You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

BII vil gøre kvanteteknologi til Danmarks næste iværksættereventyr

BII’s nye initiativ Deep Tech Lab – Quantum skal forløse Danmarks verdensførende kvanteforskning i startups og nye, banebrydende tech-løsninger. 
@Redaktionen

Med acceleratoren Deep Tech Lab – Quantum har BioInnovation Institute sat alle sejl til for at gøre Danmark verdensførende inden for kvanteteknologi. Nu søger de startups, der vil med på rejsen.

Med acceleratoren Deep Tech Lab – Quantum har BioInnovation Institute sat alle sejl til for at gøre Danmark verdensførende inden for kvanteteknologi. Nu søger de startups, der vil med på rejsen.

This post is also available in: English

I mange år har kvanteteknologi været forbundet med en fjern fremtid. Men nu kan resultatet af mange års forskning og modning endelig skimtes i horisonten.

Særligt på grund af BioInnovation Institute (BII) i København, der for nyligt har etableret Deep Tech Lab – Quantum; et nyt initiativ, der skal forløse Danmarks verdensførende kvanteforskning i startups og nye, banebrydende tech-løsninger. 

Det bliver særligt inden for kvanteteknologierne computing og sensing, hvor potentialet er nærmest uanet, at lovende startups kan få plads i den nye accelerator, fortæller Cathal J. Mahon, Chief Business Officer i Deep Tech Lab – Quantum.

”Kvanteteknologi åbner et hav af muligheder, der på mange måder kan ændre verden. Et godt eksempel er kvantesensorer, der kan revolutionere måden, vi opdager sygdomme og behandler præventivt i sundhedssystemet. Et andet eksempel er kvantecomputere, der vil decimere udviklingstiden af ny medicin. BII vil gerne gå forrest i den udvikling.” 

Cathal J Mahon Chief Business Officer i Deep Tech Lab Quantum

BII er i dag allerede ledende inden for life science, og har siden stiftelsen i 2018 modnet adskillige forskningstunge startups og kommercielle løsninger hen over lange, seje træk. Akkurat de samme kompetencer bliver nøglen, hvis Danmark på sigt skal blive førende inden for kvanteteknologi, vurderer Cathal J. Mahon. 

”Både life science og kvanteteknologi er områder med lang vej  til markedet, de er kapitaltunge samt meget risikobetonede. Derudover er dansk kvanteforskning – ligesom dansk forskning  inden for life science – i verdensklasse. Og ved at tilkoble vores allerede stærke kommercialiseringsevner, har vi mulighed for at skabe en dansk kvanteindustri, der kan blive verdensførende.” 

Missionen skal løses i samarbejde med bl.a. Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Nationale Metrologiske Institut.

Adgang til specialiseret viden

Siden sidste år, hvor BII blevet udpeget af den danske regering til at etablere Deep Tech Lab – Quantum, har de indgået samarbejde med ni banebrydende startups, hvor af flere slår deres folder i krydsfeltet mellem kvanteteknologi og life science.

Et af de udvalgte startups er danske DiaSense, der udvikler et magnetisk mikroskop af kvantediamanter, som kan registrere magnetfelter med en hidtil uset sensibilitet. Ambitionen er, at man med mikroskopet vil kunne diagnosticere neurodegenerative sygdomme langt tidligere, end man kan i dag.

”Kvanteteknologi er ved at nå en modenhed, hvor teknologien kan bringes i brug uden for universitetslaboratorierne. Med sensorteknologi kan vi skabe nye og hidtidig uopnåelige indsigter – men vi er alligevel kun ved at tage de første spæde skridt,” fortæller Christian Stig Dalsgaard Nielsen, CEO og stifter af DiaSense. Han fortsætter:

”BII har givet os direkte adgang til et unikt iværksættermiljø og en lang række spændende kontakter, viden og sparring. Allerede fra første dag bød de andre medlemmer af vores kohorte ind med nye ideer og perspektiver.” 

Globalt potentiale

Udover Diasense har den specialiserede kvantefond, Quantum Exponential, indlogeret sig hos Deep Tech Lab – Quantum. Og det faktum, at de vælger Danmark som udkigspost for kvanteområdet, vidner om et kæmpe potentiale på verdensplan, mener Cathal J. Mahon.

”Grunden til, at de tager til Danmark, er, fordi de vurderer, det er her, potentialet er størst i Europa,” fortæller han og fortsætter:

”Vi har det bedste af begge verdener. Vi har vitterligt adgang til verdensførende forskere mindre end 500 meter væk, og samtidig har vi en specialiseret indsigt i at kommercialisere og omsætte forskning til innovation. Der er rigtig mange gode komponenter til stede. Jeg ved godt, at mange siger, at de vil være verdensførende. Men vi har rent faktisk potentialet til at blive det”.


Deep Tech Lab – Quantum

  • Deep Tech Lab – Quantum (DTL-Q) blev indviet i september 2023 og drives som en selvstændig enhed under BioInnovation Institute (BII). DTL-Q driver innovation inden for kvanteteknologi ved at støtte iværksættervirksomheder i de helt tidlige faser.
  • DTL-Q optager i øjeblikket iværksættere med projekter i krydsfeltet mellem kvanteteknologi og life science som en del af BIIs succesfulde Venture Lab program.
  • DTL-Q er desuden en del af NATOs DIANA netværk og kører programmer for kvante-startups med såkaldte dual use teknologier, som en del af Danmarks officielle bidrag til NATO. 
  • Kvanteområdet nyder i øjeblikket stor opmærksomhed. Både politisk hvor regeringen har afsat 1,2 mia. kr. til aktiveringen af en todelt kvantestrategi fra 2023 – 2027, men også fra private fonde som særligt Novo Nordisk Fonden, der bl.a. har bevilget 1,5 mia. kr. til udvikling af en kvantecomputer på dansk grund.

Fullscreen Mode
UGENS STARTUP: