Illustration: Sam Brewster - https://www.sambrewster.com/

Brasilien er verdens syvende største økonomi, og landet kæmper med udfordringer i uddannelses- og sundhedssektoren, som danske virksomheder har kompetencerne til at løse. Samtidig åbner finansielle institutioner i landets økonomiske centrum São Paulo op for samarbejde med mindre virksomheder og potentielt danske startups.

Med mere end 20 millioner indbyggere ville São Paulo være det ottende største land på det sydamerikanske kontinentet. Byen er landets – hvis ikke kontinentets – finansielle centrum for handel, mad og sport, og så har mange store tech-virksomheder som Google, Airbnb og Uber deres sydamerikanske hovedsæde i byen.

Byens pulserende og fremadstormende miljø folder sig i dag ud over en ung befolkning, der har mistet tiltroen til det politiske system efter en økonomisk og politisk krise tromlede ind over landet i 2013 med den daværende præsident Dilma Roussef i spidsen.

Læs ogsåSådan har telefonmaster og en finansiel krise gjort São Paulo til et af verdens stærkeste økosystemer

Stina Nordsborg

”Den yngre generationer er skeptiske over for det etablerede system, og de kræver et opgør med korruptionen. Det er et udtryk for, at der er en vilje til at tage aktiv del i at skabe fremtidens Brasilien,” siger Stina Nordsborg, der er Innovation Attaché på Innovation Centre Denmark i São Paulo.

Efter tre års krise med korruption og en inflation på over seks procent er landet nu på vej tilbage til at være et marked i vækst. Brasilien er verdens syvende største økonomi, der drives frem af en stødt stigende middelklasse af mange forbrugere.

Yngre generationer tager ny teknologi i brug. I dag har mere end 98 procent af landets befolkning adgang til internettet og der er flere mobile enheder, end der er mennesker i Brasilien.

”Brasilien er et kæmpe marked af forbrugere, og størrelsen betyder meget for B2B-leverancer. For har du bare én kunde, så er du hurtigt leverandør til mere end 100.000 slutbrugere. Du behøver eksempelvis ikke lave aftaler med alle skoler i Brasilien, men lander du bare én, så kan du dække omkostninger til en lokal partner, der kan hjælpe dig med at skalere i andre dele af landet. Både budgetter og dimensionerne er enorme,” siger Stina Nordsborg.

Læs også: Første skridt over Atlanten: Danske edtech-startups på skolebænken i Brasilien

Made in Denmark

På Innovation Centre Denmark i São Paulo har de mærket en mindre interesse fra danske virksomheder i årene under den finansielle krise. Men efterhånden som markedet er modnet, og landet har rystet de dårlige konjunkturer af sig, stiger interessen igen.

Læs også: Brasiliansk fintech kan blive El Dorado 2.0

Eva Bisgaard Pedersen

”Der er en stor efterspørgsel fra danske tech-virksomheder, og IKT er den sektor, hvor vi rådgiver flest virksomheder. Det er inden for alle industrier, og det kommer fra virksomheder, der kender Brasilien og kan se, at især det finansielle marked aldrig har haft det bedre. Mange større banker er begyndt at åbne op og proaktivt søge samarbejde med innovative startups. Alle brasilianske banker med respekt for sig selv har i dag en inkubator,” siger Eva Bisgaard Pedersen, der er dansk Generalkonsul og chef for innovationscentret i São Paulo.

Også landbrugssektoren har det godt og er vokset ti procent i løbet af 2017. Men det brasilianske marked er ikke let at penetrere, understreger Eva Bisgaard Pedersen.

 

“Innovationscenteret hjælper mange små virksomheder med at få en fod ind på markedet, og for mange er det en fordel at være en lille virksomhed, der kan arbejde agilt med en forretningsmodel, der passer til det brasilianske marked. Men man kan ikke komme herned, sparke dørene ind og så køre resten på Skype. Man skal investere et til to år i Brasilien. Men så er der også et match mellem industrierne, købestærke investorer og virksomheder, der gerne vil indgå samarbejde,” tilføjer hun.

Fra brasiliansk side er der altså en stigende interesse i dansk-brasiliansk samarbejde. Det skyldes ifølge Generalkonsul Eva Bisgaard Pedersen flere ting, men peger især på danske designdyder.

”Brasilianerne er enormt åbne over for innovation og især over for danske løsninger. De har meget respekt for danskerne, og vi får tit rosende ord for vores evne til at simplificere og tænke design og brugervenlighed ind i løsningerne”.

Nye ilandsproblemer

Med mere end 210 millioner indbyggere er Brasilien det største land i Sydamerika. Middelklassen har fået flere penge mellem hænderne, og de tøver ikke med at bruge dem. Fortsætter tendensen bliver økonomien endnu stærkere over de næste år.

Men landets størrelse og nye forbrugsmønstre giver nye udfordringer.

”Landet er på vej ud af den finansielle krise, men brasilianerne kæmper med en aldrende befolkning og de sygdomme, det fører med sig. Brasilianerne lider i stigende grad af sukkersyge, hjerte-kar sygdomme og overvægt, og samtidig stiger forventninger til sundhedssystemet i takt med den højere levestandard,” forklarer Stina Nordsborg og fortsætter:

”Det ligger og tikker som en bombe under sundhedssystemet, der har behov for nye innovative, sundhedsfremmende og ressourceoptimerende løsninger. Der er det samme behov for nye medtech-løsninger i Brasilien, som i Vesteuropa. Derfor er det oplagt at undersøge muligheder i et dansk-brasiliansk samarbejde på sundhedsområdet.”

Den brasilianske regering har tidligere vist velvilje til at afbureaukratisere regulativer og fremskynde innovation. I december 2016 blev det nemmere for virksomheder at registrere og overføre medicinsk udstyr mellem medicinalvirksomheder.

Så på tværs af sektorer inden for sundhed, uddannelse, fintech og landbrug leder brasilianske virksomheder og investorer efter teknologi og kompetencer, der kan forbedre kundeoplevelsen, reducere transaktionsomkostningerne og skabe innovation i et økosystem, der igen knopskyder og formentlig snart står i fuld flor – igen.

Kan danske virksomheder indfri potentialet i São Paulo?

2 KOMMENTARER

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.