtige projekter viser, at danske iværksættere arbejder målrettet for at løse globale udfordringer med teknologi og innovation. Med Otto Mønsteds Fonds støtte er de prisvindende idéer nu et skridt nærmere realisering.